fredag den 16. april 2010

Den danske lethed

”Savner du ikke Danmark?” spurgte hun.
Jeg tog telefonen væk fra øret, hen i synsfeltet og kikkede tvivlsomt på den, som om jeg havde hørt galt.
”Hvorfor, måske på grund af de danske huspriser?” spurgte jeg og så mig om i stuen i mit Nordskånske hus. Det havde kostet en tiendedel af, hvad et tilsvarende ville koste i Nordsjælland.
”Nej, selvfølgelig ikke, men …”
”Måske på grund af bilpriserne?” En fabriksny Volvo V70 fås i øjeblikket fra dkk 186.000 her i Sverige.
Hun sukkede.
”Eller leveomkostningerne?” Jeg sparer mindst tyve procent på husholdningen her i Sverige.
”Måske savner jeg janteloven, eller det danske skattetryk, de danske politikere, de danske TV-programmer eller den danske høflighed?”
Nu blev hun irriteret.
”Nu ved jeg det, den danske natur?” fortsatte jeg og kikkede ud ad vinduet mod skoven, hvor schæferen og jeg for nylig mødte en elg.
”Glem det!”
”Nej, ved du, hvad jeg savner. Jeg savner den danske ironi.”
Det overraskede hende.

Jeg savner den danske ironi og den lethed, hvormed vi danskere går igennem tilværelsen. Her i Sverige er livet en anderledes alvorlig sag.

Gode svenske venner er såmænd ligeså humoristiske som de danske og generelt i godt humør. Men svenskere, som man ikke kender godt eller møder på deres job, er generelt alvorlige mennesker. Man skal ikke lave sjov med dem eller deres funktion, det modtages som mangel på respekt. I Danmark er vi jo vant til, at mange omgås deres eget job med en vis selvironi, også overfor kunder. Den slags sker ikke i Sverige.

Jo, jeg savner engang imellem den danske sarkasme og ironi. Den danske lethed. Jeg er ikke sikker på, at noget tilsvarende overhovedet findes i et andet land.

4 kommentarer:

  1. Selvironi er en fantastisk ting - og måske også nødvendig, når man hver måned skal bruge 90% af sin indtægt på hus og bil og rugbrød... :-)

    Det er muligt, at huspriserne i dk er faldet med nogle promiller, så man nu kan få en 1-værelses med lokum på gangen for UNDER 2,5 millioner, til gengæld ruller inflationen over landet, så det hver eneste uge koster 20 kroner mere for de samme 7 varer i indkøbskurven.

    Forhåbentlig bliver vi ved med at bevare selvironien og sarkasmen - ellers ender det med, at vi alle emigrerer til Sverige ...

    SvarSlet
  2. Jeg var ikke klar over, at man kunne mærke inflation i DK i øjeblikket, Sarah. Her i Sverige er det egentlig modsat lige nu - visse varer bliver lidt billigere, fordi den svenske krone er steget. Den står nu i omkring kurs 76 overfor den danske, hvor vi har været nede under 70 sidste år.

    Jeg håber, at alle bevarer selvironien i DK, selvom vi har plads her i det svenske til enhver dansker, der gerne vil have billige boliger, biler og bøffer.

    vh. Per

    SvarSlet
  3. Må indrømme, at det er fristende. Bor lige ved Amager Strand, så jeg kan se Sveriges kyst i horisonten - og alle de billige boliger, biler og bøffer :-)

    SvarSlet
  4. Og jo, inflationen er bestemt til at få øje på - men det er jo ikke ligefrem noget politikerne bliver genvalgt på, hvis de siger det højt :-)

    SvarSlet