Hvorfor?

Hvorfor går du ikke bare planken ud?

Hvorfor står du derinde og småhopper på den og siger, at den gynger for meget. Hvorfor tror du, at den er alt for smal?
Nej, der er en risiko, og måske går det ikke; men gå nu ud og mærk vinden - og livet. Hvad er det værste, der kan ske?

Nyd nuet ...

Husk glæden ved hverdagens øjeblikke. Det er dér, lykken leger skjul ...

Lidt for sarte?

Da jeg var barn, kaldte man farvede mennesker for negere. Og man kunne stadig købe 1946-udgaven af "Tintin i Congo". Vi vidste, at "finnerne har let til kniven," og min mor, der havede oplevet anden verdenskrig mente, at "tyskere kan lide at marchere."

Sådan sagde man så meget dengang, der skyldtes ukendskab og generalisering. Det er rart, at det har ændret sig.

Jeg læser i avisen i dag, at Landsforeningen Krim har anmeldt Københavns politis drabschef Ove Dahl for racisme. Det har en radikal politiker tidligere gjort på grund af den samme bemærkning. Hun trak dog anmeldelsen tilbage, da Ove Dahl beklagede sin udtalelse.

Ove Dahl sagde i forbindelse med et rovmord på en norsk stewardesse på et hotel i København:
"Rumænerne er skruppelløse. De slår ihjel for et par hundrede kroner. Det er en helt anden kultur."

Jeg opfattede den udtalelse som "KRIMINELLE rumænere er ..." på grund af den sammenhæng, som den blev fremsat i. For mig er det stadig indlysende, hvad drabschefen mente. Naturligvis er det ikke dækkende for samtlige rumænere. Kan man overhovedet forstå det sådan, med mindre man ønsker at misforstå?

Kan vores skriftlige og mundtlige udtalelser mon tåle en gennemgang af kritiske øjne, klar til at misforstå. Er vi ikke alle ofte så upræcise, at det kan misforstås, hvis man vil. Hvor mange vil snart holde helt kæft af frygt for at få slynget tidens værste skælsord, "racist", efter sig. Gad vide, om man overhovedet må fortælle en gammel Århus-historie i dag. Er vi ikke generelt ved at blive lidt for sarte?

Nar nummer et

Det er sommer, det er sol, det er lørdag morgen. Jeg sætter mig tidligt ud på verandaen sammen med schæferen. Jeg holder meget af disse weekendmorgener, når byen endnu ikke er vågnet op, og der er helt stille. Ingen trafik, ingen omdrejninger på haveredskaberne, kun fred og fuglefløjt.
Jeg læser i en bog om Dalai Lama, om næstekærlighed og om at leve i harmoni. Jeg drikker Gevalia og den totale …

Så starter der en motoriseret terrorklipper. Klokken er kun 8.30. Den velkendte lov om altings nederdrægtighed. Jeg flyver op og undersøger, hvor lyden kommer fra.
Naturligvis! Det er områdets nar nummer et: Min genbo mod nordvest.

Jeg lægger bogen. Det skal fandme være løgn. Jeg trækker i den grå tilbudskedeldragt fra Bauhaus og finder buskrydderen i skuret. Den kører på diesel, har trækkraft som en lastvogn og lyder også sådan.
Jeg starter og skaber temperatur i motoren ved længe at gasse op og ned. Desværre er der ingen buske at rydde, så jeg snupper et æbletræ. Det larmer og kvaser godt. Så kan han lære det!

Da æbletræet ligger knockoutet på jorden, slukker jeg buskrydderen. Nar nummer et er stadig i gang med sin græsslåmaskine. Sig mig, fik han ikke budskabet?

Jeg henter min motorsav. Den er tunet og med turbo. Den lugter som en mindre BP olieboreplatform, der endnu ikke er sunket, og larmer som en formel 1 racer under heftig nedgearing.
Jeg skærer æbletræet op og når tillige et godt stykke ned i græsplænen. Schæferen ligger oppe på verandaen og holder sig for ørerne.
Da jeg er færdig hører jeg stadig den latterlige pjevsede græsslåmaskinemotor hos nar nummer et. Er det virkelig endnu ikke feset ind på skærmen hos ham?

Så fælder jeg et par træer, som egentlig ikke skulle have været fældet. Derefter skærer jeg havemøblerne i stykker og flagstangen og …

Fatter folk da ikke, at nogen af os er rolige besindige mennesker, som trives bedst uden støj, og bare engang imellem gerne vil have lov at læse en bog i fred udendørs?

Når rigtige mænd ordner have

En af mine facebook venner skrev, at haven kaldte. Det var vist noget med blå himmel og en god bog.
Min have kaldte også i går. Den råbte: ”Der skal slås græs!”
Det ignorerede jeg godt nok. Det kan vente et par dage.

Jeg har stor respekt for folk, der bruger al fritid på at nusse i haven; men det er ikke noget for mig. Jeg nyder min have, og det betyder for mig, at havearbejdet skal holdes på et absolut minimum, mens liggestolen, det lille kaffebord på verandaen og læsestolen ude under blommetræet ved stensætningen skal bruges maksimalt.

Hvis jeg solgte bøger som Dan Brown, så havde jeg en have på flere tønder land. Den ville være udlagt med skov, små søer med liv, mælkebøttemarker og blomsterenge. Ikke at jeg har noget imod parklignende haver. Det er såmænd smukt; men jeg ville ikke have lyst til at holde den – eller betale gartnerregningen.
Nu sælger jeg ikke bøger i de mængder, så jeg har en have på ca. 1/5 tønde land. Det er mest græs – eller mos.

Jeg har sådan et princip, som jeg kalder no-nonsens havevedligeholdelse. Det vil jeg godt forklare:
Jeg lavede lidt havearbejde i weekenden. I indkørslen var græsset blevet lidt langt. Og det er ligesom et problem, når indkørslen egentlig er grusbelagt. Her kan man med fordel bruge en buskrydder til at tage toppen.
Omkring min havedam har jeg sten og planter. Her havde ukrudt og græs blandet sig. Der plejer jeg at bruge en buskrydder.
Og så har jeg et bed her foran huset med primært stedsegrønt samt nogle få roser og lignende. Der var ukrudtet skudt op overalt, så der skulle luges. Til det kan jeg anbefale en buskrydder.

Nogen vil måske mene, at man burde bruge sådan en eldrevet kanttrimmer. Men det er for kvinder. Rigtige mænd bruger buskrydder. Og vel at mærke en buskrydder, der kører på diesel og med trækkraft som en lastvogn. Den lyder også sådan. En buskrydder, som ikke må komme for tæt på husets fundament, for så ryger det også. Det er en herrerigtig måde at ordne have på.

Nu får jeg formentlig et nyt trusselbrev fra Det Danske Haveselskab …

Men i morgen ...

Jeg får gerne lidt dårlig samvittighed, når jeg smækker noget frossent ind i mikrobølgeovnen. Så lover jeg mig selv, at i morgen skal jeg nok koge nogle grøntsager og den slags. Men det kan være svært at nå lige dér imellem gåturen med schæferen, det seneste afsnit af ”Rules of engagement” og TV nyhederne, som kommer lige efter.

Dagen efter får jeg rejst mig lidt sent fra computeren til eftermiddagsturen med schæferen. Vi får gået en god tur, tiden går, og så møder vi en nabo, som jeg lige skal spørge til råds om hans erfaringer med lokale tømrere.

Da vi er tilbage, er klokken næsten 18.30, og i dag er der ”Seinfeld”, og det er jo simpelthen verdens mest geniale humor, så jeg finder en pakke frossen lasagne i reklamepausen. Ind i mikroen, otte minutter og der er dækket ved sofabordet. Og så lover jeg mig selv, at i morgen vil jeg bestemt smide et magert stykke kød på panden og koge nogle grøntsager.

Problemet er, at ”i morgen” er i dag og har været det den sidste uges tid …