torsdag den 13. januar 2011

Besindig og med patina


Jeg ville gerne være besindig, verdensklog forfatter med gråt skæg, tilbagelænet i Chesterfield med patina. Jeg ville gerne tage imod alt, hvad verden smed min vej med en urokkelighed som Himmelbjerget. Det med skægget passer.

Jeg har jævnligt et temperament som et atomkraftværk under nedsmeltning. Jeg hader refleksmæssigt offentlige myndigheder, politikere der taler udenom, griske banker, store forsikringsselskaber og løgnagtige medier. Og jeg har ingen respekt for mennesker, som er gammelmandsstædige, forstokkede og ikke vil lære nyt eller bare prøve at se sagen fra en anden side.

Men hvad der specielt har pisset mig af i 2010 er følgende:

Det karaktermord på en hundetræner, der er forsøgt begået af visse såkaldte kapaciteter og almindelige mennesker på internettet ved brug af primært fordrejninger, jantelov, misforståelser og en total mangel på kritisk holdning til informationer, som man viderebringer.

Den amerikanske regerings udenoms-retlige jagt på Wikileaks, hvor man har lagt et succesrigt, men uetisk og absolut ulovligt, pres på Wikileaks samarbejdspartnere for at bryde forretningsforbindelsen. Det må nødvendigvis være styret fra Det Hvide Hus, og derfor har det fjernet min sympati for og forhåbninger til præsident Obama. Mest af alt overrasker det mig, at så mange almindelige mennesker ikke kan indse, at dette er en sag, der rækker langt videre end Wikileaks. Det drejer sig om vores fremtidige frihed til information på nettet.

Den danske hundelovs følgevirkning med aflivning af sagesløse hvalpe. Disse aflives enten, fordi de er af forbudt race, eller fordi ejeren ikke kan bevise overfor politiet, at blandingshvalpe er uden gener fra en af de forbudte racer. Desuden mener jeg, at man skulle forbyde Brian som hundeejer frem for at forbyde hunderacer. Selv regeringens faglige rådgivere har afvist, at nogle hunderacer er farligere end andre. Men på nettet fremturer adskillige mennesker med det modsatte, mens de citerer pressen og lader hånt om kendsgerninger.

Samt et par sager mere.

Fælles for disse er, at jeg har kastet mig ud i diskussioner på netfora med stor energi og fremragende argumenter. Synes jeg selv.
Fælles for diskussionerne har været, at jeg ikke har overbevist én eneste modstander, fordi folk i net-diskussioner ofte har en nærmest religiøs overbevisning omkring deres eget synspunkts ufejlbarlighed og ikke lader banaliteter som fakta komme i vejen.
Fælles for diskussionerne har været, at resultatet har været en frustration, som kun har ramt mig selv.

Derfor har jeg taget en beslutning. Jeg vil ikke diskutere på nettet og facebook mere. Jeg vil højst menings- og informationsudveksle. Jeg ved ikke, om jeg kan holde det; men jeg vil nu virkelig prøve at være besindig, gråskægget forfatter med patina.

Er der nogen, der har en brugt Chesterfield stol til salg, helst okseblodsfarvet?