Bekymring

Det slog mig her til morgen. Jeg har vist egentlig altid vidst det; men aldrig formuleret det overfor mig selv. Jeg tænker en del over ærgelse og bekymring, fordi det er altid for tidligt at bekymre sig og for sent at ærgre sig. Derfor arbejder jeg på at lade disse to følelser fylde så lidt som muligt i mit liv.
Det er en løbende proces, men absolut med en vis succes indtil videre.

I sidste uge havde jeg tre store bekymringer, som optog en vis del af mine tanker. Den ene gik væk af sig selv, de to andre løste jeg. I denne uge har jeg haft tre små bitte bekymringer; men de har optaget præcis lige så meget plads i mine tanker som de store ugen før.

Og så er det, jeg tænker:

Summen af bekymringer er konstant: Fordi bekymring er en ubevidst beslutning, og ikke et udtryk for udefra kommende begivenheder.

Sommeren er pragtfuld

Engang imellem går jeg i seng allerede ved titiden fredag aften for at kunne stå tidligt op lørdag morgen.
Hvis nogen havde sagt det til mig, da jeg var ung, eller bare yngre, ville jeg ikke have troet på dem. Men jeg vil hellere være tidligt oppe lørdag morgen end sent oppe fredag aften.

For der er en stilhed over byen lørdag morgen. Enkelte gange er jeg allerede oppe, når morgenavisen afleveres i min postkasse. Så sidder jeg på verandaen og læser den. Sådan en sommerkølig morgen. Ikke en lyd, byen sover, og schæferen er mit stille selskab.

Når jeg er færdig med avisen, henter jeg mig en kop kaffe til. Og så min bog, den jeg nu er i gang med på det tidspunkt. Måske, lad mig bare indrømme det, sidder jeg også og blunder lidt, bare ti minutter. Det er så pragtfuldt i morgenluften.
Mens jeg læser i min bog, vågner byen langsomt op. Hen mod klokken ti begynder det: En kanttrimmer nede på parallelvejen, en hækkeklipper henne om hjørnet, og endelig genboens græsslåmaskine.

Så går jeg indenfor, for der er ikke mere stilhed i solen den dag. Sommeren er pragtfuld. Eller hvad …?