Men søde sommerfuglepige
hvorfor sætter du dig her
jeg er bare en gammel sværmer
der er sort og grå
mens du er så regnbueagtig
så ung og så smukt lyseblå
Du min sommerfuglepige
solen luner din kind
og følger dig forelsket rundt
du bader i regnen
og nordenvinden tørrer villigt din krop
jeg ser på dig
og kan slet ikke holde op
Men min sommerfugl
livet er kort
og tiden flyver hurtigere end os
er sommerbrisen på vores side
kan vinden bære
tør vi min sommerfugl
tør vi min kære
Af Per Lau Jensen
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Kære Per!
SvarSletEt dejligt lille digt. Jeg bilder mig ind at jeg forstår atmosfæren.
Som digter vil jeg tage mig den frihed, at komme med et lille ændringsforslag. Sidste linie i første vers kunne blive mere letflydende, hvis du i stedet skrev:
Så ung, så smuk og lyseblå.
Kærlig hilsen
Jørn E
Tak for din kommentar, Jørn. Der er mere musik i din linie, det vil jeg give dig.
SvarSletJeg retter ikke noget her, for ellers giver disse bemærkninger ingen mening for andre læsere; men det kan godt være, at jeg låner din linie ved "genoptryk".
vh. Per