I bero

Jeg har sat denne blog lidt i bero. Jeg oplever, at jeg oftere og oftere får afleveret mine meninger, morsomheder og indspark på min facebook-profil. Der er sikkert også flere, der læser mine opdateringer dér end her. Derfor er bloggen her blevet lidt overflødig.

Hvis I, der har fulgt med her på bloggen, gerne fortsat vil følge mine indfald og anfald så send mig gerne en venneanmodning på facebook.

Hverdagsrespekt

Det var varmt i nat. Jeg sov med åbent vindue på første sal. Klokken 06.10 blev jeg vækket af maskinlarm. Det var en af kommunens folk, der fjernede græs og ukrudt på fortovet med en benzindrevet trimmer eller mindre buskrydder, der larmede som en EM-afdeling for crossknallerter. Klokken ti minutter over seks!

For mig var det strålende. Mit vækkeur havde ringet klokken seks, og jeg havde rutinemæssigt slået det på snooze. Men jeg kunne have haft behov for at sove længere. Mine naboer lå måske og sov.

Mine evner for konstruktive indsigelser tidligt om morgenen begrænser sig til at åbne vinduet og råbe kaptajn Haddock-fornærmelser, så jeg valgte at gå på badeværelset og komme et par liter koldt vand i ansigtet først. Det ville måske give mig mulighed for at konfrontere kommunens mand med betragtninger om manglende respekt, omtanke og hensyn samt generelle holdninger til kommunen og offentlige myndigheder i øvrigt.

Desværre var han væk, da jeg havde fået tisset af og kølet hovedet.

Denne her daglige respekt for andre mennesker bliver mindre og mindre, synes jeg. Nu foregik det her i Skåne, hvor jeg bor. Og her er der en tendens til at naboer larmer mere end de gør i Danmark, og på mærkelige tidspunkter. Men at hverdagsrespekten bliver mindre, tror jeg, at Danmark og Sverige har fælles.
Hvis jeg havde fået åbnet vinduet og råbt kommunens repræsentant op igennem motorlarmen, så havde han sikkert, som sit forsvar, sagt et eller andet om, hvor meget han skulle nå, inden han havde fyraften klokken to. Så ville jeg have spurgt ham, om han da ikke tænkte på dem, som lå og sov inde i husene nu, fordi de mødte senere på arbejde, men skulle være friske helt frem til sidst på eftermiddagen, hvor de formentlig skulle servicere netop ham i supermarkedet eller i pølsevognen. Men han ville sikkert ikke have forstået, hvad jeg mente.

For det er mig-mig-mig. Folk har udstyret sig med egoismens skyklapper. Hverdagsrespekten siver ud imellem fingrene på os.

Undskyld!

Uanset hvad du har lavet, så lad være med at undskylde offentligt. Vi orker ikke at høre på flere, der mirakuløst er blevet genfødt som bedre mennesker. Vi orker ikke at høre flere undskylde overfor familie, Fido, katte og kanariefugle. Vi orker ikke, at høre flere fortryde deres opførsel. Vi ved jo godt, hvad det er, du fortryder. Du fortryder, at du blev opdaget.

Der var engang ...

Der sidder en finke i radioen og spiller noget, hun kalder rigtig syrerock. Hun aner ikke, hvad hun taler om. Mest af alt lyder det som en dromedar, der skider i en tuba. Næh, der var engang i urtiden, hvor vi lyttede til Led Zeppelin, Deep Purple og Pearls Before Swine, havde hår langt forbi kraven, sugede viden fra en chillum og spiste den slags små mikrofonpiger til natmad. Så vidt jeg husker.

Hvor svært kan det være?

På baggrund af skadestuens manglende medvirken, eller mit urimelige temperament (afhængig af hvordan man ønsker at se på det), stillede jeg diagnosen (brækket finger) selv. Se evt. blogindlæg af den 8. april 2011 for ubehagelige detaljer.

Derefter lavede jeg, på bedste vildmarksvis, en skinne som et rør af gaffetape foret med gaze. Nogle venner og bekendte mener, at det er hul i hovedet. Andre siger, at de ikke er overraskede. Hvad de så mener med det. Men skinnen har virket fremragende, og jeg kan skrive videre på mit manus. Hvor svært kan det være?

Skinnen har desuden den fordel, at den kan udskiftes med en ny hver dag. Det er ret behageligt at være fri for at gå med en svedig og bakteriefyldt skinne eller gipsforbinding. Hvem har overhovedet brug for læger?

Om et par dage har jeg haft skinne på i 4 uger. Så må det være godt nok. Så er jeg bare spændt på, om jeg kan bevæge fingeren.

Det dejlige påskevejr

Hvor er det dejligt, at påsken har overrasket os med varmt og smukt vejr.

Min nabo har brugt sin kompostkværn i dag afbrudt nu og da af en eller anden satellitkanals fodboldtransmissioner for åben terrassedør. Min genbo har højtryksspulet sin campingvogn hele dagen samtidig med, at hans radio har kæmpet for at overdøve det. Min anden nabo fik, hvad der ligner, 30 rummeter træ i meterlange stammer i går. Nu er han i gang med at servicere sin motorsav til påsken, og brændeflækkeren er allerede stillet op.

Hvor skal det blive dejligt at nyde påskevejret på verandaen med en kop kaffe og en god bog …

Der kan være mange grunde til at blive budt på kaffe

Jeg har kørt forbi den grusvej i udkanten af den nordskånske by så tit. I dag, onsdag, på vej hjem fra skoven, drejede jeg derind. Vi kørte vel omkring ti kilometer på højdedraget bag byen, igennem skov og marker med spredte huse her og der. Til sidst sluttede vejen brat på en gårdsplads. Sådan er det ofte med små svenske grusveje.
En kvinde så skeptisk til fra sin veranda. Jeg rullede ruden ned:
”Förlåt, jeg troede, at vejen førte et eller andet sted hen.”
”Det gør den da også,” hun slog ud med hånden.
”Nå ja. Jeg bor nede i byen, har kørt forbi vejen så tit, blev nysgerrig. Undskyld forstyrrelsen.”
”Sød hund,” hun pegede mod bilens bagende, hvor schæferen sad bag vinduet og gjorde sig til.
”Sød? Han er en børste, er han.”
”Vil du have kaffe?”
”Kaffe?”
”Ja. Hvis jeg havde kørt én mil forgæves, ville jeg godt have en kop kaffe, før jeg kørte retur.” Hun slog ud med hånden mod en bænk og et bord på verandaen.
Vi steg ud, og jeg slog mig ned. Kaffen var god. Kvinden var knapt midaldrende. Hendes øjne var levende, men hun smilede ikke. Hun fodrede schæferen med lækkerier, og han blev straks forelsket.
”Du er dansk?”
Det kunne jeg jo ikke løbe fra.
”Men du bor her?”
Jeg fortalte hvorfor, og hun spurgte – usædvanlig direkte for en svensker – hvad jeg beskæftigede mig med.
”Forfatter,” svarede jeg.
”Jeg skriver på en bog om bagværk, det har jeg gjort i flere år” forklarede hun. ”Svenske opskrifter på landet.”
Jeg nikkede høfligt. Så hentede hun et par stykker hjemmebagt gulerodskage, som viste sig at være på perfekt bølgelængde med mine smagsløg. Også schæferens.
”Jeg er fraskilt,” fortalte hun, og jeg tænkte: Lad mig komme væk. Men jeg tog fejl.
”Det er mange år siden,” tilføjede hun.
Hun kikkede på uret. Det havde hun vist gjort et par gange.
”Jeg må også hellere …”
”Nej, nej, tag en kop mere.”
Kort efter kørte en bil ind på gårdspladsen. En mand steg ud.
”Bare én, der skal hente noget,” forklarede hun og smilede til mig for første gang. Næsten indladende.
Jeg hilste høfligt; men han skulede blot og gik forbi. Straks efter kom han ud med en kuffert og en flyttekasse, som han bare trak efter sig. Bilen forsvandt i en sky af støv.
”Tidligere kæreste?”
Hun nikkede.
”Nå, jeg må også hellere …”
Denne gang sagde hun mig ikke imod.