Du ligner en gudinde
og jeg kender Helvedes geografi
sammen kan vi danse til alt er forbi
lørdag den 27. februar 2010
fredag den 19. februar 2010
Snerydning midt i nattesøvnen
Udover tilværelsens store mysterier, som hvorfor sidder afløbet i min bruseniche på gulvets højeste punkt, hvorfor har min snavsetøjskurv altid top på, uanset hvor tit jeg vasker, og hvorfor har Shania Twain stadig ikke ringet og sagt ja til en date, så er der en anden ting, der undrer mig:
Hvorfor skal snerydning ske om natten?
Jo, jeg kender godt argumentet med, at så generer man ikke trafikken; men her i den lille bitte Nordskånske by, hvor jeg bor, er der altså ingen trafik. Alligevel rydder man sne om natten.
Jeg bor i udkanten af byen, og traktoren kommer herud til mig sådan cirka ved firetiden om morgenen. Måske har undersøgelser vist, at det er dér, man sover bedst?
Jeg bander og står op og drikker et glas vand, kikker ud ad vinduet og ser en traktor på størrelse med et mindre etplanshus, der lader sin skovl skrabe dybt ned under sneen, så spidserne laver krøller i asfalten og jordskælvsryster nabolaget.
Kort efter kører den pludselig igen, og alt bliver stille. Men den har ikke ryddet færdigt. Jeg vil tro, at chaufføren har fået en opringning på sin mobil fra en kollega. Denne har måske opdaget, at lyset er slukket og alle sover i husene ude i den østlige del af byen. Det kan man jo ikke have, så det må de ud at gøre noget ved.
Omkring fyrre minutter senere – jeg går ud, at undersøgelser har vist, at borgere der vækkes af snerydning falder i søvn igen efter en halv times tid med stilhed – kommer traktoren brølende retur og går i gang med at rydde resten af sneen. En del af sneen rydder den normalt direkte ind i min indkørsel, og derefter laver den en bunke på den plads, som jeg har ryddet foran postkassen.
Her i Sverige er det sådan, at postbilen skal kunne køre direkte til postkassen, postbuddet skal kunne rulle ruden ned, række armen ud og lægge brevene i postkassen. Er der ikke snefri tilkørsel til postkassen, er det ikke sikkert, at man får sin post.
Jeg prøver at lægge mig til at sove og drømmer, at jeg sidder i det lille kvistvindue med en stinger på skulderen. Jeg lægger an og FUSSSSS, lige i benzintanken. En ildsøjle rejser sig op i luften, ud mod vest, over banen og ned i skoven derude. I ildens spids flyver traktoren. Ude i skoven brænder den så voldsomt, at nat næsten bliver til dag. Jeg smiler og går i seng.
Næste morgen ligger der ganske rigtigt en bjergkæde af sne på tværs af min indkørsel, og postkassen er næsten væk bag en snevæg. Ude på vejen er sneen farvet sort, og der ligger en forkullet bagskærm fra en traktor …
Hvorfor skal snerydning ske om natten?
Jo, jeg kender godt argumentet med, at så generer man ikke trafikken; men her i den lille bitte Nordskånske by, hvor jeg bor, er der altså ingen trafik. Alligevel rydder man sne om natten.
Jeg bor i udkanten af byen, og traktoren kommer herud til mig sådan cirka ved firetiden om morgenen. Måske har undersøgelser vist, at det er dér, man sover bedst?
Jeg bander og står op og drikker et glas vand, kikker ud ad vinduet og ser en traktor på størrelse med et mindre etplanshus, der lader sin skovl skrabe dybt ned under sneen, så spidserne laver krøller i asfalten og jordskælvsryster nabolaget.
Kort efter kører den pludselig igen, og alt bliver stille. Men den har ikke ryddet færdigt. Jeg vil tro, at chaufføren har fået en opringning på sin mobil fra en kollega. Denne har måske opdaget, at lyset er slukket og alle sover i husene ude i den østlige del af byen. Det kan man jo ikke have, så det må de ud at gøre noget ved.
Omkring fyrre minutter senere – jeg går ud, at undersøgelser har vist, at borgere der vækkes af snerydning falder i søvn igen efter en halv times tid med stilhed – kommer traktoren brølende retur og går i gang med at rydde resten af sneen. En del af sneen rydder den normalt direkte ind i min indkørsel, og derefter laver den en bunke på den plads, som jeg har ryddet foran postkassen.
Her i Sverige er det sådan, at postbilen skal kunne køre direkte til postkassen, postbuddet skal kunne rulle ruden ned, række armen ud og lægge brevene i postkassen. Er der ikke snefri tilkørsel til postkassen, er det ikke sikkert, at man får sin post.
Jeg prøver at lægge mig til at sove og drømmer, at jeg sidder i det lille kvistvindue med en stinger på skulderen. Jeg lægger an og FUSSSSS, lige i benzintanken. En ildsøjle rejser sig op i luften, ud mod vest, over banen og ned i skoven derude. I ildens spids flyver traktoren. Ude i skoven brænder den så voldsomt, at nat næsten bliver til dag. Jeg smiler og går i seng.
Næste morgen ligger der ganske rigtigt en bjergkæde af sne på tværs af min indkørsel, og postkassen er næsten væk bag en snevæg. Ude på vejen er sneen farvet sort, og der ligger en forkullet bagskærm fra en traktor …
onsdag den 17. februar 2010
Det Offentlige Uvæsen
Jeg hørte et indslag på P4 til morgen, der ikke var belastet af det store journalistiske talent.
Københavns kommune er åbenbart ved at montere en chip på alle skraldespande. En læser, monteret på skraldebilen, vil så aflæse hver gang, der tømmes. Det stod ikke helt klart, hvad formålet med det er.
Kommunens repræsentant fortalte, at det gav kommunen et overblik over, hvor tit den enkelte renovationsbeholder bliver tømt. Og det er jo noget pladder, for det ved kommunen også i dag.
Journalisten forsømte at følge op på det, i stedet kvidrede hun op om, at man så også kan se, hvis renovationsbeholderen forsvinder og står i en anden baggård. Som om hun troede, at de blev forsynet med GPS. I øvrigt ved jeg ikke, om tyveri af skraldespande er blevet et væsentligt punkt i kriminalstatistikken for København, men jeg tror det ikke.
Man forsynede også skraldespandene med chip i den danske kommune, hvor jeg boede, inden jeg flyttede til Sverige. Jeg spurgte kommunen om formålet og fik det samme pladder at vide som ovenfor. Direkte adspurgt påstod man, at det bestemt ikke var meningen, at renovationsafgiften skulle forhøjes som følge af det nye system, der medførte, at man blev opkrævet efter antal tømninger.
Surprise, surprise! Selvfølgelig blev afgiften forhøjet for enhver borger med et normalt og gennemsnitligt renovationsforbrug . Men jeg er sikker på, at kommunen kunne finde et par borgere, som slap billigere. Det indlysende formål var naturligvis at få flere penge i kassen.
Man vil naturligvis aldrig indrømme det; men min påstand er, at på embedsmandstopplan i det Offentlige Uvæsen arbejder man helt seriøst med at opfinde nye kreative måder at vride penge ud af borgerne på. En af de mest populære for tiden er omlægning af afgifter, herunder nye måder at beregne og opkræve på. Et godt eksempel er renovationsafgiften.
Selvom man skærer ned på service overfor borgerne på bl.a. områderne syge- og ældrepleje samt undervisning, og selvom man i øjeblikket fyrer folk, der udfører praktisk arbejde på hospitalerne, så har det Offentlige Uvæsen altid haft et helt ubændigt vokseværk på den administrative side.
Det Offentlige Uvæsen har hidtil mest ramt borgerne på lommerne; men jeg er bange for, at fremtidige ofre for Uvæsenet også vil være dem, der udfører praktisk arbejde indenfor det offentlige. Der er simpelthen ikke råd til sygeplejersker, plejere, skolelærere og den slags, når Uvæsenet kræver flere og flere ressourcer til at administrere sig selv og til at opdrage borgerne.
Det er desværre nok ikke til at stoppe. Vi har fodret Uvæsenet for længe, lukket øjnene mens det voksede og voksede, nu kræver det meget mere end en ridder i skinnende stål og på en hvid hest at bekæmpe dragen. Og hvor skulle sådan én også være. I det politiske liv? Næppe!
Københavns kommune er åbenbart ved at montere en chip på alle skraldespande. En læser, monteret på skraldebilen, vil så aflæse hver gang, der tømmes. Det stod ikke helt klart, hvad formålet med det er.
Kommunens repræsentant fortalte, at det gav kommunen et overblik over, hvor tit den enkelte renovationsbeholder bliver tømt. Og det er jo noget pladder, for det ved kommunen også i dag.
Journalisten forsømte at følge op på det, i stedet kvidrede hun op om, at man så også kan se, hvis renovationsbeholderen forsvinder og står i en anden baggård. Som om hun troede, at de blev forsynet med GPS. I øvrigt ved jeg ikke, om tyveri af skraldespande er blevet et væsentligt punkt i kriminalstatistikken for København, men jeg tror det ikke.
Man forsynede også skraldespandene med chip i den danske kommune, hvor jeg boede, inden jeg flyttede til Sverige. Jeg spurgte kommunen om formålet og fik det samme pladder at vide som ovenfor. Direkte adspurgt påstod man, at det bestemt ikke var meningen, at renovationsafgiften skulle forhøjes som følge af det nye system, der medførte, at man blev opkrævet efter antal tømninger.
Surprise, surprise! Selvfølgelig blev afgiften forhøjet for enhver borger med et normalt og gennemsnitligt renovationsforbrug . Men jeg er sikker på, at kommunen kunne finde et par borgere, som slap billigere. Det indlysende formål var naturligvis at få flere penge i kassen.
Man vil naturligvis aldrig indrømme det; men min påstand er, at på embedsmandstopplan i det Offentlige Uvæsen arbejder man helt seriøst med at opfinde nye kreative måder at vride penge ud af borgerne på. En af de mest populære for tiden er omlægning af afgifter, herunder nye måder at beregne og opkræve på. Et godt eksempel er renovationsafgiften.
Selvom man skærer ned på service overfor borgerne på bl.a. områderne syge- og ældrepleje samt undervisning, og selvom man i øjeblikket fyrer folk, der udfører praktisk arbejde på hospitalerne, så har det Offentlige Uvæsen altid haft et helt ubændigt vokseværk på den administrative side.
Det Offentlige Uvæsen har hidtil mest ramt borgerne på lommerne; men jeg er bange for, at fremtidige ofre for Uvæsenet også vil være dem, der udfører praktisk arbejde indenfor det offentlige. Der er simpelthen ikke råd til sygeplejersker, plejere, skolelærere og den slags, når Uvæsenet kræver flere og flere ressourcer til at administrere sig selv og til at opdrage borgerne.
Det er desværre nok ikke til at stoppe. Vi har fodret Uvæsenet for længe, lukket øjnene mens det voksede og voksede, nu kræver det meget mere end en ridder i skinnende stål og på en hvid hest at bekæmpe dragen. Og hvor skulle sådan én også være. I det politiske liv? Næppe!
mandag den 15. februar 2010
Et mangehovedet uhyre
Lad mig skynde mig at sige, at jeg respekterer enhver politisk holdning. Min egen er bare at tage stilling fra sag til sag, så jeg er en af de få, der ikke har noget – hverken officielt eller hemmeligt – ståsted i det partipolitiske landskab.
Det betyder også, at jeg nogle gange ikke har nogen mening, fordi man jo ikke kan sætte sig ind i alt. Jeg synes ikke, at vi nødvendigvis skal have en mening om alting. Hellere ikke have nogen mening end en automatreaktion der ikke er baseret på viden.
Det undrer mig, at så mange tilsyneladende låser sig fast på bestemte holdninger, som de fastholder uanset omstændighederne: Altid imod regeringen, altid imod oppositionen, altid imod indvandrere eller altid imod skattenedsættelser ...
Jeg har også bemærket, at flere kikker skeptisk på mig, når jeg siger, at jeg går ind for flere penge til hospitalsvæsenet og for skattenedsættelser. Det er som om, at det er vedtaget, at det er modsatrettede holdninger, som man ikke kan have samtidig.
Jeg mener godt, at man kan prioritere såvel skattelettelser som kunst, uddannelse, ældreomsorg og hospitalsvæsen samtidigt. Man skal bare skære i den offentlige sektor. Man skal forenkle og skære alt væk, der ikke er absolut nødvendigt.
Det er der mange, der slet ikke vil høre om, fordi i deres verdensbillede er den offentlige sektor fredet. Hvorfor dog det? Hvis man freder noget som helst, så lukker man øjnene for muligheder, og så er man da på grænsen til at være forstokket, er man ikke?
En af mine kæpheste er nok, at jeg mener, at den største fare for den personlige frihed, sådan helt generelt betragtet, er en stor offentlig sektor. Den får nemlig sit eget liv og udvikler sig til et mangehovedet uhyre. Den får også sin helt egen logik. Det ser vi her i Sverige, hvor jeg bor. Systemet bliver Gud. Inden man ser sig om, mener uhyret sig berettiget til at opdrage befolkningen. På det tidspunkt er væsenet vokset til en størrelse, hvor det er umuligt at vende udviklingen, simpelthen fordi for stor en del af befolkningen har sit økonomiske udkomme derfra.
Dét punkt er desværre nok allerede passeret i Danmark.
Det betyder også, at jeg nogle gange ikke har nogen mening, fordi man jo ikke kan sætte sig ind i alt. Jeg synes ikke, at vi nødvendigvis skal have en mening om alting. Hellere ikke have nogen mening end en automatreaktion der ikke er baseret på viden.
Det undrer mig, at så mange tilsyneladende låser sig fast på bestemte holdninger, som de fastholder uanset omstændighederne: Altid imod regeringen, altid imod oppositionen, altid imod indvandrere eller altid imod skattenedsættelser ...
Jeg har også bemærket, at flere kikker skeptisk på mig, når jeg siger, at jeg går ind for flere penge til hospitalsvæsenet og for skattenedsættelser. Det er som om, at det er vedtaget, at det er modsatrettede holdninger, som man ikke kan have samtidig.
Jeg mener godt, at man kan prioritere såvel skattelettelser som kunst, uddannelse, ældreomsorg og hospitalsvæsen samtidigt. Man skal bare skære i den offentlige sektor. Man skal forenkle og skære alt væk, der ikke er absolut nødvendigt.
Det er der mange, der slet ikke vil høre om, fordi i deres verdensbillede er den offentlige sektor fredet. Hvorfor dog det? Hvis man freder noget som helst, så lukker man øjnene for muligheder, og så er man da på grænsen til at være forstokket, er man ikke?
En af mine kæpheste er nok, at jeg mener, at den største fare for den personlige frihed, sådan helt generelt betragtet, er en stor offentlig sektor. Den får nemlig sit eget liv og udvikler sig til et mangehovedet uhyre. Den får også sin helt egen logik. Det ser vi her i Sverige, hvor jeg bor. Systemet bliver Gud. Inden man ser sig om, mener uhyret sig berettiget til at opdrage befolkningen. På det tidspunkt er væsenet vokset til en størrelse, hvor det er umuligt at vende udviklingen, simpelthen fordi for stor en del af befolkningen har sit økonomiske udkomme derfra.
Dét punkt er desværre nok allerede passeret i Danmark.
søndag den 7. februar 2010
Svensk Melodi Grand Prix
Det er stort. Det er rigtigt stort.
I modsætning til Danmarks nationale Melodi Grand Prix, som blev afviklet og afgjort i går lørdag, så kører det svenske over de kommende seks lørdage forskellige steder i landet med indledende heats, semifinaler, opsamlingsheat og til sidst finale i Globen i Stockholm, hvor man vælger, hvem der skal repræsentere Sverige i det internationale MGP.
Herover i Sverige, hvor jeg bor, er det ikke pinligt at sidde foran TV hver lørdag aften igennem den kommende halvanden måned. Og de bedste svenske sangere og musikere deltager gerne i arrangementet. Det er sikkert også derfor, at man får fornemmelsen af et show, der på alle områder, incl. kvalitet, ligger flere niveauer over det danske.
I Sverige er det generelt accepteret at underholde musikalsk. Der behøver ikke nødvendigvis at være en dybere mening med det. Herovre har man også en populær TV-underholdningsserie, der hedder ”dansbandskampen”, hvor såkaldte danseorkestre – vel en slags Kandis-kloner – konkurrerer og modtager seernes stemmer, hvorefter nogle går videre i legen, mens andre stemmes ud. Det fortsætter i noget, der ligner en uendelighed. Jeg har den største respekt for enhver musiksmag; men var godt nok forundret over den massive interesse, som den genre kunne skabe her i Sverige.
Sverige har en tradition for underholdningsmusik, her er det tilsyneladende ”fint nok”. Og i MGP sammenhæng må man jo erkende, at Sverige har stolte traditioner, med foreløbig kulmination i Abbas sejr i Brighton i England tilbage i 1974 med ”Waterloo”, der kickstartede en karriere, som enhver vel er bekendt med.
Første indledende heat til Sveriges MGP startede altså i går med flot scene, masser af farvet lys, dansere og publikum så langt øjet rakte. Desuden tre overgearede værter: En skuespiller, en sanger og hende den sidste ved jeg ikke, hvem er; men den der havde designet hendes kjole burde skydes.
Den melodi, der fik flest stemmer, gik direkte til finalen. Et par de andre gik til semifinalerne, en eller flere til opsamlingsheat for en ny chance og resten røg ud. Tror jeg nok …
På mig virkede det nok lidt for indviklet efter, at jeg havde fået rødvin til maden og et par cognac til kaffen.
I modsætning til Danmarks nationale Melodi Grand Prix, som blev afviklet og afgjort i går lørdag, så kører det svenske over de kommende seks lørdage forskellige steder i landet med indledende heats, semifinaler, opsamlingsheat og til sidst finale i Globen i Stockholm, hvor man vælger, hvem der skal repræsentere Sverige i det internationale MGP.
Herover i Sverige, hvor jeg bor, er det ikke pinligt at sidde foran TV hver lørdag aften igennem den kommende halvanden måned. Og de bedste svenske sangere og musikere deltager gerne i arrangementet. Det er sikkert også derfor, at man får fornemmelsen af et show, der på alle områder, incl. kvalitet, ligger flere niveauer over det danske.
I Sverige er det generelt accepteret at underholde musikalsk. Der behøver ikke nødvendigvis at være en dybere mening med det. Herovre har man også en populær TV-underholdningsserie, der hedder ”dansbandskampen”, hvor såkaldte danseorkestre – vel en slags Kandis-kloner – konkurrerer og modtager seernes stemmer, hvorefter nogle går videre i legen, mens andre stemmes ud. Det fortsætter i noget, der ligner en uendelighed. Jeg har den største respekt for enhver musiksmag; men var godt nok forundret over den massive interesse, som den genre kunne skabe her i Sverige.
Sverige har en tradition for underholdningsmusik, her er det tilsyneladende ”fint nok”. Og i MGP sammenhæng må man jo erkende, at Sverige har stolte traditioner, med foreløbig kulmination i Abbas sejr i Brighton i England tilbage i 1974 med ”Waterloo”, der kickstartede en karriere, som enhver vel er bekendt med.
Første indledende heat til Sveriges MGP startede altså i går med flot scene, masser af farvet lys, dansere og publikum så langt øjet rakte. Desuden tre overgearede værter: En skuespiller, en sanger og hende den sidste ved jeg ikke, hvem er; men den der havde designet hendes kjole burde skydes.
Den melodi, der fik flest stemmer, gik direkte til finalen. Et par de andre gik til semifinalerne, en eller flere til opsamlingsheat for en ny chance og resten røg ud. Tror jeg nok …
På mig virkede det nok lidt for indviklet efter, at jeg havde fået rødvin til maden og et par cognac til kaffen.
tirsdag den 2. februar 2010
Ulvetimen
En ’bjørnetjeneste’ er et begreb, som stammer fra La Fontaines fabel om en bjørn, der vil jage en flue væk fra sin herres hoved. Bjørnen vælger desværre en sten til formålet og knuser mandens pande.
En ’bjørnetjeneste’ er altså noget, som man gør i bedste mening, men som gør mere skade end gavn.
Eller det var! For mange bruger det nu i betydningen at gøre en ’meget stor tjeneste.’ Ord, der skifter betydning, kalder man ’pendulord’; men i det her tilfælde tror jeg mere, at årsagen er simpelt ukendskab til ordets oprindelige betydning. I hvert fald bruges ordet nu i to betydninger. Og det er jo noget rod.
Værre synes jeg dog, det er med et andet ord.
’Ulvetimen’ betyder oprindeligt timen, hvor nat bliver til dag. Det er et udtryk, jeg har kendt hele mit liv og brugt flittigt.
Derfor er det virkelig irriterende at opleve, at mange børnefamilier har udnævnt perioden imellem klokken 17 – 19, hvor de henter børn, køber ind og er frustrerede til ’ulvetimen’.
Det er helt forkert. De problemer må de rode med under et andet navn. Kald det ’slangetimen’, ’krokodilletimen’ eller noget andet. Hold jer fra min ulvetime!
Eller måske er jeg bare ved at blive en gammel idiot ..?
En ’bjørnetjeneste’ er altså noget, som man gør i bedste mening, men som gør mere skade end gavn.
Eller det var! For mange bruger det nu i betydningen at gøre en ’meget stor tjeneste.’ Ord, der skifter betydning, kalder man ’pendulord’; men i det her tilfælde tror jeg mere, at årsagen er simpelt ukendskab til ordets oprindelige betydning. I hvert fald bruges ordet nu i to betydninger. Og det er jo noget rod.
Værre synes jeg dog, det er med et andet ord.
’Ulvetimen’ betyder oprindeligt timen, hvor nat bliver til dag. Det er et udtryk, jeg har kendt hele mit liv og brugt flittigt.
Derfor er det virkelig irriterende at opleve, at mange børnefamilier har udnævnt perioden imellem klokken 17 – 19, hvor de henter børn, køber ind og er frustrerede til ’ulvetimen’.
Det er helt forkert. De problemer må de rode med under et andet navn. Kald det ’slangetimen’, ’krokodilletimen’ eller noget andet. Hold jer fra min ulvetime!
Eller måske er jeg bare ved at blive en gammel idiot ..?
Abonner på:
Opslag (Atom)