Det dejlige påskevejr

Hvor er det dejligt, at påsken har overrasket os med varmt og smukt vejr.

Min nabo har brugt sin kompostkværn i dag afbrudt nu og da af en eller anden satellitkanals fodboldtransmissioner for åben terrassedør. Min genbo har højtryksspulet sin campingvogn hele dagen samtidig med, at hans radio har kæmpet for at overdøve det. Min anden nabo fik, hvad der ligner, 30 rummeter træ i meterlange stammer i går. Nu er han i gang med at servicere sin motorsav til påsken, og brændeflækkeren er allerede stillet op.

Hvor skal det blive dejligt at nyde påskevejret på verandaen med en kop kaffe og en god bog …

Der kan være mange grunde til at blive budt på kaffe

Jeg har kørt forbi den grusvej i udkanten af den nordskånske by så tit. I dag, onsdag, på vej hjem fra skoven, drejede jeg derind. Vi kørte vel omkring ti kilometer på højdedraget bag byen, igennem skov og marker med spredte huse her og der. Til sidst sluttede vejen brat på en gårdsplads. Sådan er det ofte med små svenske grusveje.
En kvinde så skeptisk til fra sin veranda. Jeg rullede ruden ned:
”Förlåt, jeg troede, at vejen førte et eller andet sted hen.”
”Det gør den da også,” hun slog ud med hånden.
”Nå ja. Jeg bor nede i byen, har kørt forbi vejen så tit, blev nysgerrig. Undskyld forstyrrelsen.”
”Sød hund,” hun pegede mod bilens bagende, hvor schæferen sad bag vinduet og gjorde sig til.
”Sød? Han er en børste, er han.”
”Vil du have kaffe?”
”Kaffe?”
”Ja. Hvis jeg havde kørt én mil forgæves, ville jeg godt have en kop kaffe, før jeg kørte retur.” Hun slog ud med hånden mod en bænk og et bord på verandaen.
Vi steg ud, og jeg slog mig ned. Kaffen var god. Kvinden var knapt midaldrende. Hendes øjne var levende, men hun smilede ikke. Hun fodrede schæferen med lækkerier, og han blev straks forelsket.
”Du er dansk?”
Det kunne jeg jo ikke løbe fra.
”Men du bor her?”
Jeg fortalte hvorfor, og hun spurgte – usædvanlig direkte for en svensker – hvad jeg beskæftigede mig med.
”Forfatter,” svarede jeg.
”Jeg skriver på en bog om bagværk, det har jeg gjort i flere år” forklarede hun. ”Svenske opskrifter på landet.”
Jeg nikkede høfligt. Så hentede hun et par stykker hjemmebagt gulerodskage, som viste sig at være på perfekt bølgelængde med mine smagsløg. Også schæferens.
”Jeg er fraskilt,” fortalte hun, og jeg tænkte: Lad mig komme væk. Men jeg tog fejl.
”Det er mange år siden,” tilføjede hun.
Hun kikkede på uret. Det havde hun vist gjort et par gange.
”Jeg må også hellere …”
”Nej, nej, tag en kop mere.”
Kort efter kørte en bil ind på gårdspladsen. En mand steg ud.
”Bare én, der skal hente noget,” forklarede hun og smilede til mig for første gang. Næsten indladende.
Jeg hilste høfligt; men han skulede blot og gik forbi. Straks efter kom han ud med en kuffert og en flyttekasse, som han bare trak efter sig. Bilen forsvandt i en sky af støv.
”Tidligere kæreste?”
Hun nikkede.
”Nå, jeg må også hellere …”
Denne gang sagde hun mig ikke imod.

Et mentalt tilfælde?

Formiddagens plan var enkel her i det nordskånske. Først til Skatteverket for at aflevere oplysninger og stille et par spørgsmål. Derefter omkring hospitalets skadestue for at konstatere om pegefingeren virkelig var brækket efter det lille uheld med bildøren for et par uger siden.

Det startede virkeligt godt. Otte minutter tog det hos Skatteverket. Således opmuntret tog jeg videre til hospitalet. Jeg havde noget at have min optimisme i, fordi jeg gik for et par år siden til en række ambulante undersøgelser på skånske sygehuse og fandt ud af, at man, i modsætning til i det danske sygehusvæsen, mener det alvorligt, når man giver patienten en aftalt tid. Jeg har sjældent ventet over ti minutter. På skadestuen er det noget andet, skulle jeg erfare.

Først måtte jeg betale sek 300 (gad vide om patienten med et hjerteanfald også skal betale før lægen kommer?), så ventede jeg tyve minutter og blev derefter vist ind i et undersøgelseslokale på størrelse med et kosteskab. Lægen ville snart komme, fik jeg at vide.

Nu skal det indrømmes, at jeg er typen, der bliver et mentalt tilfælde efter 120 sekunder i en Netto-kundekø. Jeg mener vel principielt, at enhver ventetid udover det bagatelagtige er et udtryk for manglende respekt. Og jeg bestræber mig på aldrig at være årsag til, at andre skal vente. Selvom man i visse ventesituationer kan læse en bog eller en avis, så er det jo ikke sikkert, at man er oplagt til det på lige netop det tidspunkt. Jeg kan ikke frigøre mig for fornemmelsen af, at det er værdifulde minutter og timer af mit liv, der smides i skraldespanden i en ventesituation.

Da jeg havde ventet 70 minutter i kosteskabet, sprang jeg en sikring. Jeg drønede ud ad døren for at finde en hvid kittel, som jeg kunne sige et par sandheder om manglende respekt til. Der var som støvsuget for personale. De var nok gået til frokost. Et sted inde bag en tyk glasrude sad en sygeplejerske optaget i telefonen. Øjenkontakt ikke mulig. Et sted for enden af en lang gang hastede et par hvidklædte af sted og forsvandt. Jeg gik ud i receptionen, som også var tom.

Dyb indånding. Jeg har jo fået at vide, at jeg skal passe på blodtrykket og lade være med at stresse mig selv op. Jeg besluttede mig for at glæde mig over succesen hos Skatteverket, og sådan en smule brækket finger kunne jeg vel selv lægge en skinne på (ligesom hvis det var sket under en af vores fisketure i vildmarken). Og så kørte jeg bare hjem.