Hverdagsrespekt

Det var varmt i nat. Jeg sov med åbent vindue på første sal. Klokken 06.10 blev jeg vækket af maskinlarm. Det var en af kommunens folk, der fjernede græs og ukrudt på fortovet med en benzindrevet trimmer eller mindre buskrydder, der larmede som en EM-afdeling for crossknallerter. Klokken ti minutter over seks!

For mig var det strålende. Mit vækkeur havde ringet klokken seks, og jeg havde rutinemæssigt slået det på snooze. Men jeg kunne have haft behov for at sove længere. Mine naboer lå måske og sov.

Mine evner for konstruktive indsigelser tidligt om morgenen begrænser sig til at åbne vinduet og råbe kaptajn Haddock-fornærmelser, så jeg valgte at gå på badeværelset og komme et par liter koldt vand i ansigtet først. Det ville måske give mig mulighed for at konfrontere kommunens mand med betragtninger om manglende respekt, omtanke og hensyn samt generelle holdninger til kommunen og offentlige myndigheder i øvrigt.

Desværre var han væk, da jeg havde fået tisset af og kølet hovedet.

Denne her daglige respekt for andre mennesker bliver mindre og mindre, synes jeg. Nu foregik det her i Skåne, hvor jeg bor. Og her er der en tendens til at naboer larmer mere end de gør i Danmark, og på mærkelige tidspunkter. Men at hverdagsrespekten bliver mindre, tror jeg, at Danmark og Sverige har fælles.
Hvis jeg havde fået åbnet vinduet og råbt kommunens repræsentant op igennem motorlarmen, så havde han sikkert, som sit forsvar, sagt et eller andet om, hvor meget han skulle nå, inden han havde fyraften klokken to. Så ville jeg have spurgt ham, om han da ikke tænkte på dem, som lå og sov inde i husene nu, fordi de mødte senere på arbejde, men skulle være friske helt frem til sidst på eftermiddagen, hvor de formentlig skulle servicere netop ham i supermarkedet eller i pølsevognen. Men han ville sikkert ikke have forstået, hvad jeg mente.

For det er mig-mig-mig. Folk har udstyret sig med egoismens skyklapper. Hverdagsrespekten siver ud imellem fingrene på os.