Øh, håndbold?

”Nå ja, jeg hørte vist et eller andet om, at der skulle være en lille håndboldturnering i gang et sted,” sagde jeg i weekenden. Det skulle vise sig ikke at være den mest empatiske bemærkning, jeg er kommet med.

Overraskende nok var det faktisk kvinderne i det lille selskab, der reagerede stærkest. Jeg kan så have min egen lille mistanke om, hvorfor de følger med i herrehåndbold med så stor interesse; men da jeg i forvejen følte at være i en vis livsfare, så undlod jeg at lancere den for selskabet.

Jeg har stor respekt for folk, der dyrker sport; men for mig er håndbold altså stort set lige så interessant som at se maling tørre. Drejer det sig derimod om formel 1, Le Mans eller alpin skisport, så er jeg helt med foran TV skærmen. Og spørg mig bare om resultatet fra kvindernes storslalom i Cortina d'Ampezzo i går, det står klart på lystavlen.

Pudsigt nok finder jeg kvindernes alpine konkurrencer mere interessante end herrernes. Det har nogle af mine (mandlige) venner så en teori om. De mener, at det har noget at gøre med de tætsiddende dragter.
Uden at jeg på nogen måde vil påstå, at de kvindelige skiløberes dragter nedsætter min livskvalitet som TV kikker, så tror jeg egentlig, at min interesse mest har noget at gøre med teknikken. Der er altså noget anderledes over kvindernes måde at løbe på. Den er ikke så kraftbetonet som herrernes, og dermed bliver det teknisk smukkere i mine øjne.

Det er i hvert fald min patetiske bortforklaring; men den er der selvfølgelig ingen af mine venner der tror på.

Vinterhvid lykke

Jeg gik en tur med schæferen i eftermiddags, efter mørkets frembrud, ude i skoven. Det slog mig, hvor lyst der var, hvor stor en forskel sneen gør.
Jeg kom også til at tænke på, hvordan en svensker fra det nordligste engang havde fortalt mig, at han fandt vinteren lysere deroppe end her hos os, selvom solen midt på vinteren kun er oppe over horisonten lidt over én time om dagen. Årsagen er sneen, der lyser det hele op.

Så undrer det mig, at så mange danskere klager over sne og frost. Jeg hørte en masse brok om det forleden på P4, og bemærkninger i samme retning fyger på facebook. Helt ærligt, alternativet er jo ikke forår, vi er i januar måned, ikke? Alternativet til koldt og hvidt er vådt og gråt.

Her i det Nordskånske, hvor jeg bor, har der ligget sne i næsten halvanden måned. Jeg nyder det. Jeg foretrækker hvidt og koldt om vinteren, ligesom jeg foretrækker blåt og varmt om sommeren.

Jeg har ærlig talt lidt svært ved at tage det højtideligt, at nogle klager over tilfrosne bilruder om morgenen og glatte veje. Det kan vel ikke være så svært at stå lidt tidligere op. Fordelene er, at sneen gør alt smukkere, det gør os i bedre humør. Desuden er det pragtfuldt for børnene, og ind imellem os andre, med muligheden for slæde, ski og sneboldkampe. For slet ikke at tale om vinterdepressionerne. Heldigvis har jeg ingen personlige erfaringer på det område; men jeg er sikker på, at sne lyser op på en måde, så vinterdepressionerne bliver færre.

Jeg bruger også gerne lidt flere penge på opvarmning, hvis gevinsten er et smukt landskab og lidt vinterhvid lykke.

Selvcensur i skvatland

En undersøgelse i Ugebrevet A4, som bredt refereres i pressen i disse dage, viser, at kunstnere udøver selvcensur for ikke at fornærme.

I forbindelse med den undersøgelse vågner politikere bredt op, lige fra Pia til Villy. Søvndal taler om ’en forloren offentlig debat, hvis vi ikke kan sige ting ligeud’.
Jamen, velkommen til virkeligheden. Faktum er jo, at vi i årevis har haft et samfund gennemsyret af en voksende politisk korrekthed, som alle, incl. kunstnerne, desværre har været nødt til at holde sig indenfor, hvis de ville undgå latterliggørelse og trusler. Så det er egentlig slet ikke nyt. Det gør det dog ikke mindre alvorligt.

Er det så muslimske terroristers truslers skyld? Næh, det er vel mere vores egen manglende evne til klart at sige fra, for man må da altid være rede til at møde trusler.
Hvis såvel det officielle Danmark som enhver privat dansker sagde klart fra, så var målet for ekstremister ikke enkelte mennesker men hele landet. Og så burde en væsentlig forudsætning for det enkelte menneskes frygt for egen sikkerhed og dermed grunden til selvcensur være bortfaldet.

En debattør er citeret for at mene, at kunstnere har en særlig pligt til at sige fra. Jeg mener, at det er en misforståelse. Den enkelte kunstner har vel også en ret til at prioritere sin egen og sin families sikkerhed. Ansvaret er vores alles.

Har Danmark ikke fået en skvattet holdning til pres og trusler? Man dukker hovedet, man glider af på det, man taler udenom. Senest så vi det i forholdet Tibet/Kina. Overgangen fra pres til trusler er grå og glidende, det hele hænger sammen. Der skal gøres en indsats over hele linien. Der skal meldes klart ud – også selvom det koster penge for samfundet i form af tabt eksport. Vi skal kunne se os selv i spejlet som samfund. Kan vi det i dag?

Ytringsfriheden er så klart i fare, og den er en af de væsentligste sten i fundamentet for vores samfund. Den bør beskyttes, bevares og om nødvendigt kæmpes for i ubrudte rækker og geledder.