Et mentalt tilfælde

Jeg var i den nærmeste Netto butik, her i det Nordskånske, i dag. Køen var lang, det gik langsomt, og da jeg kom frem som nr. 3-4 fra kassen, gik det helt i stå. Jeg ved egentlig ikke, hvad problemet var. Jeg tror, at begge åbne kasser afventede svar fra en medarbejder for at kunne betjene hver deres kunde. Det hele stod stille. Køen bag var vel på tredive mennesker efterhånden.

Hvor længe vi stod der, ved jeg faktisk ikke. Jeg mister enhver tidsfornemmelse, når jeg står i en kø. Jeg bliver et mentalt tilfælde på mindre end 120 sekunder.
Jeg synes selv, at jeg, sådan generelt, viser både respekt og forståelse for andre mennesker. Jeg synes ikke, at jeg er ligeglad og egoistisk. Men der sker altså et eller andet, når jeg står og venter i en kø. Jeg kan ikke vente, det er ikke min spidskompetence – det går på tværs af min dna.

Jeg har dog, det seneste år, lært at skjule min frådende sindssyge, når jeg venter i en kø. Her i Sverige er man nemlig engleagtigt tålmodige. Man venter og venter og smiler og smiler, og har så god tid. Og man er så diskret, at man slet ikke hæver øjenbrynene over, at jeg står dér midt i køen, mørkerød i ansigtet med en smule grå røg ud af hvert øre.
Sådan gik det også i Netto i dag. Efter vi havde ventet i laaaang tid, langt ud over det punkt der ville have resulteret i råben og skrigen i Danmark, efterladte indkøbsvogne og kunder, der forlod butikken, så var der dog en enkelt i køen som lavede lidt vrøvl. Han understregede dog flere gange, at han ikke ønskede at være uvenlig.
I det fortsatte forsøg på at holde min kæft, begyndte jeg at tænke over, hvorfor svenskerne er så meget mere tålmodige end danskere. Er det respekt overfor butikspersonalet, som ”sikkert gør hvad de kan”? Eller er det sådan, at svenskere er konfliktsky?
Danske erhvervsdrivende, der handler med Sverige, og er vant til at sidde i møder med svenske forretningsfolk, finder svenskerne konfliktsky. Omvendt finder mange svenske forretningsfolk danskerne kortsigtede, meget direkte og nogle gange konfliktsøgende.

Jeg kom ikke til noget resultat dér i køen. Og så endelig løste det hele sig op. Jeg kom frem til kassen, og kassemedarbejderen sendte mig et smil og sagde ”hej”. En hilsen, øjenkontakt, et smil i Netto - det var aldrig sket i Danmark!