torsdag den 14. oktober 2010

Danske forhold

”Bare det inte blir som i Danmark.” Sådan står der med store typer på forsiden af denne uges lokalavis her i det nordligste Skåne, hvor jeg bor. Det værste er, at den overskrift ikke behøver nogen nærmere forklaring. Alle svenskere ved, hvad der menes. ”Danske forhold” er blevet et begreb for fremmedhad og racisme her.

Igennem hele den svenske valgkamp, her var valg for få uger siden, hørtes gang på gang fra politisk side advarsler om, at Sverige var på vej mod ”danske forhold.” Specielt hvis vælgerne stemte partiet Sverigedemokraterne (SD) – det svenske søsterparti til Dansk Folkeparti - ind i riksdagen.

SD blev stemt ind i riksdagen, og her i kommunen er det nu det tredjestørste parti. Jeg tror, at det var vælgernes protest imod, at de andre partier, fra højre til venstre, ikke tager en åben debat om indvandring og integration. Man er alt for konfliktsky, og det er ikke politisk korrekt at erkende, at der naturligvis er nogle problemer. Sverige har nemlig lige så store problemer som Danmark, og de er ikke bedre til at håndtere dem. Fra politisk hold vælger man så at ignorere problemerne.

Jeg er ikke tilhænger af SD eller DF’s politik, og jeg mener også, at indvandrere på mange områder behandles skidt i Danmark; men indvandringen og manglende integration skaber dog en række problemer, som man er nødt til at diskutere åbent, uden at omverdenen straks trækker racisme-kortet.
I Danmark lægges spørgsmålene ud i den politiske debat. På det område er vi klart forud for Sverige. Imidlertid bliver debatten engang imellem både for hadsk og kører af sporet; men det er vel ingen grund til at tie problemerne ihjel.

Det bedrøver mig at høre ”danske forhold” brugt som skrækbegreb her i Sverige af retoriksmarte svenske politikere.