Det er ringe

Nu har de ligget dér i årevis og grinet af mig. De vil aldrig komme i brug, de var dyre i indkøb men kan aldrig indbringe den pris igen, alligevel er de noget værd i dag. Egentlig er det jo tåbeligt at have en værdi liggende, som ikke er noget værd – for mig. Og i disse finanskrisetider …

Så jeg tog mit gamle guld frem. Forlovelsesringe og vielsesring, andre ringe, armlænke, slipsenål og den slags. De to ringe arvet fra min far lagde jeg tilbage. Måske skal jeg aldrig gå med dem igen; men de skal heller ikke sælges.

Men jeg kommer aldrig til at gå med slipsenål igen, og jeg kommer bestemt ikke til at bruge gamle forlovelsesringe med inskription, og da slet ikke vielsesringen med navn og dato indgraveret.

Så jeg tog af sted til København bevæbnet med guld. Den guldsmed, der havde virket mest fornuftig i telefonen og havde den mest tillidsvækkende hjemmeside, boede på første sal i et kontorlokale. Jeg havde ventet en guldsmedebutik.
Efter at være kommet igennem to låste døre sad vi ved et bord, hvor mit guld blev bredt ud. Han spurgte om jeg havde besluttet mig for at sælge det. Det havde jeg.
”Jeg skal file i det”, forklarede han.
Det kom bag på mig; men det var åbenbart nødvendigt lige at komme under overfladen. Derefter duppede han det med en kemisk opløsning. Han forklarede, at væskens farve skulle blive gennemsigtig, hvis det holdt de14 karat som ventet. Det gjorde det alt sammen undtagen én ring.

Det var min forlovelsesring i hvidguld tilbage fra 1981. Den holdt ikke 14 karat. Så prøvede han med en anden væske, den blev også sort som tegn på, at ringen var under 8 karat.
”Så kalder vi det ikke guld”, forklarede han.
Vi købte ringene, som ikke var billige, husker jeg, hos en guldsmed i Hørsholm. Mærkeligt 28 år efter at få at vide, at det man har købt, og altid anset, for hvidguld ikke er guld.

Så den ring havde jeg med hjem igen. Nu med et lille filemærke i.