En af mine venner sendte mig en mail. Hun beklagede sig over, at så mange mennesker ikke svarer på mails. Så jeg skyndte mig at svare.
Hun fortalte, at hun nu og da mailede til offentlige personer med sin reaktion på deres holdning eller arbejde. Det drejede sig om bl.a. politikere, teaterdirektører, sangere, forfattere og journalister.
Jeg kender hende som et fornuftigt menneske, der næppe har skrevet påtrængende til disse personer. Faktisk sendte hun sin seneste ubesvarede henvendelse til en offentlig person med. Den var absolut sober, positiv og venlig.
”Det er arrogant og nedladende at ignorere folk,” skrev hun.
På min bemærkning om at disse mennesker måske får så mange henvendelser, at det er svært at svare på alt, var hendes reaktion kort og kontant:
”Hvis de vælger at være til at kontakte, bør de også svare på henvendelser.”
Egentlig har hun jo ret.
Hun skrev også: ”Hvis man føler sig ignoreret, så gider man dem ikke. Folk af den type er afhængig af publikum. De kan ikke tillade sig at pisse dem af. Det er simpelthen dårlig markedsføring.”
Det med dårlig markedsføring ramte en tanke, jeg selv havde haft. Jeg skrev sidste år en mail til en dansk countrysangerinde og roste hendes sange. Intet svar. Jeg skrev også til en forfatter og takkede for den nyeste bog, som jeg netop havde læst og var ret begejstret for. Heller intet svar.
Bare en to linjers kvittering for modtagelsen havde egentlig været tilstrækkeligt.
Jeg huskede godt, at jeg faktisk følte mig ignoreret. Jeg har ikke siden købt flere af den pågældende countrysangerindes album. Jeg har vel ikke bevidst lagt hende på is; men jeg har ignoreret hende. Der er jo så meget god musik at vælge imellem.
”Det er kun idioter, der ikke svarer,” konkluderede min ven. Og hun har jo ret. Hvis man lader sin e-mail adresse været tilgængelig, eller er til at komme igennem til på facebook eller andet sted, bør man så ikke også svare på henvendelser?
For mig er det almindelig god opdragelse og gælder overfor både familie, venner og fremmede. Men specielt hvis man på en eller anden måde lever af et publikum, så er det da at sætte pistolen til eget knæ, hvis man ignorerer dem.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Mine læser-henvendelser kan endnu tælles på 2 hænder, så det er stadig sjovt og smigrende at modtage dem. Jeg kan dog godt forstå, at man mister entusiasmen, hvis man modtager flere hundreder henvendelser dagligt. Men jeg er enig med dig og din veninde i, at man i så fald må lave hemmelig e-mail og droppe Facebook. Man kan ikke både skrive: kontakt mig her. Og så ignorere dem, der henvender sig.
SvarSletHej Sarah,
SvarSletTak for kommentaren. Jeg ville ellers godt kunne forstå, hvis du fik mange læserhenvendelser på din bog 'Hvis bare ...' Det er en af de absolut bedste bøger, jeg har læst det seneste års tid.
Jeg får selv enkelte læserhenvendelser på min krimithriller, 'Når ulve jager' som udkom i oktober 2009, samt et par stykker om ugen fra læsere af min schæferblog, så jeg synes også stadig, at det opmuntrende og morsomt at svare på dem. Men jeg kan godt forstå, at en Dan Brown f.eks. - for nu at tage én som sælger millionvis af bøger - ikke kan sidde og svare personligt på tusindvis af henvendelser. Han "gemmer" sig så sikkert også bag forlag eller agent/management. Og så har han efter min mening gjort det rigtige. Ingen forventer vel personligt svar, måske ikke engang at få et svar, hvis de skriver til et forlag eller et management.
vh. Per