Snerydning midt i nattesøvnen

Udover tilværelsens store mysterier, som hvorfor sidder afløbet i min bruseniche på gulvets højeste punkt, hvorfor har min snavsetøjskurv altid top på, uanset hvor tit jeg vasker, og hvorfor har Shania Twain stadig ikke ringet og sagt ja til en date, så er der en anden ting, der undrer mig:

Hvorfor skal snerydning ske om natten?

Jo, jeg kender godt argumentet med, at så generer man ikke trafikken; men her i den lille bitte Nordskånske by, hvor jeg bor, er der altså ingen trafik. Alligevel rydder man sne om natten.

Jeg bor i udkanten af byen, og traktoren kommer herud til mig sådan cirka ved firetiden om morgenen. Måske har undersøgelser vist, at det er dér, man sover bedst?

Jeg bander og står op og drikker et glas vand, kikker ud ad vinduet og ser en traktor på størrelse med et mindre etplanshus, der lader sin skovl skrabe dybt ned under sneen, så spidserne laver krøller i asfalten og jordskælvsryster nabolaget.

Kort efter kører den pludselig igen, og alt bliver stille. Men den har ikke ryddet færdigt. Jeg vil tro, at chaufføren har fået en opringning på sin mobil fra en kollega. Denne har måske opdaget, at lyset er slukket og alle sover i husene ude i den østlige del af byen. Det kan man jo ikke have, så det må de ud at gøre noget ved.

Omkring fyrre minutter senere – jeg går ud, at undersøgelser har vist, at borgere der vækkes af snerydning falder i søvn igen efter en halv times tid med stilhed – kommer traktoren brølende retur og går i gang med at rydde resten af sneen. En del af sneen rydder den normalt direkte ind i min indkørsel, og derefter laver den en bunke på den plads, som jeg har ryddet foran postkassen.

Her i Sverige er det sådan, at postbilen skal kunne køre direkte til postkassen, postbuddet skal kunne rulle ruden ned, række armen ud og lægge brevene i postkassen. Er der ikke snefri tilkørsel til postkassen, er det ikke sikkert, at man får sin post.

Jeg prøver at lægge mig til at sove og drømmer, at jeg sidder i det lille kvistvindue med en stinger på skulderen. Jeg lægger an og FUSSSSS, lige i benzintanken. En ildsøjle rejser sig op i luften, ud mod vest, over banen og ned i skoven derude. I ildens spids flyver traktoren. Ude i skoven brænder den så voldsomt, at nat næsten bliver til dag. Jeg smiler og går i seng.

Næste morgen ligger der ganske rigtigt en bjergkæde af sne på tværs af min indkørsel, og postkassen er næsten væk bag en snevæg. Ude på vejen er sneen farvet sort, og der ligger en forkullet bagskærm fra en traktor …