torsdag den 10. september 2009

En fiskekniv

Jeg har lige været ovenpå og fundet min fiskekniv frem. Heldigvis lå den ikke i bilen. Jeg målte knivbladet, det er 12,5 cm langt. Gad vide …?

De seneste dage har vi kunnet læse i dagspressen om håndhævelsen af våbenloven. Én er blevet straffet for at have en fiskekniv i sin bil, én for at have en hobbykniv i bilen og én for at have et multiværktøj i bilen. Ingen af dem tidligere straffet, og ingen af dem med nogen bevislig kontakt til bandekriminalitet.

Fornuftige borgere i dette land er vel enige om, at knive ikke skal bæres i nattelivet, og at en stram våbenlov er at foretrække. Men det er da fuldstændig sindssygt, at de samme fornuftige borgere kan blive idømt fængselsstraf for at glemme en fiskekniv i bilen.

Jeg har to fiskeknive med, når jeg er ude at fluefiske. Desuden har jeg en multikniv i bunden af fisketasken, hvor den ligger fast. Jeg har da glemt en kniv i bagagerummet i bilen flere gange.

Loven siger:
4. På offentligt tilgængelige steder, uddannelsessteder, i ungdomsklubber, fritidsordninger og lignende er det forbudt at bære eller besidde kniv eller dolk, medmindre det sker som led i erhvervsudøvelse, til brug ved jagt, lystfiskeri eller sportsudøvelse eller har et andet lignende anerkendelsesværdigt formål. Forbuddet omfatter dog ikke foldeknive med en klinge på højst 7 cm, der ikke kan fastlåses i udfoldet position.
§ 10. Stk. 2. Overtrædelse af § 4, stk. 1, straffes med fængsel indtil 2 år, under særlig formildende omstændigheder dog med bøde

Lovlige knive er: Ovennævnte foldeknive med blad under 7 cm, knive op til 12 cm som skal bruges til et anerkendelsesværdigt formål, og knive med et længere blad end 12 cm, hvis de er indrettet til et specielt formål.

Min fiskekniv er nok en såkaldt ”skovkniv”. Altså sådan lidt all round. Den er med håndsmedet blad i persisk damaskstål (fordi jeg syntes, at det var lidt lækkert). Så er den egentlig indrettet ”til et specielt formål”? Hvis ikke, så er den formentlig, med sit blad på 12,5 cm, ulovlig overhovedet at transportere til og fra fiskestedet. Eller …?

I Berlingske Tidende i dag oplyser politikommissær Lars Borg, Københavns Politi, at han ikke er helt sikker på, at man må have en skruetrækker i bilen. ”Man skal tænke sig om. Hvorfor har man den i bilen. Er den nødvendig?” er han citeret for at sige. Sig mig engang, har politiet en skrue løs??
En skruetrækker i bilen er sgu da standardudstyr for enhver med hænderne skruet ordentligt på. I øvrigt indgår en skruetrækker vel i bilens lille værktøjskasse, som den leveres med fra fabrikken?

Det er forstemmende at konstatere, at såvel politiet, domstolene, politikerne og ikke mindst anklagemyndighederne åbenbart hverken har vilje eller evne til at vurdere disse sager fornuftigt. Dette er ikke i overensstemmelse med borgerne holdning. Og kun i en politistat kan man tillade sig at være ligeglad med borgernes retsfølelse.

Har du tjekket i din bil for nylig. Er der knive, skruetrækkere, skarpe genstande?

4 kommentarer:

  1. Hej Per
    Ja, verden er sku af lave!! Peoblemt er sku IKKE det samme som med kamphunde! kniven gør jo ikke skade i sig selv, og farer hen og stikker en eller anden i benet. Der skal en idiot bag til at føre den. Det var da mere fornuftigt at forbyde før...eren af bilen og så lade kniven ligge deri. Jeg mener- det ville da give mening ud fra den måde loven fortolkes på.
    Der ud over, så vil de som ønsker at skade andre, jo altid se sig i stand til at finde alternativer, eller negligere loven og alligevel gå med kniv. De har sku i forvejen så langt et synderegister, at for dem der er det bare små generende krummer i sengen hvis de får endnu en dom på syv dage - de er da hamrende ligeglade.
    Nu er de faneme på tide at der snart kommer en politiker som kan se gennem al idiotien, og få ryddet lidt op i det politiske makværk som ham den drengerøv har fået op at stå omkring våbenloven.

    SvarSlet
  2. Hej Jens,
    Tak for din kommentar. Det kan vi vist godt blive enige om. Lad os håbe at der er ved at komme så meget fokus på sagen, at der bliver gjort noget. Så vidt jeg kan se, skal vi også rette skytset imod anklagemyndigheden, der appellerer sager, som var afgjort med en bøde og dommerne i Landsretten, fordi der åbenbart findes en "kattelem" i loven.

    vh. Per

    SvarSlet
  3. Man burde sende justitsministeren et eksemplar af æventyret om Tornerose. Her er det jo tydeligt for enhver, at man ikke når nogen vegne med at inddrage alle tene (læs knive) i hele landet. Den som har en forbryderisk hensigt skal nok finde en måde at føre den ud i livet.
    Problemet er jo ikke knivene. Det er moralen det er galt med. At forbyde knivene minder ganske meget om at kaste brønden til efter at barnet er druknet. Vores samfund har en lang vej at gå i denne sag. Vi skal helt der tilbage, hvor vi endnu kan påvirke vores børn og gøre dem forståeligt, at en kniv ikke er noget man render rundt og stikker andre med af mere eller mindre forklarlige grunde.
    Jeg står i begreb med at flytte. Jeg har adskillige knive i min værktøjskasse - og skruetrækkere - og hvad med stemmejern, syle o.s.v. Jeg håber jeg når frem til mit nye hjem uden at blive stoppet af politiet. Eller jeg skal måske gå en anden vej. Be' om politieskorte! Eller få min værktøjskasse plomberet på politistationen. Men hvad så med transporten fra mit hjem og til politistationen. Der er jo ikke frit lejde mere. Så jeg risikerer måske at blive anholdt for ulovlig våbenbesiddelse!
    Nej hvad med at stoppe hysteriet og i stedet målbevidst begynde at opdrage vores børn til at have et sundt ansvarsbevidst og moralsk velfunderet forhold til knive, politi, politikere, medmennesker i almindelighed og sig selv i særdeleshed.

    Jørn E.

    SvarSlet
  4. Kære Jørn,

    Vi kan ikke være mere enige. Som forældre må vi leve op til vores ansvar og give vores børn et sundt forhold til livet, herunder også til brug af knive.

    vh. Per

    SvarSlet