Dansk radio

Jeg kørte sydpå i morges, i flammende efterår, ned igennem Skåne.

Så fik jeg en voldsom trang til at høre dansk radio. Det kan måske lyde direkte uforståeligt for nogen; men når man bor i udlandet, så kan den slags opstå pludseligt.
Allerede i det aller nordligste Skåne, ved Osby, kunne jeg på bilradioen fange P4. Det var jeg egentlig lidt overrasket over.

Det var en smule hyggeligt at høre dansk radio. Sådan kan man opleve det når man er vant til at høre et fremmed sprog hele tiden - både på radio og TV - også selvom det "bare" er svensk.

Det slog mig, at der er en væsentlig forskel på radioværternes snak i dansk og svensk radio. I svensk taler de ligesom man gør i virkeligheden, der afbrydes, og man taler i munden på hinanden. Det gør man ikke i dansk radio. Der tales, som var det igennem en walkie talkie: Den ene taler færdigt, før den anden starter. Den danske måde tiltaler mig mest.

P4 fulgte mig til Lund og senere nordpå på vej hjem, indtil jeg mistede forbindelsen syd for Osby.

Luk vinduet, der er blevet klaget

Byen har været død i dag. 1.799 af de 1.800 indbyggere forlod byen. Schæferen lukkede og barikerede døren til sit værelse. Udenfor kørte bilerne dobbelt så hurtigt som de tilladte 50 km/t og alle med air con'en på recirkulation.

Okay, jeg ved godt, at der var lidt meget hvidløg på den pizza i går. Kender I det? Man har virkelig fået overdrevet det, dagen efter har man sådan en stærk smag i munden, og man får masser af plads alle steder. Jeg har f.eks. aldrig før set en medarbejder i Netto betjene kasseapparatet med så strakte arme som i dag.

Hvordan kan noget, der smager så godt, lugte så ubehageligt dagen efter?

Jeg holdt mig indendørs det meste af dagen. Politiet kikkede forbi, og jeg tænkte, at nu havde de sgu opdaget mig; men de bad mig bare om at lukke vinduet.

Der er en ulv ude i skoven

I sidste uge tog en ulv et lam lige her syd for byen. Og i forgårs blev den fotograferet med en mobiltlf. lige nord for byen. Det er formentlig en ensom strejfer, der er kommet lidt langt sydpå; men vi har dem jævnligt her i området, selvom der ikke altid er skudsikkert bevis.

I følge eksperterne så var der senest ulve her i området i 2004. Men det var seneste gang, det var dokumenteret. Der er set ulve flere gange i den mellemliggende periode, de er bare ikke blevet fotograferet, og der har ikke været andet sikkert bevis.
Potespor er meget svære at bruge som bevis for ulve. Store hunde, specielt store blandingsracer, kan afsætte spor, som selv eksperter har meget svært ved at skelne fra ulve. Ofte følger eksperterne sporet længe, måske en kilometer eller mere, og baserer deres dom mere på den adfærd, som sporene viser end på sporene i sig selv.

I denne omgang var der da også en ekspert ude og sige til avisen, at det næppe var en ulv, der var på spil, til trods for lammet, for spor og at flere mennesker indenfor de seneste uger har rapporteret, at de har set en ulv i området. Men det var altså inden, der kom et foto på bordet.

Selvom det gamle grænseland her i det allernordligste Skåne, hvor jeg bor, er mere tætbefolket og bebygget end ulvenes normale levesteder længere oppe i Sverige, så er der egentlig intet til hinder for at en ulveflok eller to kunne leve mere eller mindre fast her i området. Der er skove nok, og en ulveflok har et stort revir, typisk omkring 200 km2 eller mere.
I så fald skal folk dog vænne sig til, at der engang imellem ryger et par husdyr. Et lam, et får og lignende. Også kæledyr kan være i fare, katte og hunde der løber frit i skov og på mark. Men der er absolut ingen fare for mennesker.

Til trods for ulvens ikke alt for gode omdømme findes der historisk intet belæg for, at ulve skulle jage eller uprovokeret gå til angreb på mennesker.

Jeg synes, at det er lidt hyggeligt - godt nok ikke for lammet, men sådan er det jo i naturen.

Det er ringe

Nu har de ligget dér i årevis og grinet af mig. De vil aldrig komme i brug, de var dyre i indkøb men kan aldrig indbringe den pris igen, alligevel er de noget værd i dag. Egentlig er det jo tåbeligt at have en værdi liggende, som ikke er noget værd – for mig. Og i disse finanskrisetider …

Så jeg tog mit gamle guld frem. Forlovelsesringe og vielsesring, andre ringe, armlænke, slipsenål og den slags. De to ringe arvet fra min far lagde jeg tilbage. Måske skal jeg aldrig gå med dem igen; men de skal heller ikke sælges.

Men jeg kommer aldrig til at gå med slipsenål igen, og jeg kommer bestemt ikke til at bruge gamle forlovelsesringe med inskription, og da slet ikke vielsesringen med navn og dato indgraveret.

Så jeg tog af sted til København bevæbnet med guld. Den guldsmed, der havde virket mest fornuftig i telefonen og havde den mest tillidsvækkende hjemmeside, boede på første sal i et kontorlokale. Jeg havde ventet en guldsmedebutik.
Efter at være kommet igennem to låste døre sad vi ved et bord, hvor mit guld blev bredt ud. Han spurgte om jeg havde besluttet mig for at sælge det. Det havde jeg.
”Jeg skal file i det”, forklarede han.
Det kom bag på mig; men det var åbenbart nødvendigt lige at komme under overfladen. Derefter duppede han det med en kemisk opløsning. Han forklarede, at væskens farve skulle blive gennemsigtig, hvis det holdt de14 karat som ventet. Det gjorde det alt sammen undtagen én ring.

Det var min forlovelsesring i hvidguld tilbage fra 1981. Den holdt ikke 14 karat. Så prøvede han med en anden væske, den blev også sort som tegn på, at ringen var under 8 karat.
”Så kalder vi det ikke guld”, forklarede han.
Vi købte ringene, som ikke var billige, husker jeg, hos en guldsmed i Hørsholm. Mærkeligt 28 år efter at få at vide, at det man har købt, og altid anset, for hvidguld ikke er guld.

Så den ring havde jeg med hjem igen. Nu med et lille filemærke i.