Det var natten til fredag i forrige uge her i det nordskånske. Klokken var 02:51. Telefonen ringede.
Det er ikke med den store lyst, at jeg tager telefonen midt om natten. Det er sjældent gode nyheder på det tidspunkt.
"Det er Securitas. Dit batteri skal udskiftes."
"Hvad?"
Man ringer da ikke midt om natten for at fortælle, at alarmanlæggets batteristand er lav? Jo, her i Sverige gør man.
"Hvad skal jeg gøre?"
"Ingenting."
Åbenbart ville Securitas komme og skifte batteri en af dagene. De ville bare lige orientere mig.
Dels er klokken knapt tre om natten ikke det tidspunkt, hvor jeg er den hurtigste knallert på molen, dels var jeg vel bare glad over, at telefonsamtalen ikke drejede sig om død og ulykke, så jeg spurgte ikke nærmere.
"Øh, nå."
"Sov godt."
Tusind tak.
Jeg tænker, at det måske har noget at gøre med, at Securitas kan fraskrive sig det juridiske ansvar for om alarmanlægget virker, når de har orienteret mig om lav batteristand. Hun sagde vist også et eller andet om, at man ikke vidste, om det herefter ville virke. Det opfattede jeg således, at det når som helst kunne løbe tør for strøm. Det virker dog stadig lidt voldsomt at ringe midt om natten.
Nu er der gået elleve dage. Har jeg så fået udskiftet batteriet? Nej, jeg har ikke hørt en lyd fra Securitas. Åbenbart er man ikke lige så hurtig med nyt batteri, som man er på telefonen.
Tilsyneladende virker alarmanlægget stadig. Det giver alle de rette lyde, når man slutter det til og fra.
mandag den 16. august 2010
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ha ha, lidt ligesom den klassiske rusken i armen efterfulgt af spørgsmålet: "Kan du heller ikke sove?"
SvarSletJo, Securitas!
Lige præcis, Sarah. Securitas kom i øvrigt først efter en telefonisk rykker herfra. Jeg ringede midt om natten; men på det tidspunkt tog de sig kun af alarmer, sagde de. Jeg bad om at få et privattelefonnummer til en relevant Securitas-medarbejder, som jeg så kunne ringe hjem til og vække. Det ønske blev man noget forarget over. Der er ikke meget humor i de svenskere ...
SvarSletHa ha, nej telefonfis er som regel kun sjovt i den ene ende af linjen :-)
SvarSletMen godt at du fik lavet dit alarm-anlæg, som stadig virkede ...