Danske mænd laver for lidt

”Danske mænd laver for lidt”, skrev Ritzau som overskrift i går på en kort artikel (åbenbart baseret på en ny europæisk undersøgelse) om, at kvinder laver mere i husholdningen end mænd. Det blev naturligvis villigt formidlet videre af mange medier, heriblandt såvel DR som Berlingske Tidende. Igen sådan et medieindlæg, som videregiver tidens populære opfattelse af, at kvinder laver mere end mænd. Og at det er også for galt, hvilket overskriften klart viser.

Jeg spørger: For lidt i forhold til hvad? Hvem er det, der opstiller dette krav for, hvor meget danske mænd skal lave af husligt arbejde? Hvem er det, der afsiger dommen, at de laver for lidt husligt arbejde? Ja, det er kvinderne. Hver sjette kvinde skulle være utilfreds med mandens arbejdsindsats i husholdningen, ifølge undersøgelsen.

Det fastslås i indlægget, at kvinder udfører 12 timers husligt arbejde pr. uge, mens mænd kun udfører 8 timer. Det er da muligt, men hvor mange timer bruger mænd så på havearbejde, ud- og indvendig vedligeholdelse af huset, vask og støvsugning af bilen (eller bilerne). Kunne det tænkes, at manden her udførte 4 timer mere end kvinden pr. uge?

Og tilsyneladende er der ingen, der tænker tanken om den tilsyneladende skæve fordeling skyldes forskellig opfattelse af det samlede arbejdsbehov i husholdningen. Kvinder arbejder 12 timer, manden arbejder 8 timer. Det er en samlet arbejdstid på hele 20 timer pr. uge i husholdningen. Det lyder af rigtig meget, synes jeg. Måske er mandens opfattelse, at 2 x 8 timer er tilstrækkeligt?

I øvrigt var der en undersøgelse for nogen tid siden, der viste, at mænd - det var vist i kontorfaget - arbejdede ½ time mere pr. uge end kvinder. Det hører vel også med i regnskabet på en eller anden måde?

Mediebilledet flyder over med kvinders meninger om mænd, og undersøgelser om hvad kvinder mener om mænd. Jeg kan ikke erindre, hvornår jeg sidst så en undersøgelse af, hvad mænd mener om kvinder.

"Danske mænd laver for lidt" er atter et indlæg i den succesrige kampagne, som har kørt i snart mange år nu. Den går ud på at sætte kvinderne i en offerrolle, og give mændene permanent dårlig samvittighed. Kampagnen har været en så stor succes, at det i dag er helt politisk ukorrekt at kritisere kvinder, mens det virker som en videnskabelig fastslået kendsgerning, at mænds liv nærmest er en badeferie.

Problemet er, at den kampagne har sat kvinderne i en låst situation, fordi i sig selv giver det ingen respekt eller fremtidsmuligheder at være offer. Og den omskaber mænd, der ikke tør sige fra, til bløddyr og skvatfigurer, hvilket kvinder vel næppe ønsker, og næppe har respekt for.

Imidlertid er min mening her en tabt sag på forhånd. Jeg har tidligere givet udtryk for den i forskellige sammenhænge. Den finder ingen reel opbakning hos hverken kvinder eller mænd.

Kvinder reagerer på sådan et udspil med enten tavshed eller vrede. Hvis de vælger vrede, drager de typisk vidtgående konklusioner og beskylder mig for at hade kvinder (hvilket er helt forkert). Mænd er, hvis de er gift eller i fast forhold, kun enige i det skjulte. De ved nemlig, at de vil blive henvist til at sove på sofaen, hvis de tilslutter sig højlydt.

Måske bliver situationen en dag så skæv, at mændene vågner op. Måske bliver kvinderne en dag så trætte af at der ingen mænd er tilbage, kun skvatfigurer. Måske!