Men søde sommerfuglepige
hvorfor sætter du dig her
jeg er bare en gammel sværmer
der er sort og grå
mens du er så regnbueagtig
så ung og så smukt lyseblå
Du min sommerfuglepige
solen luner din kind
og følger dig forelsket rundt
du bader i regnen
og nordenvinden tørrer villigt din krop
jeg ser på dig
og kan slet ikke holde op
Men min sommerfugl
livet er kort
og tiden flyver hurtigere end os
er sommerbrisen på vores side
kan vinden bære
tør vi min sommerfugl
tør vi min kære
Af Per Lau Jensen
onsdag den 29. juli 2009
lørdag den 25. juli 2009
Protestsang
Flyselskabet ødelagde hans guitar. Så skrev han en sang. Dave Carroll: United Breaks Guitars. Verdenssucces på Youtube lige nu. Tjek den ud på http://www.youtube.com/watch?v=5YGc4zOqozo
torsdag den 16. juli 2009
En omsorgsfuld stat
Dennis Nørmark, antropolog og forfatter. Om venstrefløjen:
”Når centrum-venstre således rutinemæssigt klandrer den danske befolkning for at være kold, fremmedfjendsk, isoleret og selvtilstrækkelig, skal man lige huske på, at den omsorgsfulde stat, de holder så meget af, bærer en stor del af ansvaret for, at de personlige relationer, det personlige sociale ansvar, er blevet overflødiggjort.”
- sakset fra Berlingske Tidende i dag, som har sakset fra Jylland-Posten.
Det tror jeg er rigtigt set. Det bør vi tænke over. Når systemet tager ansvaret - for børneopdragelsen, for de ældre, for naboen - så forsvinder den individuelle ansvarsfølelse. Så bliver samfundet koldt. Og det var vel præcis det modsatte, vi ville – ikke?
I Sverige, hvis samfundssystem mange danskere vel stadig beundrer, er staten endnu mere omsorgsfuld end i Danmark. Resultatet er et samfund, der er på vej til at blive dybfryserkoldt overfor de svageste. Selv ansatte i systemet - i socialsektoren, i sundhedssektoren – er i vid udstrækning iskolde overfor konsekvenserne for klienter og patienter, bare de følger systemet. Det er nemlig deres eneste ansvar, som de ser det, at følge systemet. Et personligt, moralsk ansvar findes tilsyneladende ikke længere.
Det er vel i den kompasretning, det danske samfund marcherer i øjeblikket.
”Når centrum-venstre således rutinemæssigt klandrer den danske befolkning for at være kold, fremmedfjendsk, isoleret og selvtilstrækkelig, skal man lige huske på, at den omsorgsfulde stat, de holder så meget af, bærer en stor del af ansvaret for, at de personlige relationer, det personlige sociale ansvar, er blevet overflødiggjort.”
- sakset fra Berlingske Tidende i dag, som har sakset fra Jylland-Posten.
Det tror jeg er rigtigt set. Det bør vi tænke over. Når systemet tager ansvaret - for børneopdragelsen, for de ældre, for naboen - så forsvinder den individuelle ansvarsfølelse. Så bliver samfundet koldt. Og det var vel præcis det modsatte, vi ville – ikke?
I Sverige, hvis samfundssystem mange danskere vel stadig beundrer, er staten endnu mere omsorgsfuld end i Danmark. Resultatet er et samfund, der er på vej til at blive dybfryserkoldt overfor de svageste. Selv ansatte i systemet - i socialsektoren, i sundhedssektoren – er i vid udstrækning iskolde overfor konsekvenserne for klienter og patienter, bare de følger systemet. Det er nemlig deres eneste ansvar, som de ser det, at følge systemet. Et personligt, moralsk ansvar findes tilsyneladende ikke længere.
Det er vel i den kompasretning, det danske samfund marcherer i øjeblikket.
onsdag den 15. juli 2009
Firma X hedder nu Y, men det er stadig bla bla bla ...
Jeg læser, at Cybercity og Sonofon nu er blevet til Telenor. Det er bare det seneste eksempel på en lang række virksomheder, som skifter navn i forbindelse med fusion eller opkøb.
De fleste kender vist Cybercity, og ethvert barn i Danmark ved, hvad Sonofon er. Der er brugt millioner og atter millioner på at banke dét navn ind i bevidstheden på hos os alle.
Selvom jeg arbejdede i erhvervslivet i mere end 30 år, og de fleste af dem i lederstillinger, så har jeg aldrig forstået disse navneskift.
Ledelsesgruppen i sådan en virksomhed, og ikke mindst eventuelt eksterne konsulenter, kan altid komme med en lang, indviklet argumentation for fordelen i at skifte navn. Den indeholder gerne ordet ”globalt”. Og den ender altid i det samme sidste, og afgørende, argument, at det her skal ses på den lange bane.
Jeg har aldrig påstået, at jeg er voldsomt intelligent, højst lidt bondesnu. Men jeg har fødderne solidt plantet, og falder derfor ikke på halen i benovelse over fine ord og indviklede forklaringer. Derfor har jeg diskuteret dette her flere gange med ledere i høje luftlag og endnu mere højtflyvende konsulenter. Jeg er aldrig blevet overbevist, fordi i samme øjeblik argumentationen skal baseres på ganske almindelig fornuft og danske ord, som alle kan forstå, så falder den sammen.
Man kan ikke argumentere sig ud af, at alle de millioner, der er brugt på at markedsføre Sonofon navnet, er spildt for den fremtidige virksomhed. Det er også et faktum, at der nu skal bruges millioner og atter millioner på at markedsføre Telenor navnet og forklare, at det bl.a. ”bare” er et nyt navn for Sonofon.
Hvis de økonomiske fordele ved at have samme navn globalt, eller i hvert fald i flere lande, skal retfærdiggøre markedsføringsudgiften, både den spildte og den om det nye navn, så skal de positive effekter vare ved i en længere årrække.
Det er dét, de mener med ”den lange bane”. Sagen er bare, at der ingen lang bane er i erhvervslivet mere.
Opkøb, globale fusioner og kriser gør banen kort. Inden længe skal virksomheden igen have et nyt navn. Så alle disse navneskift og den markedsføring, der følger deraf, er generelt penge ud af vinduet. Dine penge!
For hvor kommer pengene fra? De kommer selvfølgelig fra kunderne. Uden disse evindelige navneskift ville varerne og serviceydelserne være billigere for os forbrugere. Mere indviklet er det faktisk ikke, selvom man forsøger at give et andet indtryk.
De fleste kender vist Cybercity, og ethvert barn i Danmark ved, hvad Sonofon er. Der er brugt millioner og atter millioner på at banke dét navn ind i bevidstheden på hos os alle.
Selvom jeg arbejdede i erhvervslivet i mere end 30 år, og de fleste af dem i lederstillinger, så har jeg aldrig forstået disse navneskift.
Ledelsesgruppen i sådan en virksomhed, og ikke mindst eventuelt eksterne konsulenter, kan altid komme med en lang, indviklet argumentation for fordelen i at skifte navn. Den indeholder gerne ordet ”globalt”. Og den ender altid i det samme sidste, og afgørende, argument, at det her skal ses på den lange bane.
Jeg har aldrig påstået, at jeg er voldsomt intelligent, højst lidt bondesnu. Men jeg har fødderne solidt plantet, og falder derfor ikke på halen i benovelse over fine ord og indviklede forklaringer. Derfor har jeg diskuteret dette her flere gange med ledere i høje luftlag og endnu mere højtflyvende konsulenter. Jeg er aldrig blevet overbevist, fordi i samme øjeblik argumentationen skal baseres på ganske almindelig fornuft og danske ord, som alle kan forstå, så falder den sammen.
Man kan ikke argumentere sig ud af, at alle de millioner, der er brugt på at markedsføre Sonofon navnet, er spildt for den fremtidige virksomhed. Det er også et faktum, at der nu skal bruges millioner og atter millioner på at markedsføre Telenor navnet og forklare, at det bl.a. ”bare” er et nyt navn for Sonofon.
Hvis de økonomiske fordele ved at have samme navn globalt, eller i hvert fald i flere lande, skal retfærdiggøre markedsføringsudgiften, både den spildte og den om det nye navn, så skal de positive effekter vare ved i en længere årrække.
Det er dét, de mener med ”den lange bane”. Sagen er bare, at der ingen lang bane er i erhvervslivet mere.
Opkøb, globale fusioner og kriser gør banen kort. Inden længe skal virksomheden igen have et nyt navn. Så alle disse navneskift og den markedsføring, der følger deraf, er generelt penge ud af vinduet. Dine penge!
For hvor kommer pengene fra? De kommer selvfølgelig fra kunderne. Uden disse evindelige navneskift ville varerne og serviceydelserne være billigere for os forbrugere. Mere indviklet er det faktisk ikke, selvom man forsøger at give et andet indtryk.
onsdag den 1. juli 2009
Anne og Brian
Anne stod lige så stille på en trappesten
hun græd
og man ku’ se lige ind …
i hendes inderste hjerterum
hun følte sig forladt og dum
Kæresten Brian hang ud i en rendesten
han drak
og man ku’ se lige ind …
i hans inderste mageløse sind
der var absolut ingenting
af Per Lau Jensen
hun græd
og man ku’ se lige ind …
i hendes inderste hjerterum
hun følte sig forladt og dum
Kæresten Brian hang ud i en rendesten
han drak
og man ku’ se lige ind …
i hans inderste mageløse sind
der var absolut ingenting
af Per Lau Jensen
Abonner på:
Opslag (Atom)