Formiddagens plan var enkel her i det nordskånske. Først til Skatteverket for at aflevere oplysninger og stille et par spørgsmål. Derefter omkring hospitalets skadestue for at konstatere om pegefingeren virkelig var brækket efter det lille uheld med bildøren for et par uger siden.
Det startede virkeligt godt. Otte minutter tog det hos Skatteverket. Således opmuntret tog jeg videre til hospitalet. Jeg havde noget at have min optimisme i, fordi jeg gik for et par år siden til en række ambulante undersøgelser på skånske sygehuse og fandt ud af, at man, i modsætning til i det danske sygehusvæsen, mener det alvorligt, når man giver patienten en aftalt tid. Jeg har sjældent ventet over ti minutter. På skadestuen er det noget andet, skulle jeg erfare.
Først måtte jeg betale sek 300 (gad vide om patienten med et hjerteanfald også skal betale før lægen kommer?), så ventede jeg tyve minutter og blev derefter vist ind i et undersøgelseslokale på størrelse med et kosteskab. Lægen ville snart komme, fik jeg at vide.
Nu skal det indrømmes, at jeg er typen, der bliver et mentalt tilfælde efter 120 sekunder i en Netto-kundekø. Jeg mener vel principielt, at enhver ventetid udover det bagatelagtige er et udtryk for manglende respekt. Og jeg bestræber mig på aldrig at være årsag til, at andre skal vente. Selvom man i visse ventesituationer kan læse en bog eller en avis, så er det jo ikke sikkert, at man er oplagt til det på lige netop det tidspunkt. Jeg kan ikke frigøre mig for fornemmelsen af, at det er værdifulde minutter og timer af mit liv, der smides i skraldespanden i en ventesituation.
Da jeg havde ventet 70 minutter i kosteskabet, sprang jeg en sikring. Jeg drønede ud ad døren for at finde en hvid kittel, som jeg kunne sige et par sandheder om manglende respekt til. Der var som støvsuget for personale. De var nok gået til frokost. Et sted inde bag en tyk glasrude sad en sygeplejerske optaget i telefonen. Øjenkontakt ikke mulig. Et sted for enden af en lang gang hastede et par hvidklædte af sted og forsvandt. Jeg gik ud i receptionen, som også var tom.
Dyb indånding. Jeg har jo fået at vide, at jeg skal passe på blodtrykket og lade være med at stresse mig selv op. Jeg besluttede mig for at glæde mig over succesen hos Skatteverket, og sådan en smule brækket finger kunne jeg vel selv lægge en skinne på (ligesom hvis det var sket under en af vores fisketure i vildmarken). Og så kørte jeg bare hjem.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Med kun 8 minutter hos Skattefar, havde du tydeligvis opbrugt dagens kvote af held. Var aldrig sket i dk. Altså det med skat.
SvarSletHa, ha, du har nok ret i det med heldkvoten, Sarah. Og også i at det aldrig var sket hos det danske skatteuvæsen.
SvarSletvh. Per
Om forlov - det er vist godt, du bor i Sverige. I DK er det et MIRAKEL, hvis du kommer til på skadestuen 2-3 timer efter, du er ankommet. Det samme gælder hos lægevagten. Normalt kan du snildt vente i 5 timer.
SvarSletDet har du helt ret i, Pia. Jeg har jo tidligere prøvet den slags i DK, og mit blodtryk stryger straks op på omkring 1.000. Når man så endelig kommer til hos lægen, så siger hun, at "du har alt for højt blodtryk, det burde du virkelig gøre noget ved."
SvarSletDet er sikkert en genfejl hos mig, at jeg ved ventetid straks bliver rasende over mangel på respekt; men grundliggende mener jeg, at ventetid (udover en vis bagatelgrænse) er unødvendig. Det er et spørgsmål om planlægning. Og når man ikke gider det, så er det mangel på respekt for dem, der venter. Den danske helbredssektor har udviklet sig til et eksempel på den ultimative mangel på respekt, mener jeg.
Nu har jeg været lægesekretær i mange år, og derfor kan jeg se den anden side af dette her.Ventetid er aldrig personligt ment og aldrig mangel på respekt, tro mig. Der er så mange andre årsager til det. Først og fremmest mangler sundhedssektoren personale - i hvert fald i DK, Sverige ved jeg ikke noget om, det er ikke deres egen skyld, det er et politisk spørgsmål. Der skal simpelthen flere penge til personale. Dernæst kan mange ting gå galt i løbet af en dag. Der kan være sygdom blandt personalet (der jo faktisk er mere eksponeret end folk er flest), ikke råd til vikarer (igen politisk). Der kan være patienter, der ikke møder op til tiden, eller som slet ikke kommer uden at melde afbud, som personalet venter på. Der kan være tekniske problemer med undersøgelsesudstyr og/eller pc'er. Der kan være forsinkelser i transport af patienter (mange patienter bliver jo kørt af sygetransporter). Der kan være akutte patienter, som man bliver nødt til at tage sig af først. Mulighederne er mange. Men selvfølgelig er det røvsurt at vente! Man må blot også tænke på, at det aldrig er med personalets gode vilje, at man sidder der og venter.
SvarSletJeg har forståelse for dine argumenter, Pia. Min anklage om manglende respekt går på hele systemet, fra sygeplejersken til den politiske beslutningstager.
SvarSletEfter min opfattelse er ventetid et resultat af manglende planlægning og måske også manglende konkurrence (jeg mener dermed ikke, at det hele skal privatiseres).
Jeg tror simpelthen ikke på, at det er umuligt at nedbringe ventetiden til et rimeligt niveau. Jeg tror, at viljen mangler, fordi det har været sådan så længe, at man ikke mere ofrer opmærksomhed derpå.
Både sygeplejersker og læger er sikkert også presset af en alt for stor arbejdsbyrde og tåbelige administrative krav. Så er det begrænset, hvor meget overskud der er til at tænke ud af boksen og være kreativ. Endelig laver patienterne formentlig ikke meget vrøvl. Desværre.
vh. Per
Hvorfor tog du ikke en krimi med, Per? :)
SvarSletJeg havde faktisk hele to bøger og et magasin med, Elin. Det var den eneste årsag til, at jeg holdt i 70 minutter ...
SvarSletvh. Per