Simpelthen dårlig personlig markedsføring ...

En af mine venner sendte mig en mail. Hun beklagede sig over, at så mange mennesker ikke svarer på mails. Så jeg skyndte mig at svare.
Hun fortalte, at hun nu og da mailede til offentlige personer med sin reaktion på deres holdning eller arbejde. Det drejede sig om bl.a. politikere, teaterdirektører, sangere, forfattere og journalister.

Jeg kender hende som et fornuftigt menneske, der næppe har skrevet påtrængende til disse personer. Faktisk sendte hun sin seneste ubesvarede henvendelse til en offentlig person med. Den var absolut sober, positiv og venlig.

”Det er arrogant og nedladende at ignorere folk,” skrev hun.
På min bemærkning om at disse mennesker måske får så mange henvendelser, at det er svært at svare på alt, var hendes reaktion kort og kontant:
”Hvis de vælger at være til at kontakte, bør de også svare på henvendelser.”
Egentlig har hun jo ret.
Hun skrev også: ”Hvis man føler sig ignoreret, så gider man dem ikke. Folk af den type er afhængig af publikum. De kan ikke tillade sig at pisse dem af. Det er simpelthen dårlig markedsføring.”

Det med dårlig markedsføring ramte en tanke, jeg selv havde haft. Jeg skrev sidste år en mail til en dansk countrysangerinde og roste hendes sange. Intet svar. Jeg skrev også til en forfatter og takkede for den nyeste bog, som jeg netop havde læst og var ret begejstret for. Heller intet svar.

Bare en to linjers kvittering for modtagelsen havde egentlig været tilstrækkeligt.

Jeg huskede godt, at jeg faktisk følte mig ignoreret. Jeg har ikke siden købt flere af den pågældende countrysangerindes album. Jeg har vel ikke bevidst lagt hende på is; men jeg har ignoreret hende. Der er jo så meget god musik at vælge imellem.

”Det er kun idioter, der ikke svarer,” konkluderede min ven. Og hun har jo ret. Hvis man lader sin e-mail adresse været tilgængelig, eller er til at komme igennem til på facebook eller andet sted, bør man så ikke også svare på henvendelser?
For mig er det almindelig god opdragelse og gælder overfor både familie, venner og fremmede. Men specielt hvis man på en eller anden måde lever af et publikum, så er det da at sætte pistolen til eget knæ, hvis man ignorerer dem.