Utroværdigt!

Jeg sidder lige og kikker på lokalvejrudsigten for min Nordskånske kommune fra SMHI. I følge den er der strålende sol her hos mig. Så derfor forstår jeg ikke, hvorfor regnen høvler ned udenfor mit vindue.

Jeg kan til nød forstå, at meteorologer har svært ved at forudse vejret fem dage frem i tiden. Og jeg har jo gang på gang konstateret, at de heller ikke kan forudse vejret i morgen med noget der bare ligner en vis sikkerhed. Men at de ikke kan kikke ud af vinduet og referere, hvad de ser, det er da for ringe!

Hvad skal vi med meteorologer og vejrudsigter? Vi var vel bedre hjulpet uden. Vi kan jo ikke bruge dem til noget. I hvert fald ikke vejrudsigterne. En undersøgelse viste engang, at over en given periode ville man have fået ret flere gange end meteorologerne, hvis man bare havde forudsagt morgenens vejr til at være det samme som dagen før.
Det er da rasende pinligt.

Jeg ser vejrudsigter som ren underholdning på linje med horoskoper i ugeblade. Det kan vel ikke betragtes som andet.

Da en af mine venner forleden spurgte mig, hvilke mennesker jeg anså for mest utroværdige, tænkte jeg straks på meteorologer. Han kom selv med det sædvanlige pladder med advokater, ejendomsmæglere og brugtbilshandlere. Det er det, de fleste siger, og det er efter min mening noget vrøvl.

Ud over meteorologer er det bankrådgivere og journalister – tæt fulgt af politikere.

Bankrådgivere låner i gode tider ud i en størrelsesorden, som kundernes økonomiske formåen slet ikke kvalificerer til, og får kunderne til at investere i alt muligt – ofte projekter som banken selv har sat i søen, og ved det første tegn på at den økonomiske vind vender, så opsiger de det hele og skærer derved økonomisk halsen over på kunden. For mig er det en gåde, at bankrådgivere kan se sig selv i spejlet.

Journalister skriver ofte historier, hvor halvdelen af misforstået og resten er opdigt. Jeg finder generelt medierne dybt useriøse.
Jeg har haft oplevelsen i mit tidligere job at blive interviewet nogle gange til nyhederne i TV. Endnu flere gange er jeg blevet ringet op, både af TV2 og DR, hvor jeg ikke har kvalificeret mig til at medvirke. Indgangsspørgsmålet har nemlig oftest været:
”Vil du sige sådan-og-sådan til kamera?”
Hvis jeg sagde nej, hvad jeg ofte gjorde, fordi det ikke harmonerede med min mening, så ringede de til en anden. Facit for indslaget var altså skrevet, og nu havde man brug for én med min uddannelse og mit job til at bekræfte det.

Jeg påstår ikke, at alle journalister og bankansatte er sådan. Jeg har faktisk venner, som jeg respekterer, der arbejder i de brancher; men jeg tror desværre, at de hører til undtagelserne.