Downshift

En downshifter kalder man det i USA. Oprindeligt stammer ordet ”downshift” fra 1950’erne og betyder nedgearing (i en bil). Ordet downshifter er opfundet af Trends Research Institute i New York i 1994. Begrebet var dog ikke helt nyt dengang, da man allerede i 1930’erne havde noget, man kaldte ”voluntary simplicity”. Og jeg kan huske fra min barndom, at man talte om at ”stå af racet”. For slet ikke at tale om alle de formuleringer på det samme, som vi havde, dengang vi var hippier.

Det betyder alt sammen nogenlunde det samme. Ifølge ”World Wide Words” betyder downshifter følgende (rimelig frit oversat af undertegnede):

"Downshifters er folk, der synes, at tid er vigtigere end penge, og at det er bedre at arbejde mindre og være glad og lykkelig, end det er at få en høj løn for at kæmpe med et stressfuldt arbejde.
At downshifte medfører, at droppe unødvendige udgifter og forfølge en mere simpel livsstil for at få tid til de ting, man virkelig ønsker at beskæftige sig med. Men det medfører ikke at gå til ekstremer som at droppe ud af samfundet og leve i skoven eller lignende. Mange af dem, som har prøvet dette, fortæller, at det også er muligt at finde besparelser i forbindelse med de emotionelle og sociale følgeudgifter af den tidligere livsstil".

Et eksempel kan være direktøren, der dropper sit højtprofilerede job, for at arbejde deltid som snedker, og bruge resten af tiden på at fluefiske. At downshifte medfører typisk et jobskift, eller at stoppe med at jobbe, og desuden få noget mere fritid. Da udgifterne typisk revurderes, kan det sagtens medføre en større kolbøtte med boligskift, måske endda flytning til udlandet eller til en anden landsdel. Det behøver ikke at medføre mere tid til familien, men det kunne sagtens være et af målene.

Ironisk nok kræver det at downshifte som oftes en vis grad af økonomisk uafhængighed. I USA har drownshifting typisk været benyttet af den del af mellemklassen, som har haft råd til en indtægtsnedgang.

Det vil ikke undre mig, om vi i den kommende tid kommer til at se udtrykket at downshifte jævnligt her i Skandinavien. I slipstrømmen på den økonomiske krise kunne man nemt forestille sig, at mange fandt lejlighed til at overveje værdien af at være den forbrugsjæger, som de fleste har været i mange år.

Jeg ville ikke blive overrasket, hvis mange valgte at downshifte.

Utroligt første formel 1 grand prix 2009!

Helt utroligt. Så åbent har formel 1 ikke været i mange, mange år. Den spænding og det antal overhalinger, som årets første formel 1 Grand Prix i Australien bød på, lover godt for sæsonen. De væsentlige reglementsændringer, der er sket til 2009, ser ud til at gøre en positiv forskel.

Fantastisk at Brawn GP (tidl. Honda), med Mercedes motor og Virgin som sponsor, kan vinde en 1-2 sejr i sit første grand prix. Det er ikke sket siden 1954, at et debuterende team vinder en 1-2 sejr, dengang var det Mercedes. En del af grunden er, at Honda allerede tidligt i 2008 sæsonen stort set opgav deres 2008-model og koncentrerede kræfterne om udvikling af 2009 modellen. Efter den turbulens og tvivl der har været hele vinteren om teamets fremtid, er det dog en fantastisk præstation af Brawn GP.

McLaren-Mercedes havde store problemer, og Hamilton startede bagerst. På den baggrund synes jeg, at det er flot, at Hamilton kører sin bil ind på en 4. plads. Det er den slags, der er nødvendigt, hvis man vil være verdensmester, at score point selv i løb, hvor bilen er dårlig og alt er en imod.

Jeg glæder mig virkelig til at følge resten af sæsonen.

Jeg er klar til at tage afsted i morgen!

Her i min Viasat/Telia bredbåndspakke kører i øjeblikket, hver uge, ”Spain, on the Road again”, hvor de fire medvirkende rejser og spiser sig igennem det skønne Spanien.

Selvom Claudia Bassols og Gwyneth Paltrow er usædvanlig smukke og dejlige at se på, så må jeg indrømme, at det faktisk er den pragtfulde mad, der får mig til at savle (måske er jeg ved at blive gammel?).

Den hygge i at køre fra by til by, se stedets seværdigheder og spise steder med den bedste mad, formidler TV-serien på fornem vis. Jeg er sådan set klar til at tage af sted i morgen!

Udover Bassols og Paltrow medvirker den herlige lune kok, restaurant-indehaver, kogebogsforfatter og vært på TV programmet ”Iron Chef America” Mario Batali, samt madanmelderen og skribenten, den direkte og kontante, Mark Bittman. Begge to, ifølge min TV skærm, så hyggelige, at jeg til hver en tid gerne ville have dem med på en fisketur.

Se nærmere på http://www.claudiabassols.com/, og http://www.spainontheroadagain.com/

Det klær' os alle!

Den ene kvinde ser bedre ud i rødt, den anden måske i hvidt
den ene mand er flottest i cowboybukser, den anden i habit
nogle er fine i nyt, andre er måske rå i slidt
der er dog noget, vi med sikkerhed ved
én ting klæder os alle - det er ydmyghed

Citat Per Lau Jensen
(men der er sikkert mange, der har sagt nogen lunde det samme før mig)

Frihed er vigtigere end friværdi

Ytringsfrihed er sådan et stort ord. Noget højtsvævende, for tiden mest noget om ret til at kritisere religion. Det er noget, de taler om på regeringsplan og på internationale konferencer. Nå ja, og så taler journalister om det engang imellem, sådan ved festlige lejligheder, og når de forgæves forsøger at referere fra lukkede kommunistiske regimer og andre bananrepublikker. Eller er det?

Vedrører det ikke os alle og vores dagligdag? Er det i virkeligheden ikke dér, det starter? Er det ikke netop dér, at rammerne for ytringsfriheden både fastsættes og sættes på spil?

Det nytter ikke at have en klar mening om, at vi har lov at kritisere både Muhammed og Jesus, hvis vi ikke kan acceptere kollegaens ret til at holde med Brøndby i stedet for FCK.
Ligesom du er nødt til at acceptere, at jeg giver udtryk for modstand mod positiv særbehandling af kvinder på arbejdsmarkedet. Og jeg er nødt til at acceptere, at du kalder mig en forstokket idiot, der ikke har forstået et klap.
Og hvis du mener, at det, jeg skriver her, er noget vrøvl, så vil jeg kæmpe til sidste blodsdråbe for din ret til at mene det.

Ytringsfriheden skal vi respektere hver dag. På jobbet, derhjemme og alle andre steder.

Intet ordentligt menneske ønsker at såre andre. Men ytringsfrihed vil engang imellem såre nogle. Anderledes kan det ikke være, da vi har forskellige grænser for, hvad der gør ondt på os. Det er en pris, vi må betale. Det er ytringsfrihedens pris. Religion kan ikke undtages, lige så lidt som politik kan undtages, kvinder kan undtages - eller FCK kan undtages.

Ytringsfriheden må aldrig gradbøjes. Ytringsfriheden er muligvis dén sten, der bærer mest i fundamentet for vores demokratiske samfund. Den sten må vi aldrig tage ud eller svække. Ytringsfriheden er så vigtig, så vital for vores frihed. Og vores frihed er ikke en given ting, det må vi aldrig tro i vores daglige tilbagelænede behagelighed.

Og frihed er meget vigtigere end friværdi.

Altid!

Det er altid for tidligt at bekymre sig, og altid for sent at ærgre sig.

Det er hovedet, det er galt med!

Her i Sverige, hvor jeg bor, afvikles trafikken langt mere hensynsfuldt og afslappet end i Danmark. Imidlertid går udviklingen den forkerte vej, også i Sverige. Om ti år er det måske lige så slemt som i Danmark, hvor manglende evner og vilje bag rattet desværre er det fremherskende. I dag er det således, at de fleste danske bilister tror, at bare de overholder hastighedsgrænsen, så er alt i orden – blæse være med trafikkultur og evner. Denne holdning er blevet skabt af politikere og politi, som fuldstændig ensidigt har fokuseret på hastighed de seneste tyve år.

Bilisterne ved generelt intet om at håndtere deres køretøj på skridgrænsen, og det er en grænse, man hurtigt kan opleve, hvis man skal lave en undvigemanøvre. De ved intet om hvilke kræfter, der udløses, når uheldet er ude. De har tilsyneladende ingen anelse om reaktions- og bremselængde. De har ikke gjort sig klart, hvilken ravage løse genstande i bilen kan udløse på bløde kropsdele ved en ulykke. De kører med hunde på skødet, og børn der ikke er fastspændt. De taler i mobiltelefon, barberer sig på vej til arbejde, lægger læbestiften lækkert på, taster på navigationen og tænder cigaretten, alt imens de suser forbi en skole.

Det er hovedet bag rattet, det er galt med. Og det kan ingen fartgrænser eller speedkameraer lave om på. Lad os indkalde alle bilister til et køreteknisk kursus med afsluttende eksamen hver 24. måned. Kurset består i at vise sin evne til at håndtere et køretøj, også på grænsen. Samt trafik forståelse, herunder at tage hensyn. Hvis prøven ikke bestås, kan den tages om indenfor 30 dage. Hvis den stadig ikke bestås, så findes der offentlig transport.

Som gammel racerkører har jeg intet imod privatbilismen, eller imod at folk er glade for deres biler. Men jeg har noget imod folk, som dagligt foretager sig noget, der er potentielt dødsens farligt for dem selv og andre, uden at gide sætte sig ordentligt ind i sagerne og blive gode til det, de gør.

Et mentalt tilfælde

Jeg var i den nærmeste Netto butik, her i det Nordskånske, i dag. Køen var lang, det gik langsomt, og da jeg kom frem som nr. 3-4 fra kassen, gik det helt i stå. Jeg ved egentlig ikke, hvad problemet var. Jeg tror, at begge åbne kasser afventede svar fra en medarbejder for at kunne betjene hver deres kunde. Det hele stod stille. Køen bag var vel på tredive mennesker efterhånden.

Hvor længe vi stod der, ved jeg faktisk ikke. Jeg mister enhver tidsfornemmelse, når jeg står i en kø. Jeg bliver et mentalt tilfælde på mindre end 120 sekunder.
Jeg synes selv, at jeg, sådan generelt, viser både respekt og forståelse for andre mennesker. Jeg synes ikke, at jeg er ligeglad og egoistisk. Men der sker altså et eller andet, når jeg står og venter i en kø. Jeg kan ikke vente, det er ikke min spidskompetence – det går på tværs af min dna.

Jeg har dog, det seneste år, lært at skjule min frådende sindssyge, når jeg venter i en kø. Her i Sverige er man nemlig engleagtigt tålmodige. Man venter og venter og smiler og smiler, og har så god tid. Og man er så diskret, at man slet ikke hæver øjenbrynene over, at jeg står dér midt i køen, mørkerød i ansigtet med en smule grå røg ud af hvert øre.
Sådan gik det også i Netto i dag. Efter vi havde ventet i laaaang tid, langt ud over det punkt der ville have resulteret i råben og skrigen i Danmark, efterladte indkøbsvogne og kunder, der forlod butikken, så var der dog en enkelt i køen som lavede lidt vrøvl. Han understregede dog flere gange, at han ikke ønskede at være uvenlig.
I det fortsatte forsøg på at holde min kæft, begyndte jeg at tænke over, hvorfor svenskerne er så meget mere tålmodige end danskere. Er det respekt overfor butikspersonalet, som ”sikkert gør hvad de kan”? Eller er det sådan, at svenskere er konfliktsky?
Danske erhvervsdrivende, der handler med Sverige, og er vant til at sidde i møder med svenske forretningsfolk, finder svenskerne konfliktsky. Omvendt finder mange svenske forretningsfolk danskerne kortsigtede, meget direkte og nogle gange konfliktsøgende.

Jeg kom ikke til noget resultat dér i køen. Og så endelig løste det hele sig op. Jeg kom frem til kassen, og kassemedarbejderen sendte mig et smil og sagde ”hej”. En hilsen, øjenkontakt, et smil i Netto - det var aldrig sket i Danmark!

Et par ting jeg altid forsøger at huske:

Livet er, hvad du gør det til.

Lykken kommer indefra.

Dette er et citat fra mig selv - men der er jo nok nogen, der har sagt det før mig ......