Der kan være mange grunde til at blive budt på kaffe

Jeg har kørt forbi den grusvej i udkanten af den nordskånske by så tit. I dag, onsdag, på vej hjem fra skoven, drejede jeg derind. Vi kørte vel omkring ti kilometer på højdedraget bag byen, igennem skov og marker med spredte huse her og der. Til sidst sluttede vejen brat på en gårdsplads. Sådan er det ofte med små svenske grusveje.
En kvinde så skeptisk til fra sin veranda. Jeg rullede ruden ned:
”Förlåt, jeg troede, at vejen førte et eller andet sted hen.”
”Det gør den da også,” hun slog ud med hånden.
”Nå ja. Jeg bor nede i byen, har kørt forbi vejen så tit, blev nysgerrig. Undskyld forstyrrelsen.”
”Sød hund,” hun pegede mod bilens bagende, hvor schæferen sad bag vinduet og gjorde sig til.
”Sød? Han er en børste, er han.”
”Vil du have kaffe?”
”Kaffe?”
”Ja. Hvis jeg havde kørt én mil forgæves, ville jeg godt have en kop kaffe, før jeg kørte retur.” Hun slog ud med hånden mod en bænk og et bord på verandaen.
Vi steg ud, og jeg slog mig ned. Kaffen var god. Kvinden var knapt midaldrende. Hendes øjne var levende, men hun smilede ikke. Hun fodrede schæferen med lækkerier, og han blev straks forelsket.
”Du er dansk?”
Det kunne jeg jo ikke løbe fra.
”Men du bor her?”
Jeg fortalte hvorfor, og hun spurgte – usædvanlig direkte for en svensker – hvad jeg beskæftigede mig med.
”Forfatter,” svarede jeg.
”Jeg skriver på en bog om bagværk, det har jeg gjort i flere år” forklarede hun. ”Svenske opskrifter på landet.”
Jeg nikkede høfligt. Så hentede hun et par stykker hjemmebagt gulerodskage, som viste sig at være på perfekt bølgelængde med mine smagsløg. Også schæferens.
”Jeg er fraskilt,” fortalte hun, og jeg tænkte: Lad mig komme væk. Men jeg tog fejl.
”Det er mange år siden,” tilføjede hun.
Hun kikkede på uret. Det havde hun vist gjort et par gange.
”Jeg må også hellere …”
”Nej, nej, tag en kop mere.”
Kort efter kørte en bil ind på gårdspladsen. En mand steg ud.
”Bare én, der skal hente noget,” forklarede hun og smilede til mig for første gang. Næsten indladende.
Jeg hilste høfligt; men han skulede blot og gik forbi. Straks efter kom han ud med en kuffert og en flyttekasse, som han bare trak efter sig. Bilen forsvandt i en sky af støv.
”Tidligere kæreste?”
Hun nikkede.
”Nå, jeg må også hellere …”
Denne gang sagde hun mig ikke imod.