Da jeg var barn, kaldte man farvede mennesker for negere. Og man kunne stadig købe 1946-udgaven af "Tintin i Congo". Vi vidste, at "finnerne har let til kniven," og min mor, der havede oplevet anden verdenskrig mente, at "tyskere kan lide at marchere."
Sådan sagde man så meget dengang, der skyldtes ukendskab og generalisering. Det er rart, at det har ændret sig.
Jeg læser i avisen i dag, at Landsforeningen Krim har anmeldt Københavns politis drabschef Ove Dahl for racisme. Det har en radikal politiker tidligere gjort på grund af den samme bemærkning. Hun trak dog anmeldelsen tilbage, da Ove Dahl beklagede sin udtalelse.
Ove Dahl sagde i forbindelse med et rovmord på en norsk stewardesse på et hotel i København:
"Rumænerne er skruppelløse. De slår ihjel for et par hundrede kroner. Det er en helt anden kultur."
Jeg opfattede den udtalelse som "KRIMINELLE rumænere er ..." på grund af den sammenhæng, som den blev fremsat i. For mig er det stadig indlysende, hvad drabschefen mente. Naturligvis er det ikke dækkende for samtlige rumænere. Kan man overhovedet forstå det sådan, med mindre man ønsker at misforstå?
Kan vores skriftlige og mundtlige udtalelser mon tåle en gennemgang af kritiske øjne, klar til at misforstå. Er vi ikke alle ofte så upræcise, at det kan misforstås, hvis man vil. Hvor mange vil snart holde helt kæft af frygt for at få slynget tidens værste skælsord, "racist", efter sig. Gad vide, om man overhovedet må fortælle en gammel Århus-historie i dag. Er vi ikke generelt ved at blive lidt for sarte?
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Problemet er vel, at hele debatten efterhånden er så betændt, at folk springer op af stolen, inden nogen sætning når at blive færdiggjort.
SvarSletOg hvorfor? Fordi det er en letkøbt måde at promovere sig selv på. Der bliver ikke længere diskuteret for at finde løsninger, men for at placere folk i to adskilte lejre. For og imod. Sort eller hvidt. Så at sige.
Mine bedsteforældre siger heldigvis stadig negerbolle, når der skal lidt ekstra på isvaflen, og det er da dejligt befriende midt i al denne hysteri.
Helt enig, Sarah. Og jeg synes faktisk, at dit første afsnit siger det hele uhyre præcist.
SvarSletvh. Per