Jeg er ingen handymand. Og jeg tror ikke, at den danske håndværkerstand er gået glip af noget stort talent, fordi jeg valgte en anden næringsvej. Men faktisk kan jeg godt holde på et stykke værktøj, for jeg startede egentlig min erhvervsmæssige løbebane som automekanikerlærling.
Jeg er ingen handymand, fordi det ikke interesserer mig. Jeg ser ingen udfordring i at rende rundt i kedeldragt i mit eget hjem med værktøj hængende ud af alle lommer og tommestokken evigt klar. Så man vil aldrig se mig bygge en carport eller snedkerere en udestue.
Hvorfor dog være dobbelt så lang tid som en professionel håndværker om at udføre et stykke arbejde halvt så godt? Og det er jo sådan, det ofte bliver.
I de mere end femogtyve år hvor jeg var ejendomsmægler, så jeg i sagens natur masser af boliger. Min erfaring var, at alt for mange handymænd ødelagde alt for meget på deres eget hus, fordi de absolut skulle selv. Det er nemlig ikke nok at kunne holde på et stykke værktøj. Man skal også vide hvad værktøj, man skal bruge. Og have erfaring med det, man laver.
Jeg medgiver, at årsagen til at gøre det selv kan være af rent økonomisk art. Og det kan jeg såmænd godt forstå. Det var også en udpræget trang til påholdenhed, der overmandede mig forleden dag, da jeg opdagede, at der var en utæthed under køkkenvasken.
To steder piblede det varme vand ud. Resolut skiftede jeg til kedeldragten og fandt værktøjskassen frem. Med min baggrund for femogtredive år siden med millimeterværktøj og faste nøgler, har jeg aldrig rigtigt kunnet forstå VVS-folkenes brug af store skiftenøgler og rørtænger. Den slags værktøj er vel mere velegnet til at slå folk ihjel med end til at skrue noget fast med. Da jeg desuden, de få gange i min tid som husejer hvor jeg har haft en utæt VVS-installation, har været i en økonomisk situation, hvor jeg har kunnet ringe til en fagmand, så havde jeg egentlig ikke rigtig nogen erfaring på det her område.
Jeg skruede de utætte rør fra hinanden og pakkede dem med noget pakgarn. Hvor svært kunne det være? De var derefter tætte – i cirka et halvt minut. Efter et yderligere et forgæves forsøg kørte jeg de tyve kilometer til et byggemarked og købte nye stumper. Da de blev skruet på, var det tæt.
Mens jeg stod og beundrede mit arbejde og roste mig selv, så begyndte det at dryppe oppe fra bunden af vandhanearmaturet. Der havde været to utætheder på én gang, og nu var der en tredje. Jeg gloede vantro.
Men stædig er man, så jeg kørte de tyve kilometer igen og købte et nyt blandingsbatteri. Da jeg havde monteret det, så opstod der en for mig uforklaring utæthed ovre ved det kolde vand. Og det havde jeg slet ikke havde været i nærheden af.
Jeg bekæmpede en voldsom lyst til at smide noget ud af vinduet uden at åbne det først. I stedet gik jeg ind og ringede til vores lokale VVS-mand. Nu har han udskiftet alt imellem vandstikket og vandhanen – nå ja, næsten.
Da jeg så gik rundt og glædede mig over det, og lige åbnede for vandhanen i badeværelset, så knækkede grebet af. Så er det bare, at jeg i al stilfærdighed spørger: Sig mig, er det her skjult kamera???
Jeg er ingen handymand, fordi det ikke interesserer mig. Jeg ser ingen udfordring i at rende rundt i kedeldragt i mit eget hjem med værktøj hængende ud af alle lommer og tommestokken evigt klar. Så man vil aldrig se mig bygge en carport eller snedkerere en udestue.
Hvorfor dog være dobbelt så lang tid som en professionel håndværker om at udføre et stykke arbejde halvt så godt? Og det er jo sådan, det ofte bliver.
I de mere end femogtyve år hvor jeg var ejendomsmægler, så jeg i sagens natur masser af boliger. Min erfaring var, at alt for mange handymænd ødelagde alt for meget på deres eget hus, fordi de absolut skulle selv. Det er nemlig ikke nok at kunne holde på et stykke værktøj. Man skal også vide hvad værktøj, man skal bruge. Og have erfaring med det, man laver.
Jeg medgiver, at årsagen til at gøre det selv kan være af rent økonomisk art. Og det kan jeg såmænd godt forstå. Det var også en udpræget trang til påholdenhed, der overmandede mig forleden dag, da jeg opdagede, at der var en utæthed under køkkenvasken.
To steder piblede det varme vand ud. Resolut skiftede jeg til kedeldragten og fandt værktøjskassen frem. Med min baggrund for femogtredive år siden med millimeterværktøj og faste nøgler, har jeg aldrig rigtigt kunnet forstå VVS-folkenes brug af store skiftenøgler og rørtænger. Den slags værktøj er vel mere velegnet til at slå folk ihjel med end til at skrue noget fast med. Da jeg desuden, de få gange i min tid som husejer hvor jeg har haft en utæt VVS-installation, har været i en økonomisk situation, hvor jeg har kunnet ringe til en fagmand, så havde jeg egentlig ikke rigtig nogen erfaring på det her område.
Jeg skruede de utætte rør fra hinanden og pakkede dem med noget pakgarn. Hvor svært kunne det være? De var derefter tætte – i cirka et halvt minut. Efter et yderligere et forgæves forsøg kørte jeg de tyve kilometer til et byggemarked og købte nye stumper. Da de blev skruet på, var det tæt.
Mens jeg stod og beundrede mit arbejde og roste mig selv, så begyndte det at dryppe oppe fra bunden af vandhanearmaturet. Der havde været to utætheder på én gang, og nu var der en tredje. Jeg gloede vantro.
Men stædig er man, så jeg kørte de tyve kilometer igen og købte et nyt blandingsbatteri. Da jeg havde monteret det, så opstod der en for mig uforklaring utæthed ovre ved det kolde vand. Og det havde jeg slet ikke havde været i nærheden af.
Jeg bekæmpede en voldsom lyst til at smide noget ud af vinduet uden at åbne det først. I stedet gik jeg ind og ringede til vores lokale VVS-mand. Nu har han udskiftet alt imellem vandstikket og vandhanen – nå ja, næsten.
Da jeg så gik rundt og glædede mig over det, og lige åbnede for vandhanen i badeværelset, så knækkede grebet af. Så er det bare, at jeg i al stilfærdighed spørger: Sig mig, er det her skjult kamera???
Ha ha, ja det er den slags dage, man burde være blevet i sin seng!
SvarSlet