Det Offentlige Uvæsen

Jeg hørte et indslag på P4 til morgen, der ikke var belastet af det store journalistiske talent.

Københavns kommune er åbenbart ved at montere en chip på alle skraldespande. En læser, monteret på skraldebilen, vil så aflæse hver gang, der tømmes. Det stod ikke helt klart, hvad formålet med det er.
Kommunens repræsentant fortalte, at det gav kommunen et overblik over, hvor tit den enkelte renovationsbeholder bliver tømt. Og det er jo noget pladder, for det ved kommunen også i dag.

Journalisten forsømte at følge op på det, i stedet kvidrede hun op om, at man så også kan se, hvis renovationsbeholderen forsvinder og står i en anden baggård. Som om hun troede, at de blev forsynet med GPS. I øvrigt ved jeg ikke, om tyveri af skraldespande er blevet et væsentligt punkt i kriminalstatistikken for København, men jeg tror det ikke.

Man forsynede også skraldespandene med chip i den danske kommune, hvor jeg boede, inden jeg flyttede til Sverige. Jeg spurgte kommunen om formålet og fik det samme pladder at vide som ovenfor. Direkte adspurgt påstod man, at det bestemt ikke var meningen, at renovationsafgiften skulle forhøjes som følge af det nye system, der medførte, at man blev opkrævet efter antal tømninger.

Surprise, surprise! Selvfølgelig blev afgiften forhøjet for enhver borger med et normalt og gennemsnitligt renovationsforbrug . Men jeg er sikker på, at kommunen kunne finde et par borgere, som slap billigere. Det indlysende formål var naturligvis at få flere penge i kassen.

Man vil naturligvis aldrig indrømme det; men min påstand er, at på embedsmandstopplan i det Offentlige Uvæsen arbejder man helt seriøst med at opfinde nye kreative måder at vride penge ud af borgerne på. En af de mest populære for tiden er omlægning af afgifter, herunder nye måder at beregne og opkræve på. Et godt eksempel er renovationsafgiften.

Selvom man skærer ned på service overfor borgerne på bl.a. områderne syge- og ældrepleje samt undervisning, og selvom man i øjeblikket fyrer folk, der udfører praktisk arbejde på hospitalerne, så har det Offentlige Uvæsen altid haft et helt ubændigt vokseværk på den administrative side.

Det Offentlige Uvæsen har hidtil mest ramt borgerne på lommerne; men jeg er bange for, at fremtidige ofre for Uvæsenet også vil være dem, der udfører praktisk arbejde indenfor det offentlige. Der er simpelthen ikke råd til sygeplejersker, plejere, skolelærere og den slags, når Uvæsenet kræver flere og flere ressourcer til at administrere sig selv og til at opdrage borgerne.

Det er desværre nok ikke til at stoppe. Vi har fodret Uvæsenet for længe, lukket øjnene mens det voksede og voksede, nu kræver det meget mere end en ridder i skinnende stål og på en hvid hest at bekæmpe dragen. Og hvor skulle sådan én også være. I det politiske liv? Næppe!