Selvcensur i skvatland

En undersøgelse i Ugebrevet A4, som bredt refereres i pressen i disse dage, viser, at kunstnere udøver selvcensur for ikke at fornærme.

I forbindelse med den undersøgelse vågner politikere bredt op, lige fra Pia til Villy. Søvndal taler om ’en forloren offentlig debat, hvis vi ikke kan sige ting ligeud’.
Jamen, velkommen til virkeligheden. Faktum er jo, at vi i årevis har haft et samfund gennemsyret af en voksende politisk korrekthed, som alle, incl. kunstnerne, desværre har været nødt til at holde sig indenfor, hvis de ville undgå latterliggørelse og trusler. Så det er egentlig slet ikke nyt. Det gør det dog ikke mindre alvorligt.

Er det så muslimske terroristers truslers skyld? Næh, det er vel mere vores egen manglende evne til klart at sige fra, for man må da altid være rede til at møde trusler.
Hvis såvel det officielle Danmark som enhver privat dansker sagde klart fra, så var målet for ekstremister ikke enkelte mennesker men hele landet. Og så burde en væsentlig forudsætning for det enkelte menneskes frygt for egen sikkerhed og dermed grunden til selvcensur være bortfaldet.

En debattør er citeret for at mene, at kunstnere har en særlig pligt til at sige fra. Jeg mener, at det er en misforståelse. Den enkelte kunstner har vel også en ret til at prioritere sin egen og sin families sikkerhed. Ansvaret er vores alles.

Har Danmark ikke fået en skvattet holdning til pres og trusler? Man dukker hovedet, man glider af på det, man taler udenom. Senest så vi det i forholdet Tibet/Kina. Overgangen fra pres til trusler er grå og glidende, det hele hænger sammen. Der skal gøres en indsats over hele linien. Der skal meldes klart ud – også selvom det koster penge for samfundet i form af tabt eksport. Vi skal kunne se os selv i spejlet som samfund. Kan vi det i dag?

Ytringsfriheden er så klart i fare, og den er en af de væsentligste sten i fundamentet for vores samfund. Den bør beskyttes, bevares og om nødvendigt kæmpes for i ubrudte rækker og geledder.