Jeg er forelsket

I dag er det forår, lige til tiden, lige på dagen, 1. april. Den første rigtige forårsdag her, hvor solen skinner, den lette brise er lun, og duften er der. Det er duften af forår, duften af forelskelse. Jeg bliver altid forelsket om foråret – om ikke andet forelsket i foråret.

Men forårsduften minder mig også altid om min første forelskelse. Og den både dejlige, men også rædselsvækkende, følelse i maven af tusinde sommerfugle, der letter på én gang. Vibrationerne fra deres vingeslag som stiger op igennem brystet og op i halsen, så man pludselig slet ikke kan sige et eneste ord.

Hun hed Susanne og gik i parallelklassen, og herregud jeg var kun ti år; men forelsket det var jeg, for allerførste gang – i nogle uger.

Det var det samme forår, at jeg – i krydset udenfor skolen – så en Jaguar E type for første gang. Den forelskelse holdt til gengæld hele livet.

Foråret er også et løfte, et løfte om en endeløs sommer, og om at der stadig er håb. Også for verden.

Men foråret er også summen af alle de løfter, jeg selv forelsket har givet – og ikke har kunnet holde. Derfor er foråret også melankoli og at tænke tilbage. Tilbage på alle de piger, jeg har elsket. Og fordi hukommelsen glemmer det dårlige og husker det gode, så savner jeg dem alle - her om foråret.

Tag ikke fejl, jeg har det fint. Jeg nyder mit forår. Jeg fortryder intet, og alligevel kan jeg godt, en forårsdag på verandaen, fortryde det hele. Få tanken om hvad der var sket, hvis jeg havde valgt stien til venstre i stedet for til højre, hvis jeg stadig var sammen med Dorte, med Pernille, med Gitte, med Ann-Marie, med Mette eller en af de andre – eller havde valgt et andet job. Hvor ville jeg så være? Formentlig på en anden veranda et sted – med de samme tanker.

Jeg er forelsket i foråret, og det tager mig med storm hvert år ……..