Det er Valborgsaften om nogle timer. Valborgsmässoafton på svensk. Mens den forbigås i tavshed i Danmark, så fejres den her i Skåne, hvor jeg bor, med bål og taler. Det minder lidt om den danske Sankte Hans aften.
Det er den aften på året, hvor svenskerne drikker mest. Nu vil jeg nødig markedsføre stereotype forestillinger om svenskerne; men når de fleste svenskere drikker, så drikker de altså igennem. Selv folk på min alder (50 +).
En svensk avis offentliggjorde i går en undersøgelse, som viste, at hver anden ung svensker ville drikke sig fuld på Valborgsaften.
Det er også årsagen til, at jeg har sagt nej tak til to invitationer til festligheder i aften. Jeg vil ikke køre 30 - 40 km hjem sent på aftenen den dag, hvor svenskerne drikker allermest. Nogle bliver slået ihjel i trafikken i aften. Det skal ikke være mig, jeg har stadig et par ting, jeg skal nå.
Jeg kører aldrig Valborgsmässoafton, Midsommarafton og Nytårsafton. Det er de tre største drikkedage i Sverige.
Måske tager schæferen og jeg ned til den lokale festlighed og hører talen og ser på bålet. Det kommer an på vejret. Det har været regnfuldt hele dagen. Ellers nyder vi bare en cognac på verandaen - mest mig.
fredag den 30. april 2010
fredag den 23. april 2010
Jeg lo hele vejen
Jeg giver mig normalt ikke af med at anmelde bøger. Det bryder jeg mig ikke om, og jeg har absolut ingen ambitioner om nogensinde at blive litteraturanmelder. Selvfølgelig har jeg en mening om de bøger, som jeg læser (det meste synes jeg er noget skrammel); men det holder jeg normalt for mig selv. Engang imellem kan man dog blive så begejstret for en bog, at man har lyst til at kravle op på taget og råbe op om den. Sådan en bog har jeg for nylig læst.
Det er en ungdomsbog. Den handler om en pige, som er så træt af sit liv, at hun gerne vil slå op med sig selv (forfatterens udtryk). Så jeg kan næppe være længere væk fra målgruppen. Alligevel var jeg vild med den.
Bogen hedder ”Hvis bare …” og er skrevet af Sarah Engell. Den udkom i 2009. Jeg lo mig hele vejen igennem den. Hendes humor, ironi og sarkasme er helt vidunderlig. Den er fyldt med en vrimmel af hysterisk gode udtryk og sætninger. Som f.eks. følgende citater:
”Jeg melder mig syg. Det er ikke engang løgn. Med mindre man er læge.”
”Det her er vores forhold i en nøddeskal: Margrethe får barnet. Jeg får kvalmen. Gid jeg kunne stikke en finger i halsen og brække hele mit sølle liv op på gulvet.”
”Der stinker af cerut og kattebakker i det kosteskab, jeg har lejet mig ind i. Burde findes en lov, som forbyder gamle koner at udnytte desperate teenagere, der lige er flyttet hjemmefra. Jeg sukker for mig selv og zapper mellem reklamerne uden at spekulere på ret meget andet, end hvorfor grønne vingummier smager bedst. Og hvorfor der altid er flest gule. Det hele burde være så let: Hvis bare jeg drikker Kildevæld. Hvis bare jeg bruger den rette mascara. Hvis bare jeg arvede syv millioner, så jeg kunne købe mig et nyt liv …”
Pragtfuldt. Jeg indrømmer, at tonen rammer min humor præcist, og det er selvfølgelig med til at begejstre. Men havde jeg stjerner, hjerter, smileys - eller hvad de forskellige anmeldere nu deler ud af – så var det her noget med syv ud af seks mulige.
Det er en ungdomsbog. Den handler om en pige, som er så træt af sit liv, at hun gerne vil slå op med sig selv (forfatterens udtryk). Så jeg kan næppe være længere væk fra målgruppen. Alligevel var jeg vild med den.
Bogen hedder ”Hvis bare …” og er skrevet af Sarah Engell. Den udkom i 2009. Jeg lo mig hele vejen igennem den. Hendes humor, ironi og sarkasme er helt vidunderlig. Den er fyldt med en vrimmel af hysterisk gode udtryk og sætninger. Som f.eks. følgende citater:
”Jeg melder mig syg. Det er ikke engang løgn. Med mindre man er læge.”
”Det her er vores forhold i en nøddeskal: Margrethe får barnet. Jeg får kvalmen. Gid jeg kunne stikke en finger i halsen og brække hele mit sølle liv op på gulvet.”
”Der stinker af cerut og kattebakker i det kosteskab, jeg har lejet mig ind i. Burde findes en lov, som forbyder gamle koner at udnytte desperate teenagere, der lige er flyttet hjemmefra. Jeg sukker for mig selv og zapper mellem reklamerne uden at spekulere på ret meget andet, end hvorfor grønne vingummier smager bedst. Og hvorfor der altid er flest gule. Det hele burde være så let: Hvis bare jeg drikker Kildevæld. Hvis bare jeg bruger den rette mascara. Hvis bare jeg arvede syv millioner, så jeg kunne købe mig et nyt liv …”
Pragtfuldt. Jeg indrømmer, at tonen rammer min humor præcist, og det er selvfølgelig med til at begejstre. Men havde jeg stjerner, hjerter, smileys - eller hvad de forskellige anmeldere nu deler ud af – så var det her noget med syv ud af seks mulige.
lørdag den 17. april 2010
På bestsellerlisten
I de første to uger af april var min krimithriller ”Når ulve jager” i top ti på elounge.com’s krimi-bestsellerliste.
Den nåede op på en 8. plads. Listen justeres rullende, så der var løbende ændringer. Det meste af tiden, bl.a. 2. april, så listen således ud:
1: 'Min broders vogter' Leif Davidsen
Den nåede op på en 8. plads. Listen justeres rullende, så der var løbende ændringer. Det meste af tiden, bl.a. 2. april, så listen således ud:
1: 'Min broders vogter' Leif Davidsen
2: 'Svinehunde' Hammer Jacobsen
3: 'Havfruen' Camilla Läckberg
4: 'Hypnotisøren' Lars Kepler
5: 'Flaskepost fra P' Jussi Adler-Olsen
6: 'Sorte hest' Peder Bundgaard
7: 'Fasandræberne' Jussi Adler-Olsen
8: 'Når ulve jager' mig
9: 'Kald mig prinsesse' Sara Blædel
10: 'Dødens billede' Allan Jagt
Det var lidt sjovt at være på bestsellerlisten med de her bøger, der er nogle af dem, der sælges mest i landet. Et par stykker af dem er lidt ældre titler, som er genoptrykt i blødt omslag og sælges til under hundrede kroner. Derfor er de igen blandt nogle af de mest solgte. Til sammenligning koster min bog omkring det dobbelte.
Nu er min bog dog netop røget ud af top ti. I stedet har et par nye og ukendte navne – en Stieg Larsson og én der kalder sig Stephen King – møvet sig ind ;o)
P.S. Jeg skal understrege, at det her altså blot var elounge.com’s bestsellerliste og ikke den landsdækkende bestsellerliste baseret på alle boghandleres omsætning.
Det var lidt sjovt at være på bestsellerlisten med de her bøger, der er nogle af dem, der sælges mest i landet. Et par stykker af dem er lidt ældre titler, som er genoptrykt i blødt omslag og sælges til under hundrede kroner. Derfor er de igen blandt nogle af de mest solgte. Til sammenligning koster min bog omkring det dobbelte.
Nu er min bog dog netop røget ud af top ti. I stedet har et par nye og ukendte navne – en Stieg Larsson og én der kalder sig Stephen King – møvet sig ind ;o)
P.S. Jeg skal understrege, at det her altså blot var elounge.com’s bestsellerliste og ikke den landsdækkende bestsellerliste baseret på alle boghandleres omsætning.
fredag den 16. april 2010
Den danske lethed
”Savner du ikke Danmark?” spurgte hun.
Jeg tog telefonen væk fra øret, hen i synsfeltet og kikkede tvivlsomt på den, som om jeg havde hørt galt.
”Hvorfor, måske på grund af de danske huspriser?” spurgte jeg og så mig om i stuen i mit Nordskånske hus. Det havde kostet en tiendedel af, hvad et tilsvarende ville koste i Nordsjælland.
”Nej, selvfølgelig ikke, men …”
”Måske på grund af bilpriserne?” En fabriksny Volvo V70 fås i øjeblikket fra dkk 186.000 her i Sverige.
Hun sukkede.
”Eller leveomkostningerne?” Jeg sparer mindst tyve procent på husholdningen her i Sverige.
”Måske savner jeg janteloven, eller det danske skattetryk, de danske politikere, de danske TV-programmer eller den danske høflighed?”
Nu blev hun irriteret.
”Nu ved jeg det, den danske natur?” fortsatte jeg og kikkede ud ad vinduet mod skoven, hvor schæferen og jeg for nylig mødte en elg.
”Glem det!”
”Nej, ved du, hvad jeg savner. Jeg savner den danske ironi.”
Det overraskede hende.
Jeg savner den danske ironi og den lethed, hvormed vi danskere går igennem tilværelsen. Her i Sverige er livet en anderledes alvorlig sag.
Gode svenske venner er såmænd ligeså humoristiske som de danske og generelt i godt humør. Men svenskere, som man ikke kender godt eller møder på deres job, er generelt alvorlige mennesker. Man skal ikke lave sjov med dem eller deres funktion, det modtages som mangel på respekt. I Danmark er vi jo vant til, at mange omgås deres eget job med en vis selvironi, også overfor kunder. Den slags sker ikke i Sverige.
Jo, jeg savner engang imellem den danske sarkasme og ironi. Den danske lethed. Jeg er ikke sikker på, at noget tilsvarende overhovedet findes i et andet land.
Jeg tog telefonen væk fra øret, hen i synsfeltet og kikkede tvivlsomt på den, som om jeg havde hørt galt.
”Hvorfor, måske på grund af de danske huspriser?” spurgte jeg og så mig om i stuen i mit Nordskånske hus. Det havde kostet en tiendedel af, hvad et tilsvarende ville koste i Nordsjælland.
”Nej, selvfølgelig ikke, men …”
”Måske på grund af bilpriserne?” En fabriksny Volvo V70 fås i øjeblikket fra dkk 186.000 her i Sverige.
Hun sukkede.
”Eller leveomkostningerne?” Jeg sparer mindst tyve procent på husholdningen her i Sverige.
”Måske savner jeg janteloven, eller det danske skattetryk, de danske politikere, de danske TV-programmer eller den danske høflighed?”
Nu blev hun irriteret.
”Nu ved jeg det, den danske natur?” fortsatte jeg og kikkede ud ad vinduet mod skoven, hvor schæferen og jeg for nylig mødte en elg.
”Glem det!”
”Nej, ved du, hvad jeg savner. Jeg savner den danske ironi.”
Det overraskede hende.
Jeg savner den danske ironi og den lethed, hvormed vi danskere går igennem tilværelsen. Her i Sverige er livet en anderledes alvorlig sag.
Gode svenske venner er såmænd ligeså humoristiske som de danske og generelt i godt humør. Men svenskere, som man ikke kender godt eller møder på deres job, er generelt alvorlige mennesker. Man skal ikke lave sjov med dem eller deres funktion, det modtages som mangel på respekt. I Danmark er vi jo vant til, at mange omgås deres eget job med en vis selvironi, også overfor kunder. Den slags sker ikke i Sverige.
Jo, jeg savner engang imellem den danske sarkasme og ironi. Den danske lethed. Jeg er ikke sikker på, at noget tilsvarende overhovedet findes i et andet land.
Abonner på:
Opslag (Atom)