I bero

Jeg har sat denne blog lidt i bero. Jeg oplever, at jeg oftere og oftere får afleveret mine meninger, morsomheder og indspark på min facebook-profil. Der er sikkert også flere, der læser mine opdateringer dér end her. Derfor er bloggen her blevet lidt overflødig.

Hvis I, der har fulgt med her på bloggen, gerne fortsat vil følge mine indfald og anfald så send mig gerne en venneanmodning på facebook.

Hverdagsrespekt

Det var varmt i nat. Jeg sov med åbent vindue på første sal. Klokken 06.10 blev jeg vækket af maskinlarm. Det var en af kommunens folk, der fjernede græs og ukrudt på fortovet med en benzindrevet trimmer eller mindre buskrydder, der larmede som en EM-afdeling for crossknallerter. Klokken ti minutter over seks!

For mig var det strålende. Mit vækkeur havde ringet klokken seks, og jeg havde rutinemæssigt slået det på snooze. Men jeg kunne have haft behov for at sove længere. Mine naboer lå måske og sov.

Mine evner for konstruktive indsigelser tidligt om morgenen begrænser sig til at åbne vinduet og råbe kaptajn Haddock-fornærmelser, så jeg valgte at gå på badeværelset og komme et par liter koldt vand i ansigtet først. Det ville måske give mig mulighed for at konfrontere kommunens mand med betragtninger om manglende respekt, omtanke og hensyn samt generelle holdninger til kommunen og offentlige myndigheder i øvrigt.

Desværre var han væk, da jeg havde fået tisset af og kølet hovedet.

Denne her daglige respekt for andre mennesker bliver mindre og mindre, synes jeg. Nu foregik det her i Skåne, hvor jeg bor. Og her er der en tendens til at naboer larmer mere end de gør i Danmark, og på mærkelige tidspunkter. Men at hverdagsrespekten bliver mindre, tror jeg, at Danmark og Sverige har fælles.
Hvis jeg havde fået åbnet vinduet og råbt kommunens repræsentant op igennem motorlarmen, så havde han sikkert, som sit forsvar, sagt et eller andet om, hvor meget han skulle nå, inden han havde fyraften klokken to. Så ville jeg have spurgt ham, om han da ikke tænkte på dem, som lå og sov inde i husene nu, fordi de mødte senere på arbejde, men skulle være friske helt frem til sidst på eftermiddagen, hvor de formentlig skulle servicere netop ham i supermarkedet eller i pølsevognen. Men han ville sikkert ikke have forstået, hvad jeg mente.

For det er mig-mig-mig. Folk har udstyret sig med egoismens skyklapper. Hverdagsrespekten siver ud imellem fingrene på os.

Undskyld!

Uanset hvad du har lavet, så lad være med at undskylde offentligt. Vi orker ikke at høre på flere, der mirakuløst er blevet genfødt som bedre mennesker. Vi orker ikke at høre flere undskylde overfor familie, Fido, katte og kanariefugle. Vi orker ikke, at høre flere fortryde deres opførsel. Vi ved jo godt, hvad det er, du fortryder. Du fortryder, at du blev opdaget.

Der var engang ...

Der sidder en finke i radioen og spiller noget, hun kalder rigtig syrerock. Hun aner ikke, hvad hun taler om. Mest af alt lyder det som en dromedar, der skider i en tuba. Næh, der var engang i urtiden, hvor vi lyttede til Led Zeppelin, Deep Purple og Pearls Before Swine, havde hår langt forbi kraven, sugede viden fra en chillum og spiste den slags små mikrofonpiger til natmad. Så vidt jeg husker.

Hvor svært kan det være?

På baggrund af skadestuens manglende medvirken, eller mit urimelige temperament (afhængig af hvordan man ønsker at se på det), stillede jeg diagnosen (brækket finger) selv. Se evt. blogindlæg af den 8. april 2011 for ubehagelige detaljer.

Derefter lavede jeg, på bedste vildmarksvis, en skinne som et rør af gaffetape foret med gaze. Nogle venner og bekendte mener, at det er hul i hovedet. Andre siger, at de ikke er overraskede. Hvad de så mener med det. Men skinnen har virket fremragende, og jeg kan skrive videre på mit manus. Hvor svært kan det være?

Skinnen har desuden den fordel, at den kan udskiftes med en ny hver dag. Det er ret behageligt at være fri for at gå med en svedig og bakteriefyldt skinne eller gipsforbinding. Hvem har overhovedet brug for læger?

Om et par dage har jeg haft skinne på i 4 uger. Så må det være godt nok. Så er jeg bare spændt på, om jeg kan bevæge fingeren.

Det dejlige påskevejr

Hvor er det dejligt, at påsken har overrasket os med varmt og smukt vejr.

Min nabo har brugt sin kompostkværn i dag afbrudt nu og da af en eller anden satellitkanals fodboldtransmissioner for åben terrassedør. Min genbo har højtryksspulet sin campingvogn hele dagen samtidig med, at hans radio har kæmpet for at overdøve det. Min anden nabo fik, hvad der ligner, 30 rummeter træ i meterlange stammer i går. Nu er han i gang med at servicere sin motorsav til påsken, og brændeflækkeren er allerede stillet op.

Hvor skal det blive dejligt at nyde påskevejret på verandaen med en kop kaffe og en god bog …

Der kan være mange grunde til at blive budt på kaffe

Jeg har kørt forbi den grusvej i udkanten af den nordskånske by så tit. I dag, onsdag, på vej hjem fra skoven, drejede jeg derind. Vi kørte vel omkring ti kilometer på højdedraget bag byen, igennem skov og marker med spredte huse her og der. Til sidst sluttede vejen brat på en gårdsplads. Sådan er det ofte med små svenske grusveje.
En kvinde så skeptisk til fra sin veranda. Jeg rullede ruden ned:
”Förlåt, jeg troede, at vejen førte et eller andet sted hen.”
”Det gør den da også,” hun slog ud med hånden.
”Nå ja. Jeg bor nede i byen, har kørt forbi vejen så tit, blev nysgerrig. Undskyld forstyrrelsen.”
”Sød hund,” hun pegede mod bilens bagende, hvor schæferen sad bag vinduet og gjorde sig til.
”Sød? Han er en børste, er han.”
”Vil du have kaffe?”
”Kaffe?”
”Ja. Hvis jeg havde kørt én mil forgæves, ville jeg godt have en kop kaffe, før jeg kørte retur.” Hun slog ud med hånden mod en bænk og et bord på verandaen.
Vi steg ud, og jeg slog mig ned. Kaffen var god. Kvinden var knapt midaldrende. Hendes øjne var levende, men hun smilede ikke. Hun fodrede schæferen med lækkerier, og han blev straks forelsket.
”Du er dansk?”
Det kunne jeg jo ikke løbe fra.
”Men du bor her?”
Jeg fortalte hvorfor, og hun spurgte – usædvanlig direkte for en svensker – hvad jeg beskæftigede mig med.
”Forfatter,” svarede jeg.
”Jeg skriver på en bog om bagværk, det har jeg gjort i flere år” forklarede hun. ”Svenske opskrifter på landet.”
Jeg nikkede høfligt. Så hentede hun et par stykker hjemmebagt gulerodskage, som viste sig at være på perfekt bølgelængde med mine smagsløg. Også schæferens.
”Jeg er fraskilt,” fortalte hun, og jeg tænkte: Lad mig komme væk. Men jeg tog fejl.
”Det er mange år siden,” tilføjede hun.
Hun kikkede på uret. Det havde hun vist gjort et par gange.
”Jeg må også hellere …”
”Nej, nej, tag en kop mere.”
Kort efter kørte en bil ind på gårdspladsen. En mand steg ud.
”Bare én, der skal hente noget,” forklarede hun og smilede til mig for første gang. Næsten indladende.
Jeg hilste høfligt; men han skulede blot og gik forbi. Straks efter kom han ud med en kuffert og en flyttekasse, som han bare trak efter sig. Bilen forsvandt i en sky af støv.
”Tidligere kæreste?”
Hun nikkede.
”Nå, jeg må også hellere …”
Denne gang sagde hun mig ikke imod.

Et mentalt tilfælde?

Formiddagens plan var enkel her i det nordskånske. Først til Skatteverket for at aflevere oplysninger og stille et par spørgsmål. Derefter omkring hospitalets skadestue for at konstatere om pegefingeren virkelig var brækket efter det lille uheld med bildøren for et par uger siden.

Det startede virkeligt godt. Otte minutter tog det hos Skatteverket. Således opmuntret tog jeg videre til hospitalet. Jeg havde noget at have min optimisme i, fordi jeg gik for et par år siden til en række ambulante undersøgelser på skånske sygehuse og fandt ud af, at man, i modsætning til i det danske sygehusvæsen, mener det alvorligt, når man giver patienten en aftalt tid. Jeg har sjældent ventet over ti minutter. På skadestuen er det noget andet, skulle jeg erfare.

Først måtte jeg betale sek 300 (gad vide om patienten med et hjerteanfald også skal betale før lægen kommer?), så ventede jeg tyve minutter og blev derefter vist ind i et undersøgelseslokale på størrelse med et kosteskab. Lægen ville snart komme, fik jeg at vide.

Nu skal det indrømmes, at jeg er typen, der bliver et mentalt tilfælde efter 120 sekunder i en Netto-kundekø. Jeg mener vel principielt, at enhver ventetid udover det bagatelagtige er et udtryk for manglende respekt. Og jeg bestræber mig på aldrig at være årsag til, at andre skal vente. Selvom man i visse ventesituationer kan læse en bog eller en avis, så er det jo ikke sikkert, at man er oplagt til det på lige netop det tidspunkt. Jeg kan ikke frigøre mig for fornemmelsen af, at det er værdifulde minutter og timer af mit liv, der smides i skraldespanden i en ventesituation.

Da jeg havde ventet 70 minutter i kosteskabet, sprang jeg en sikring. Jeg drønede ud ad døren for at finde en hvid kittel, som jeg kunne sige et par sandheder om manglende respekt til. Der var som støvsuget for personale. De var nok gået til frokost. Et sted inde bag en tyk glasrude sad en sygeplejerske optaget i telefonen. Øjenkontakt ikke mulig. Et sted for enden af en lang gang hastede et par hvidklædte af sted og forsvandt. Jeg gik ud i receptionen, som også var tom.

Dyb indånding. Jeg har jo fået at vide, at jeg skal passe på blodtrykket og lade være med at stresse mig selv op. Jeg besluttede mig for at glæde mig over succesen hos Skatteverket, og sådan en smule brækket finger kunne jeg vel selv lægge en skinne på (ligesom hvis det var sket under en af vores fisketure i vildmarken). Og så kørte jeg bare hjem.

Regndråber på kinden ...

Melankolsk Mandag. Gråt med et par regndråber på kinden, der kommer med vinden fra en byge et sted. En af Beatles’ bedste B-sider passer perfekt. Samtidig minder teksten mig meget om en pige, jeg kendte, dengang jeg var så ung, at jeg stadig troede på det meste …

TV

"Imbecile skvatmider og åndsamøber. De skulle stilles op ad en pæl og skydes i et kvarter og derefter serveres for mågerne!"
"Rolig nu," udbrød jeg. Selv schæferen så chokeret ud, og han er ellers en barsk én.

Så greb hun det nærmeste og kylede det efter tv-skærmen. Heldigvis var det en serviet.

Jeg mener også, at de reklamefolk, der laver hovedparten af tv-reklamerne, må være nogle lallende idioter; men ligefrem ...

Dagens citat

Jeg tabte gnisten. Den satte ild til mit dårlige humør. Nu er det væk.

citat: Mig selv

Dagens citat

En mand må have laster, helst af klasse, ellers har han ikke noget at skære ned på, når han bliver gammel.

Skrevet af Carlos Ruiz Zafón, forfatter.

Det skulle jeg bare have vidst for mange år siden

Som forfatter studerer man mennesker. Hvis man ikke gjorde det, inden man begyndte at skrive som en del af ens natur, så starter man i hvert fald på det, når man begynder at skrive seriøst. For at studere mennesker, og tyvlytte til hvad de siger, er en guldgrube af inspiration.

Enkelte gange glemmer jeg at være diskret. Det skete igen forleden dag, da jeg studerede en aldeles nydelig, yngre kvinde. Pludselig så hun surt på mig, og jeg skyndte mig at forklare:
"Undskyld at jeg stirrede på dig. Jeg er forfatter. Så kan man ikke lade være med at studere mennesker, man møder og blive inspireret."
"Guuud!" Og så indledte hun en samtale.

Det var dér, jeg blev lidt ærgelig. Den pickup line skulle jeg have kendt for mange år siden, dengang jeg var ung og troede, at jeg var smart ...

Besindig og med patina

Jeg ville gerne være besindig, verdensklog forfatter med gråt skæg, tilbagelænet i Chesterfield med patina. Jeg ville gerne tage imod alt, hvad verden smed min vej med en urokkelighed som Himmelbjerget. Det med skægget passer.

Jeg har jævnligt et temperament som et atomkraftværk under nedsmeltning. Jeg hader refleksmæssigt offentlige myndigheder, politikere der taler udenom, griske banker, store forsikringsselskaber og løgnagtige medier. Og jeg har ingen respekt for mennesker, som er gammelmandsstædige, forstokkede og ikke vil lære nyt eller bare prøve at se sagen fra en anden side.

Men hvad der specielt har pisset mig af i 2010 er følgende:

Det karaktermord på en hundetræner, der er forsøgt begået af visse såkaldte kapaciteter og almindelige mennesker på internettet ved brug af primært fordrejninger, jantelov, misforståelser og en total mangel på kritisk holdning til informationer, som man viderebringer.

Den amerikanske regerings udenoms-retlige jagt på Wikileaks, hvor man har lagt et succesrigt, men uetisk og absolut ulovligt, pres på Wikileaks samarbejdspartnere for at bryde forretningsforbindelsen. Det må nødvendigvis være styret fra Det Hvide Hus, og derfor har det fjernet min sympati for og forhåbninger til præsident Obama. Mest af alt overrasker det mig, at så mange almindelige mennesker ikke kan indse, at dette er en sag, der rækker langt videre end Wikileaks. Det drejer sig om vores fremtidige frihed til information på nettet.

Den danske hundelovs følgevirkning med aflivning af sagesløse hvalpe. Disse aflives enten, fordi de er af forbudt race, eller fordi ejeren ikke kan bevise overfor politiet, at blandingshvalpe er uden gener fra en af de forbudte racer. Desuden mener jeg, at man skulle forbyde Brian som hundeejer frem for at forbyde hunderacer. Selv regeringens faglige rådgivere har afvist, at nogle hunderacer er farligere end andre. Men på nettet fremturer adskillige mennesker med det modsatte, mens de citerer pressen og lader hånt om kendsgerninger.

Samt et par sager mere.

Fælles for disse er, at jeg har kastet mig ud i diskussioner på netfora med stor energi og fremragende argumenter. Synes jeg selv.
Fælles for diskussionerne har været, at jeg ikke har overbevist én eneste modstander, fordi folk i net-diskussioner ofte har en nærmest religiøs overbevisning omkring deres eget synspunkts ufejlbarlighed og ikke lader banaliteter som fakta komme i vejen.
Fælles for diskussionerne har været, at resultatet har været en frustration, som kun har ramt mig selv.

Derfor har jeg taget en beslutning. Jeg vil ikke diskutere på nettet og facebook mere. Jeg vil højst menings- og informationsudveksle. Jeg ved ikke, om jeg kan holde det; men jeg vil nu virkelig prøve at være besindig, gråskægget forfatter med patina.

Er der nogen, der har en brugt Chesterfield stol til salg, helst okseblodsfarvet?