Spørgsmål:

Hvorfor kalder de egoisme og studehandler for 'realpolitik' og anstændighed for 'drømmerier' ??

Intolerancen marcherer

Nu kommer de atter i horder og geledder. Intolerancen marcherer, støvletramp fra alt for små sko. Middelmådigheden glammer, den laveste fællesnævner viser tænder.

Brøler i Bella

Klimakiks i København. Kina, EU og Barack bommede i Bella. Brasilien, Indien, udviklingslandende og det danske formandskab floppede. Statsledere i flere dusin dumpede. Men serveringspersonalet klarede det vist fint …

Er vi mon dér, hvor vi bare skal huske at svømme, når bølgen kommer, fordi ingen har vilje eller evne til at gøre noget som helst, fordi lidt for mange ledere sidder i hjørnet med korslagte arme og er tre år, fordi lidt for mange af de mægtige er lidt for middelmådige?

Effektivt på Skånske hospitaler

Jeg fik en "kallelse" fra det lokale sygehus her i det Nordskånske. Min læge ville gerne have gennemført en røntgenundersøgelse for at konstatere, om jeg overhovedet har en rygrad - nå okay, det er en gammel piskesmældsskade, der lige skulle tjekkes på røntgen.

"Tid er reserveret den 14. december 2009 kl. 8.00." Alle, der har været til ambulante undersøgelser på danske sygehuse, ved, hvad det betyder: Timelang venten - ja, det er ihvertfald de erfaringer, jeg har haft i Danmark.

Jeg mødte i morges kl. 7.52, og jeg forlod sygehuset efter endt undersøgelse kl. 8.03. Sådan!

Og det er ikke spor usædvanligt. Jeg har haft oplevelsen at være til undersøgelse nogle gange på 2 svenske hospitaler. Det har været på offentlige hospitaler og forskellige afdelinger hver gang.
Alle gange har det været på baggrund af en henvisning fra egen læge. Jeg er hver gang kommet til med det samme, højeste ventetid var ti minutter. Det er effektivt og viser, at det altså godt kan lade sig gøre.

Nogle undersøgelser på hospitalet er gratis - som den i dag, andre gange koster det sek 150 og nogle gange sek 300. Jeg ved ikke, hvad der afgør dette.

Det eneste der irriterede mig lidt her til morgen var parkeringspladsen, der koster penge. Jeg synes, at det er lidt strengt at tage parkeringsafgift fra patienter, der kommer til undersøgelse.

Tibet

Den danske regering har nu besluttet at anerkende Kinas herredømme over Tibet. Vor Herre bevar's!!

Berlingske Tidende skriver 9. december 2009:
'De nye indrømmelser er med i en erklæring, som den danske regering og det kommunistiske styre i Beijing er blevet enige om efter måneders diplomatisk tovtrækkeri. Med erklæringen er der nu sat punktum i striden mellem Danmark og Kina efter statsminister Lars Løkke Rasmussens møde med Tibets leder, Dalai Lama, i maj måned. I erklæringen hedder det også, at Danmark fremover skal behandle besøg af Tibets leder, Dalai Lama, "med varsomhed".'

Det er altså lykkedes Kina, og dansk erhvervsliv med interesser i det store kinesiske marked, at presse den danske regering til at sælge ud af normale danske principper. Jeg mener ikke, at Danmark normalt plejer at være imod et folks frihed og selvbestemmelsesret. Og i tilfældet Tibet er der jo ikke tale om en befolkningsgruppe eller landområde, som ønsker at løsrive sig. Der er tale om et land, som blev besat af Kina i 1950'erne.

Nu støtter Danmark ikke mere dette lands ønske om frihed fra sine besættere. Vor Herre bevar's, hvor har man i dag en dårlig smag i munden som dansker !

Myldretid

Man bør ikke glæde sig over andres ulykke, man skal ikke være skadefro, det er dårlige egenskaber. Måske har jeg selv lidt af det.

Jeg ved ikke, om sendekraften er blevet forøget; men i hvert fald kan jeg nu tage P4 her i det Nordskånske, hvor jeg bor. Jeg hører gerne P4 København hver morgen.

Når jeg kl. 8 hører, hvor lang tid det tager at komme fra Kokkedal til Gl. Holte på Helsingørmotorvejen, så er det, at jeg sidder over min havregrød med et lille smil. Jeg glæder mig over, at jeg ikke kører fra Nordsjælland på arbejde i København hver morgen.

Her i byen, hvor der er ca. 1.800 indbyggere, har vi myldretid kl. 6:30 – 7:00 og igen kl. 16:01 – 16:10. Og jeg bor lige ud til hovedfærdselsåren i byens nordlige udkant. Myldretid betyder, at der kører mere end én bil forbi i minuttet.

Mens jeg lavede min havregrød her til morgen ved 8-tiden, og det tager vel alt incl. næsten ti minutter, så talte jeg 5 biler, der kørte forbi mit hus. Imens talte radioen om Holbækmotorvejen og et eller andet om Ishøj, hvor det vist var gået helt i stå.

Så er det, at man ikke kan lade være med at sidde og hygge sig lidt …

Svensk tålmodighed

Min varmepumpe gik i stykker en af de sidste dage i oktober måned. Dumt tidspunkt, det er husets primære opvarmning.
Fejlkoden hed H16. Det er en defekt kompressor, fik jeg at vide. På en kun to år gammel varmepumpe er det en fabrikationsfejl. Derfor skulle jeg udfylde en reklamationsblanket på leverandørens hjemmeside. Det gjorde jeg så den 29. oktober.

Herefter modtog jeg en mail, som fortalte, at jeg ville blive kontaktet indenfor 10 arbejdsdage. Ti?

Som nogle vil vide, bor jeg i Nordskåne. Her er mange elopvarmede træhuse, og de er næsten alle sammen forsynet med en varmepumpe eller to, som primært eller alene står for husets opvarmning. Ti dage og vel at mærke arbejdsdage?? I november måned??

Ja, sådan er det! 6 dage efter fik jeg en mail om, at sagen var sendt videre til en lokal installatør. 9 dage senere fik jeg en opringning fra en installatør, som meddelte, at den nødvendige udskiftning ville ske 6 dage efter. I alt 21 (enogtyve!) dage efter reklamationen blev afleveret. Og det her er altså ikke en tilfældig opstået fejl, det er en fabrikationsfejl.

Den svenske forbruger er langt mere tålmodig end den danske. Virksomhederne har det nemt her i Sverige på det område. Man tager det roligt, ting tager tid, forbrugerne finder sig i det meste.

Set fra mit synspunkt er den svenske forbruger alt for velopdragen. Som dansk forbruger, bosiddende i Sverige, skal man væbne sig med tålmodighed. Hvis man yderligere, som jeg, er en utålmodig dansker, så er det ofte meget svært.

Jeg har heldigvis stadig nogle af de gamle elvarmepaneler hængende, og visse af dem virker endda, så jeg har kunnet holde det meste af novemberkulden på afstand. Men det har ikke været uden væsentlige økonomiske omkostninger, kan jeg se på elmåleren.

Nu skulle installatøren komme i morgen. Det glæder jeg mig til.

Dansk radio

Jeg kørte sydpå i morges, i flammende efterår, ned igennem Skåne.

Så fik jeg en voldsom trang til at høre dansk radio. Det kan måske lyde direkte uforståeligt for nogen; men når man bor i udlandet, så kan den slags opstå pludseligt.
Allerede i det aller nordligste Skåne, ved Osby, kunne jeg på bilradioen fange P4. Det var jeg egentlig lidt overrasket over.

Det var en smule hyggeligt at høre dansk radio. Sådan kan man opleve det når man er vant til at høre et fremmed sprog hele tiden - både på radio og TV - også selvom det "bare" er svensk.

Det slog mig, at der er en væsentlig forskel på radioværternes snak i dansk og svensk radio. I svensk taler de ligesom man gør i virkeligheden, der afbrydes, og man taler i munden på hinanden. Det gør man ikke i dansk radio. Der tales, som var det igennem en walkie talkie: Den ene taler færdigt, før den anden starter. Den danske måde tiltaler mig mest.

P4 fulgte mig til Lund og senere nordpå på vej hjem, indtil jeg mistede forbindelsen syd for Osby.

Luk vinduet, der er blevet klaget

Byen har været død i dag. 1.799 af de 1.800 indbyggere forlod byen. Schæferen lukkede og barikerede døren til sit værelse. Udenfor kørte bilerne dobbelt så hurtigt som de tilladte 50 km/t og alle med air con'en på recirkulation.

Okay, jeg ved godt, at der var lidt meget hvidløg på den pizza i går. Kender I det? Man har virkelig fået overdrevet det, dagen efter har man sådan en stærk smag i munden, og man får masser af plads alle steder. Jeg har f.eks. aldrig før set en medarbejder i Netto betjene kasseapparatet med så strakte arme som i dag.

Hvordan kan noget, der smager så godt, lugte så ubehageligt dagen efter?

Jeg holdt mig indendørs det meste af dagen. Politiet kikkede forbi, og jeg tænkte, at nu havde de sgu opdaget mig; men de bad mig bare om at lukke vinduet.

Der er en ulv ude i skoven

I sidste uge tog en ulv et lam lige her syd for byen. Og i forgårs blev den fotograferet med en mobiltlf. lige nord for byen. Det er formentlig en ensom strejfer, der er kommet lidt langt sydpå; men vi har dem jævnligt her i området, selvom der ikke altid er skudsikkert bevis.

I følge eksperterne så var der senest ulve her i området i 2004. Men det var seneste gang, det var dokumenteret. Der er set ulve flere gange i den mellemliggende periode, de er bare ikke blevet fotograferet, og der har ikke været andet sikkert bevis.
Potespor er meget svære at bruge som bevis for ulve. Store hunde, specielt store blandingsracer, kan afsætte spor, som selv eksperter har meget svært ved at skelne fra ulve. Ofte følger eksperterne sporet længe, måske en kilometer eller mere, og baserer deres dom mere på den adfærd, som sporene viser end på sporene i sig selv.

I denne omgang var der da også en ekspert ude og sige til avisen, at det næppe var en ulv, der var på spil, til trods for lammet, for spor og at flere mennesker indenfor de seneste uger har rapporteret, at de har set en ulv i området. Men det var altså inden, der kom et foto på bordet.

Selvom det gamle grænseland her i det allernordligste Skåne, hvor jeg bor, er mere tætbefolket og bebygget end ulvenes normale levesteder længere oppe i Sverige, så er der egentlig intet til hinder for at en ulveflok eller to kunne leve mere eller mindre fast her i området. Der er skove nok, og en ulveflok har et stort revir, typisk omkring 200 km2 eller mere.
I så fald skal folk dog vænne sig til, at der engang imellem ryger et par husdyr. Et lam, et får og lignende. Også kæledyr kan være i fare, katte og hunde der løber frit i skov og på mark. Men der er absolut ingen fare for mennesker.

Til trods for ulvens ikke alt for gode omdømme findes der historisk intet belæg for, at ulve skulle jage eller uprovokeret gå til angreb på mennesker.

Jeg synes, at det er lidt hyggeligt - godt nok ikke for lammet, men sådan er det jo i naturen.

Det er ringe

Nu har de ligget dér i årevis og grinet af mig. De vil aldrig komme i brug, de var dyre i indkøb men kan aldrig indbringe den pris igen, alligevel er de noget værd i dag. Egentlig er det jo tåbeligt at have en værdi liggende, som ikke er noget værd – for mig. Og i disse finanskrisetider …

Så jeg tog mit gamle guld frem. Forlovelsesringe og vielsesring, andre ringe, armlænke, slipsenål og den slags. De to ringe arvet fra min far lagde jeg tilbage. Måske skal jeg aldrig gå med dem igen; men de skal heller ikke sælges.

Men jeg kommer aldrig til at gå med slipsenål igen, og jeg kommer bestemt ikke til at bruge gamle forlovelsesringe med inskription, og da slet ikke vielsesringen med navn og dato indgraveret.

Så jeg tog af sted til København bevæbnet med guld. Den guldsmed, der havde virket mest fornuftig i telefonen og havde den mest tillidsvækkende hjemmeside, boede på første sal i et kontorlokale. Jeg havde ventet en guldsmedebutik.
Efter at være kommet igennem to låste døre sad vi ved et bord, hvor mit guld blev bredt ud. Han spurgte om jeg havde besluttet mig for at sælge det. Det havde jeg.
”Jeg skal file i det”, forklarede han.
Det kom bag på mig; men det var åbenbart nødvendigt lige at komme under overfladen. Derefter duppede han det med en kemisk opløsning. Han forklarede, at væskens farve skulle blive gennemsigtig, hvis det holdt de14 karat som ventet. Det gjorde det alt sammen undtagen én ring.

Det var min forlovelsesring i hvidguld tilbage fra 1981. Den holdt ikke 14 karat. Så prøvede han med en anden væske, den blev også sort som tegn på, at ringen var under 8 karat.
”Så kalder vi det ikke guld”, forklarede han.
Vi købte ringene, som ikke var billige, husker jeg, hos en guldsmed i Hørsholm. Mærkeligt 28 år efter at få at vide, at det man har købt, og altid anset, for hvidguld ikke er guld.

Så den ring havde jeg med hjem igen. Nu med et lille filemærke i.

En fiskekniv

Jeg har lige været ovenpå og fundet min fiskekniv frem. Heldigvis lå den ikke i bilen. Jeg målte knivbladet, det er 12,5 cm langt. Gad vide …?

De seneste dage har vi kunnet læse i dagspressen om håndhævelsen af våbenloven. Én er blevet straffet for at have en fiskekniv i sin bil, én for at have en hobbykniv i bilen og én for at have et multiværktøj i bilen. Ingen af dem tidligere straffet, og ingen af dem med nogen bevislig kontakt til bandekriminalitet.

Fornuftige borgere i dette land er vel enige om, at knive ikke skal bæres i nattelivet, og at en stram våbenlov er at foretrække. Men det er da fuldstændig sindssygt, at de samme fornuftige borgere kan blive idømt fængselsstraf for at glemme en fiskekniv i bilen.

Jeg har to fiskeknive med, når jeg er ude at fluefiske. Desuden har jeg en multikniv i bunden af fisketasken, hvor den ligger fast. Jeg har da glemt en kniv i bagagerummet i bilen flere gange.

Loven siger:
4. På offentligt tilgængelige steder, uddannelsessteder, i ungdomsklubber, fritidsordninger og lignende er det forbudt at bære eller besidde kniv eller dolk, medmindre det sker som led i erhvervsudøvelse, til brug ved jagt, lystfiskeri eller sportsudøvelse eller har et andet lignende anerkendelsesværdigt formål. Forbuddet omfatter dog ikke foldeknive med en klinge på højst 7 cm, der ikke kan fastlåses i udfoldet position.
§ 10. Stk. 2. Overtrædelse af § 4, stk. 1, straffes med fængsel indtil 2 år, under særlig formildende omstændigheder dog med bøde

Lovlige knive er: Ovennævnte foldeknive med blad under 7 cm, knive op til 12 cm som skal bruges til et anerkendelsesværdigt formål, og knive med et længere blad end 12 cm, hvis de er indrettet til et specielt formål.

Min fiskekniv er nok en såkaldt ”skovkniv”. Altså sådan lidt all round. Den er med håndsmedet blad i persisk damaskstål (fordi jeg syntes, at det var lidt lækkert). Så er den egentlig indrettet ”til et specielt formål”? Hvis ikke, så er den formentlig, med sit blad på 12,5 cm, ulovlig overhovedet at transportere til og fra fiskestedet. Eller …?

I Berlingske Tidende i dag oplyser politikommissær Lars Borg, Københavns Politi, at han ikke er helt sikker på, at man må have en skruetrækker i bilen. ”Man skal tænke sig om. Hvorfor har man den i bilen. Er den nødvendig?” er han citeret for at sige. Sig mig engang, har politiet en skrue løs??
En skruetrækker i bilen er sgu da standardudstyr for enhver med hænderne skruet ordentligt på. I øvrigt indgår en skruetrækker vel i bilens lille værktøjskasse, som den leveres med fra fabrikken?

Det er forstemmende at konstatere, at såvel politiet, domstolene, politikerne og ikke mindst anklagemyndighederne åbenbart hverken har vilje eller evne til at vurdere disse sager fornuftigt. Dette er ikke i overensstemmelse med borgerne holdning. Og kun i en politistat kan man tillade sig at være ligeglad med borgernes retsfølelse.

Har du tjekket i din bil for nylig. Er der knive, skruetrækkere, skarpe genstande?

Når hun smilede

Han tabte alle forbehold
når hun kom nær
Alt hvad han havde lidt og lært forsvandt
når hun smilede til ham
Det her var livets første dag
og hun var det første
han så

Når han kiggede dybt i hendes øjne
og kyssede hendes havssalte læber
så var det som at elske med hendes sjæl

Hendes krop var den smukkeste krop
han havde rørt
og han havde da rørt nogle i tidens løb
Men aldrig en krop med samme bløde varme

Deres liv lå så langt fra hinanden
adskilt af vand og broer og rejsetid
Når han var væk var dagene lange
og rev ham midt over i glæde og savn
Og hver nat han sov alene
døde han lidt

Bekymring

Det slog mig her til morgen. Jeg har vist egentlig altid vidst det; men aldrig formuleret det overfor mig selv. Jeg tænker en del over ærgelse og bekymring, fordi det er altid for tidligt at bekymre sig og for sent at ærgre sig. Derfor arbejder jeg på at lade disse to følelser fylde så lidt som muligt i mit liv.
Det er en løbende proces, men absolut med en vis succes indtil videre.

I sidste uge havde jeg tre store bekymringer, som optog en vis del af mine tanker. Den ene gik væk af sig selv, de to andre løste jeg. I denne uge har jeg haft tre små bitte bekymringer; men de har optaget præcis lige så meget plads i mine tanker som de store ugen før.

Og så er det, jeg tænker:

Summen af bekymringer er konstant: Fordi bekymring er en ubevidst beslutning, og ikke et udtryk for udefra kommende begivenheder.

Sommeren er pragtfuld

Engang imellem går jeg i seng allerede ved titiden fredag aften for at kunne stå tidligt op lørdag morgen.
Hvis nogen havde sagt det til mig, da jeg var ung, eller bare yngre, ville jeg ikke have troet på dem. Men jeg vil hellere være tidligt oppe lørdag morgen end sent oppe fredag aften.

For der er en stilhed over byen lørdag morgen. Enkelte gange er jeg allerede oppe, når morgenavisen afleveres i min postkasse. Så sidder jeg på verandaen og læser den. Sådan en sommerkølig morgen. Ikke en lyd, byen sover, og schæferen er mit stille selskab.

Når jeg er færdig med avisen, henter jeg mig en kop kaffe til. Og så min bog, den jeg nu er i gang med på det tidspunkt. Måske, lad mig bare indrømme det, sidder jeg også og blunder lidt, bare ti minutter. Det er så pragtfuldt i morgenluften.
Mens jeg læser i min bog, vågner byen langsomt op. Hen mod klokken ti begynder det: En kanttrimmer nede på parallelvejen, en hækkeklipper henne om hjørnet, og endelig genboens græsslåmaskine.

Så går jeg indenfor, for der er ikke mere stilhed i solen den dag. Sommeren er pragtfuld. Eller hvad …?

Sommerfuglepige

Men søde sommerfuglepige
hvorfor sætter du dig her
jeg er bare en gammel sværmer
der er sort og grå
mens du er så regnbueagtig
så ung og så smukt lyseblå

Du min sommerfuglepige
solen luner din kind
og følger dig forelsket rundt
du bader i regnen
og nordenvinden tørrer villigt din krop
jeg ser på dig
og kan slet ikke holde op

Men min sommerfugl
livet er kort
og tiden flyver hurtigere end os
er sommerbrisen på vores side
kan vinden bære
tør vi min sommerfugl
tør vi min kære


Af Per Lau Jensen

Protestsang

Flyselskabet ødelagde hans guitar. Så skrev han en sang. Dave Carroll: United Breaks Guitars. Verdenssucces på Youtube lige nu. Tjek den ud på http://www.youtube.com/watch?v=5YGc4zOqozo

En omsorgsfuld stat

Dennis Nørmark, antropolog og forfatter. Om venstrefløjen:

”Når centrum-venstre således rutinemæssigt klandrer den danske befolkning for at være kold, fremmedfjendsk, isoleret og selvtilstrækkelig, skal man lige huske på, at den omsorgsfulde stat, de holder så meget af, bærer en stor del af ansvaret for, at de personlige relationer, det personlige sociale ansvar, er blevet overflødiggjort.”

- sakset fra Berlingske Tidende i dag, som har sakset fra Jylland-Posten.


Det tror jeg er rigtigt set. Det bør vi tænke over. Når systemet tager ansvaret - for børneopdragelsen, for de ældre, for naboen - så forsvinder den individuelle ansvarsfølelse. Så bliver samfundet koldt. Og det var vel præcis det modsatte, vi ville – ikke?

I Sverige, hvis samfundssystem mange danskere vel stadig beundrer, er staten endnu mere omsorgsfuld end i Danmark. Resultatet er et samfund, der er på vej til at blive dybfryserkoldt overfor de svageste. Selv ansatte i systemet - i socialsektoren, i sundhedssektoren – er i vid udstrækning iskolde overfor konsekvenserne for klienter og patienter, bare de følger systemet. Det er nemlig deres eneste ansvar, som de ser det, at følge systemet. Et personligt, moralsk ansvar findes tilsyneladende ikke længere.

Det er vel i den kompasretning, det danske samfund marcherer i øjeblikket.

Firma X hedder nu Y, men det er stadig bla bla bla ...

Jeg læser, at Cybercity og Sonofon nu er blevet til Telenor. Det er bare det seneste eksempel på en lang række virksomheder, som skifter navn i forbindelse med fusion eller opkøb.

De fleste kender vist Cybercity, og ethvert barn i Danmark ved, hvad Sonofon er. Der er brugt millioner og atter millioner på at banke dét navn ind i bevidstheden på hos os alle.

Selvom jeg arbejdede i erhvervslivet i mere end 30 år, og de fleste af dem i lederstillinger, så har jeg aldrig forstået disse navneskift.
Ledelsesgruppen i sådan en virksomhed, og ikke mindst eventuelt eksterne konsulenter, kan altid komme med en lang, indviklet argumentation for fordelen i at skifte navn. Den indeholder gerne ordet ”globalt”. Og den ender altid i det samme sidste, og afgørende, argument, at det her skal ses på den lange bane.

Jeg har aldrig påstået, at jeg er voldsomt intelligent, højst lidt bondesnu. Men jeg har fødderne solidt plantet, og falder derfor ikke på halen i benovelse over fine ord og indviklede forklaringer. Derfor har jeg diskuteret dette her flere gange med ledere i høje luftlag og endnu mere højtflyvende konsulenter. Jeg er aldrig blevet overbevist, fordi i samme øjeblik argumentationen skal baseres på ganske almindelig fornuft og danske ord, som alle kan forstå, så falder den sammen.

Man kan ikke argumentere sig ud af, at alle de millioner, der er brugt på at markedsføre Sonofon navnet, er spildt for den fremtidige virksomhed. Det er også et faktum, at der nu skal bruges millioner og atter millioner på at markedsføre Telenor navnet og forklare, at det bl.a. ”bare” er et nyt navn for Sonofon.

Hvis de økonomiske fordele ved at have samme navn globalt, eller i hvert fald i flere lande, skal retfærdiggøre markedsføringsudgiften, både den spildte og den om det nye navn, så skal de positive effekter vare ved i en længere årrække.
Det er dét, de mener med ”den lange bane”. Sagen er bare, at der ingen lang bane er i erhvervslivet mere.
Opkøb, globale fusioner og kriser gør banen kort. Inden længe skal virksomheden igen have et nyt navn. Så alle disse navneskift og den markedsføring, der følger deraf, er generelt penge ud af vinduet. Dine penge!
For hvor kommer pengene fra? De kommer selvfølgelig fra kunderne. Uden disse evindelige navneskift ville varerne og serviceydelserne være billigere for os forbrugere. Mere indviklet er det faktisk ikke, selvom man forsøger at give et andet indtryk.

Anne og Brian

Anne stod lige så stille på en trappesten
hun græd
og man ku’ se lige ind …
i hendes inderste hjerterum
hun følte sig forladt og dum

Kæresten Brian hang ud i en rendesten
han drak
og man ku’ se lige ind …
i hans inderste mageløse sind
der var absolut ingenting


af Per Lau Jensen

E-bogen

Nu er e-bogen her. Fordi nu er der tilsyneladende kommet et par anvendelige e-bogs-læsere, som også er til at betale. På Sony Reader kan man gemme op til 300-400 bøger. Både Sony Reader og Amazon Kindle læseren skulle komme på det danske marked i år, ifølge Berlingske Tidende.

Når man har anskaffet e-bogs-læseren, så downloader man bøger fra internettet. De skulle efter sigende koste ca. 80% af, hvad en trykt bog koster.

Det er en rigtig spændende udvikling, at man nu kan sidde med en lille, flad e-bogs-læser og læse alle de bøger, man vil. Men når jeg så går hen i reolen og henter A.J. Cronin’s ”Hattemagerens slot”, trykt 1938, hvor indbindingen er ren kunst med udsmykninger og udskæringer og tryk på sidernes papirtynde kanter, så den lukkede bog fremtræder flot og farvefuldt, så bliver jeg også lidt forstemt. Noget har vi mistet, som tiden er gået. Jeg håber, at vi til gengæld har fået noget andet.

Ingen tvivl om at det er en fordel med en e-bogs-læser, når man er væk hjemmefra. Og ingen tvivl om at det åbner op for en masse interessante muligheder i fremtiden. Så velkommen. Men nu og her der det jo bare en bog på en ny og kedeligere måde.

En sommerfugleveninde

Hvis en sommerfugleveninde flyver ind af mit åbne vindue
så vil jeg byde hende min fulde opmærksomhed
og ikke blot vin og fyldte chokolader
glemme alt andet for en stund
og nyde hvor smukt hun flyver
indsnuse hendes farver
som hun fik ved nedbørsvåd at flyve igennem en regnbue
lytte til hendes vinge- og hjerteslag
så vil jeg glemme alt, jeg ved og ikke ved
og få min puls i takt med en sommerfugls
spørge til indholdet af faldende regndråber
og til varme vinde og luftens inderste væsen
og prøve om jeg kan lære af en sommerfugl
at se det hele lidt fra oven

af Per Lau Jensen - med inspiration og lån af ordet sommerfugleveninde fra "Fairy".

Pigen på stien

Jeg er begyndt at brokke mig over børn og unge. Ungdommen er ikke, hvad den har været. Dårlig opdragelse, ingen ansvarlighed, og uforskammede er de også.

Da schæferen og jeg forleden gik på stien ved søen syd for byen, mødte vi en skoleklasse. De passerede os den modsatte vej, flere af dem slæbende på en rygsæk. De var vel 12-13 år gamle. Bagerst var en pige stoppet og rodede i sin store, og tungt pakkede, rygsæk. Så gik hun søgende tilbage langs stien.

Senere vendte hun om, og da vi passerede hinanden, spurgte hun pænt, om hun måtte låne min mobiltelefon.
”Jeg ved ikke, om jeg har tabt min mobiltelefon, eller fået lagt den nederst i rygsækken”, forklarede hun.
Hun lånte min og ringede til sin egen. Og vi kunne heldigvis begge høre ringetonen et eller andet sted nederst i rygsækken. Hun var lettet, sagde tak for lån og skyndte sig afsted for at indhente de andre.

Et kvarters tid senere indkom der en sms-besked på min mobiltelefon. Der stod:
”Tak fordi jeg måtte låne din telefon”. Mvh. Pigen på stien”.

Hvor var det sødt og betænksomt af hende. Min tillid til ungdommen steg lige ganske voldsomt på et øjeblik.

Francesca

Ved den yderste iskiosk før vandet
hvor efteråret krøb ud af skjul
da gik Francesca i sandet
ynde- og tankefuld

Ved den yderste iskiosk før vandet
hvor vinteren var på vej
den sidste måge var landet
da Francesca sagde goodbye

Ved den yderste iskiosk før vandet
der løber en lille bæk
den løber igennem sandet
og nu er Francesca væk

af Per Lau Jensen med inspiration fra Fairy og Ulrikke

Fluefiskeri

Rule One:
Always be careful about where you fish and what you fish for and whom you fish with.

Rule Two:
Be even more careful about what you take home and what you throw back.

Rule Three:
The point of all fishing is to become ready to fly fish.

Rule Four:
The point of fly fishing is to become reverent in the presence of art and nature.

Rule Five:
The Redneck Way and Blalock's Way run along the same rivers, but they do not come out at the same place.

Howell Raines: Fly Fishing through the Midlife Crisis.

Doven, dansk og dvask

En svensk øvrighedsperson har i dag påtalt min dovne danske dvaskhed.

Hvad ka' jeg sige? Jeg har aldrig været god til at overholde regler og love og bekendtgørelser og eksamenskrav og hastighedsbegrænsninger og parkeringsforbud eller lytte til lærere og læger og befalingsmænd og hustruer og arbejdsgivere og ingeniører og kommunale embedsmænd og diætister og svenske øvrighedspersoner og tjenestemænd i funktion og løftede pegefingre.

Imponerende

Jeg har lige hørt Susan Boyle fra Britains Got Talent 2009. Stor overraskelse, imponerende, jeg havde tårer i øjnene. Tjek det på http://www.youtube.com/watch?v=9lp0IWv8QZY

Det kommer indefra

For den ene er himlen grå
for den anden er den blå
og det er den samme himmel,
de kikker på ……….

Alt godt kommer indefra. Lykken kommer ikke svævende igennem luften, eller bringes på et sølvfad af en potentiel kæreste. Den ligger ikke i et par nye højhælede sko eller på forsædet af en ny bil med 6 cylindre. Lykke og harmoni kommer indefra, det er en beslutning, man tager. Og så skal man øve sig, træne. På et tidspunkt bliver man rigtig god til det.

Danske mænd laver for lidt

”Danske mænd laver for lidt”, skrev Ritzau som overskrift i går på en kort artikel (åbenbart baseret på en ny europæisk undersøgelse) om, at kvinder laver mere i husholdningen end mænd. Det blev naturligvis villigt formidlet videre af mange medier, heriblandt såvel DR som Berlingske Tidende. Igen sådan et medieindlæg, som videregiver tidens populære opfattelse af, at kvinder laver mere end mænd. Og at det er også for galt, hvilket overskriften klart viser.

Jeg spørger: For lidt i forhold til hvad? Hvem er det, der opstiller dette krav for, hvor meget danske mænd skal lave af husligt arbejde? Hvem er det, der afsiger dommen, at de laver for lidt husligt arbejde? Ja, det er kvinderne. Hver sjette kvinde skulle være utilfreds med mandens arbejdsindsats i husholdningen, ifølge undersøgelsen.

Det fastslås i indlægget, at kvinder udfører 12 timers husligt arbejde pr. uge, mens mænd kun udfører 8 timer. Det er da muligt, men hvor mange timer bruger mænd så på havearbejde, ud- og indvendig vedligeholdelse af huset, vask og støvsugning af bilen (eller bilerne). Kunne det tænkes, at manden her udførte 4 timer mere end kvinden pr. uge?

Og tilsyneladende er der ingen, der tænker tanken om den tilsyneladende skæve fordeling skyldes forskellig opfattelse af det samlede arbejdsbehov i husholdningen. Kvinder arbejder 12 timer, manden arbejder 8 timer. Det er en samlet arbejdstid på hele 20 timer pr. uge i husholdningen. Det lyder af rigtig meget, synes jeg. Måske er mandens opfattelse, at 2 x 8 timer er tilstrækkeligt?

I øvrigt var der en undersøgelse for nogen tid siden, der viste, at mænd - det var vist i kontorfaget - arbejdede ½ time mere pr. uge end kvinder. Det hører vel også med i regnskabet på en eller anden måde?

Mediebilledet flyder over med kvinders meninger om mænd, og undersøgelser om hvad kvinder mener om mænd. Jeg kan ikke erindre, hvornår jeg sidst så en undersøgelse af, hvad mænd mener om kvinder.

"Danske mænd laver for lidt" er atter et indlæg i den succesrige kampagne, som har kørt i snart mange år nu. Den går ud på at sætte kvinderne i en offerrolle, og give mændene permanent dårlig samvittighed. Kampagnen har været en så stor succes, at det i dag er helt politisk ukorrekt at kritisere kvinder, mens det virker som en videnskabelig fastslået kendsgerning, at mænds liv nærmest er en badeferie.

Problemet er, at den kampagne har sat kvinderne i en låst situation, fordi i sig selv giver det ingen respekt eller fremtidsmuligheder at være offer. Og den omskaber mænd, der ikke tør sige fra, til bløddyr og skvatfigurer, hvilket kvinder vel næppe ønsker, og næppe har respekt for.

Imidlertid er min mening her en tabt sag på forhånd. Jeg har tidligere givet udtryk for den i forskellige sammenhænge. Den finder ingen reel opbakning hos hverken kvinder eller mænd.

Kvinder reagerer på sådan et udspil med enten tavshed eller vrede. Hvis de vælger vrede, drager de typisk vidtgående konklusioner og beskylder mig for at hade kvinder (hvilket er helt forkert). Mænd er, hvis de er gift eller i fast forhold, kun enige i det skjulte. De ved nemlig, at de vil blive henvist til at sove på sofaen, hvis de tilslutter sig højlydt.

Måske bliver situationen en dag så skæv, at mændene vågner op. Måske bliver kvinderne en dag så trætte af at der ingen mænd er tilbage, kun skvatfigurer. Måske!

Jeg er forelsket

I dag er det forår, lige til tiden, lige på dagen, 1. april. Den første rigtige forårsdag her, hvor solen skinner, den lette brise er lun, og duften er der. Det er duften af forår, duften af forelskelse. Jeg bliver altid forelsket om foråret – om ikke andet forelsket i foråret.

Men forårsduften minder mig også altid om min første forelskelse. Og den både dejlige, men også rædselsvækkende, følelse i maven af tusinde sommerfugle, der letter på én gang. Vibrationerne fra deres vingeslag som stiger op igennem brystet og op i halsen, så man pludselig slet ikke kan sige et eneste ord.

Hun hed Susanne og gik i parallelklassen, og herregud jeg var kun ti år; men forelsket det var jeg, for allerførste gang – i nogle uger.

Det var det samme forår, at jeg – i krydset udenfor skolen – så en Jaguar E type for første gang. Den forelskelse holdt til gengæld hele livet.

Foråret er også et løfte, et løfte om en endeløs sommer, og om at der stadig er håb. Også for verden.

Men foråret er også summen af alle de løfter, jeg selv forelsket har givet – og ikke har kunnet holde. Derfor er foråret også melankoli og at tænke tilbage. Tilbage på alle de piger, jeg har elsket. Og fordi hukommelsen glemmer det dårlige og husker det gode, så savner jeg dem alle - her om foråret.

Tag ikke fejl, jeg har det fint. Jeg nyder mit forår. Jeg fortryder intet, og alligevel kan jeg godt, en forårsdag på verandaen, fortryde det hele. Få tanken om hvad der var sket, hvis jeg havde valgt stien til venstre i stedet for til højre, hvis jeg stadig var sammen med Dorte, med Pernille, med Gitte, med Ann-Marie, med Mette eller en af de andre – eller havde valgt et andet job. Hvor ville jeg så være? Formentlig på en anden veranda et sted – med de samme tanker.

Jeg er forelsket i foråret, og det tager mig med storm hvert år ……..

Downshift

En downshifter kalder man det i USA. Oprindeligt stammer ordet ”downshift” fra 1950’erne og betyder nedgearing (i en bil). Ordet downshifter er opfundet af Trends Research Institute i New York i 1994. Begrebet var dog ikke helt nyt dengang, da man allerede i 1930’erne havde noget, man kaldte ”voluntary simplicity”. Og jeg kan huske fra min barndom, at man talte om at ”stå af racet”. For slet ikke at tale om alle de formuleringer på det samme, som vi havde, dengang vi var hippier.

Det betyder alt sammen nogenlunde det samme. Ifølge ”World Wide Words” betyder downshifter følgende (rimelig frit oversat af undertegnede):

"Downshifters er folk, der synes, at tid er vigtigere end penge, og at det er bedre at arbejde mindre og være glad og lykkelig, end det er at få en høj løn for at kæmpe med et stressfuldt arbejde.
At downshifte medfører, at droppe unødvendige udgifter og forfølge en mere simpel livsstil for at få tid til de ting, man virkelig ønsker at beskæftige sig med. Men det medfører ikke at gå til ekstremer som at droppe ud af samfundet og leve i skoven eller lignende. Mange af dem, som har prøvet dette, fortæller, at det også er muligt at finde besparelser i forbindelse med de emotionelle og sociale følgeudgifter af den tidligere livsstil".

Et eksempel kan være direktøren, der dropper sit højtprofilerede job, for at arbejde deltid som snedker, og bruge resten af tiden på at fluefiske. At downshifte medfører typisk et jobskift, eller at stoppe med at jobbe, og desuden få noget mere fritid. Da udgifterne typisk revurderes, kan det sagtens medføre en større kolbøtte med boligskift, måske endda flytning til udlandet eller til en anden landsdel. Det behøver ikke at medføre mere tid til familien, men det kunne sagtens være et af målene.

Ironisk nok kræver det at downshifte som oftes en vis grad af økonomisk uafhængighed. I USA har drownshifting typisk været benyttet af den del af mellemklassen, som har haft råd til en indtægtsnedgang.

Det vil ikke undre mig, om vi i den kommende tid kommer til at se udtrykket at downshifte jævnligt her i Skandinavien. I slipstrømmen på den økonomiske krise kunne man nemt forestille sig, at mange fandt lejlighed til at overveje værdien af at være den forbrugsjæger, som de fleste har været i mange år.

Jeg ville ikke blive overrasket, hvis mange valgte at downshifte.

Utroligt første formel 1 grand prix 2009!

Helt utroligt. Så åbent har formel 1 ikke været i mange, mange år. Den spænding og det antal overhalinger, som årets første formel 1 Grand Prix i Australien bød på, lover godt for sæsonen. De væsentlige reglementsændringer, der er sket til 2009, ser ud til at gøre en positiv forskel.

Fantastisk at Brawn GP (tidl. Honda), med Mercedes motor og Virgin som sponsor, kan vinde en 1-2 sejr i sit første grand prix. Det er ikke sket siden 1954, at et debuterende team vinder en 1-2 sejr, dengang var det Mercedes. En del af grunden er, at Honda allerede tidligt i 2008 sæsonen stort set opgav deres 2008-model og koncentrerede kræfterne om udvikling af 2009 modellen. Efter den turbulens og tvivl der har været hele vinteren om teamets fremtid, er det dog en fantastisk præstation af Brawn GP.

McLaren-Mercedes havde store problemer, og Hamilton startede bagerst. På den baggrund synes jeg, at det er flot, at Hamilton kører sin bil ind på en 4. plads. Det er den slags, der er nødvendigt, hvis man vil være verdensmester, at score point selv i løb, hvor bilen er dårlig og alt er en imod.

Jeg glæder mig virkelig til at følge resten af sæsonen.

Jeg er klar til at tage afsted i morgen!

Her i min Viasat/Telia bredbåndspakke kører i øjeblikket, hver uge, ”Spain, on the Road again”, hvor de fire medvirkende rejser og spiser sig igennem det skønne Spanien.

Selvom Claudia Bassols og Gwyneth Paltrow er usædvanlig smukke og dejlige at se på, så må jeg indrømme, at det faktisk er den pragtfulde mad, der får mig til at savle (måske er jeg ved at blive gammel?).

Den hygge i at køre fra by til by, se stedets seværdigheder og spise steder med den bedste mad, formidler TV-serien på fornem vis. Jeg er sådan set klar til at tage af sted i morgen!

Udover Bassols og Paltrow medvirker den herlige lune kok, restaurant-indehaver, kogebogsforfatter og vært på TV programmet ”Iron Chef America” Mario Batali, samt madanmelderen og skribenten, den direkte og kontante, Mark Bittman. Begge to, ifølge min TV skærm, så hyggelige, at jeg til hver en tid gerne ville have dem med på en fisketur.

Se nærmere på http://www.claudiabassols.com/, og http://www.spainontheroadagain.com/

Det klær' os alle!

Den ene kvinde ser bedre ud i rødt, den anden måske i hvidt
den ene mand er flottest i cowboybukser, den anden i habit
nogle er fine i nyt, andre er måske rå i slidt
der er dog noget, vi med sikkerhed ved
én ting klæder os alle - det er ydmyghed

Citat Per Lau Jensen
(men der er sikkert mange, der har sagt nogen lunde det samme før mig)

Frihed er vigtigere end friværdi

Ytringsfrihed er sådan et stort ord. Noget højtsvævende, for tiden mest noget om ret til at kritisere religion. Det er noget, de taler om på regeringsplan og på internationale konferencer. Nå ja, og så taler journalister om det engang imellem, sådan ved festlige lejligheder, og når de forgæves forsøger at referere fra lukkede kommunistiske regimer og andre bananrepublikker. Eller er det?

Vedrører det ikke os alle og vores dagligdag? Er det i virkeligheden ikke dér, det starter? Er det ikke netop dér, at rammerne for ytringsfriheden både fastsættes og sættes på spil?

Det nytter ikke at have en klar mening om, at vi har lov at kritisere både Muhammed og Jesus, hvis vi ikke kan acceptere kollegaens ret til at holde med Brøndby i stedet for FCK.
Ligesom du er nødt til at acceptere, at jeg giver udtryk for modstand mod positiv særbehandling af kvinder på arbejdsmarkedet. Og jeg er nødt til at acceptere, at du kalder mig en forstokket idiot, der ikke har forstået et klap.
Og hvis du mener, at det, jeg skriver her, er noget vrøvl, så vil jeg kæmpe til sidste blodsdråbe for din ret til at mene det.

Ytringsfriheden skal vi respektere hver dag. På jobbet, derhjemme og alle andre steder.

Intet ordentligt menneske ønsker at såre andre. Men ytringsfrihed vil engang imellem såre nogle. Anderledes kan det ikke være, da vi har forskellige grænser for, hvad der gør ondt på os. Det er en pris, vi må betale. Det er ytringsfrihedens pris. Religion kan ikke undtages, lige så lidt som politik kan undtages, kvinder kan undtages - eller FCK kan undtages.

Ytringsfriheden må aldrig gradbøjes. Ytringsfriheden er muligvis dén sten, der bærer mest i fundamentet for vores demokratiske samfund. Den sten må vi aldrig tage ud eller svække. Ytringsfriheden er så vigtig, så vital for vores frihed. Og vores frihed er ikke en given ting, det må vi aldrig tro i vores daglige tilbagelænede behagelighed.

Og frihed er meget vigtigere end friværdi.

Altid!

Det er altid for tidligt at bekymre sig, og altid for sent at ærgre sig.

Det er hovedet, det er galt med!

Her i Sverige, hvor jeg bor, afvikles trafikken langt mere hensynsfuldt og afslappet end i Danmark. Imidlertid går udviklingen den forkerte vej, også i Sverige. Om ti år er det måske lige så slemt som i Danmark, hvor manglende evner og vilje bag rattet desværre er det fremherskende. I dag er det således, at de fleste danske bilister tror, at bare de overholder hastighedsgrænsen, så er alt i orden – blæse være med trafikkultur og evner. Denne holdning er blevet skabt af politikere og politi, som fuldstændig ensidigt har fokuseret på hastighed de seneste tyve år.

Bilisterne ved generelt intet om at håndtere deres køretøj på skridgrænsen, og det er en grænse, man hurtigt kan opleve, hvis man skal lave en undvigemanøvre. De ved intet om hvilke kræfter, der udløses, når uheldet er ude. De har tilsyneladende ingen anelse om reaktions- og bremselængde. De har ikke gjort sig klart, hvilken ravage løse genstande i bilen kan udløse på bløde kropsdele ved en ulykke. De kører med hunde på skødet, og børn der ikke er fastspændt. De taler i mobiltelefon, barberer sig på vej til arbejde, lægger læbestiften lækkert på, taster på navigationen og tænder cigaretten, alt imens de suser forbi en skole.

Det er hovedet bag rattet, det er galt med. Og det kan ingen fartgrænser eller speedkameraer lave om på. Lad os indkalde alle bilister til et køreteknisk kursus med afsluttende eksamen hver 24. måned. Kurset består i at vise sin evne til at håndtere et køretøj, også på grænsen. Samt trafik forståelse, herunder at tage hensyn. Hvis prøven ikke bestås, kan den tages om indenfor 30 dage. Hvis den stadig ikke bestås, så findes der offentlig transport.

Som gammel racerkører har jeg intet imod privatbilismen, eller imod at folk er glade for deres biler. Men jeg har noget imod folk, som dagligt foretager sig noget, der er potentielt dødsens farligt for dem selv og andre, uden at gide sætte sig ordentligt ind i sagerne og blive gode til det, de gør.

Et mentalt tilfælde

Jeg var i den nærmeste Netto butik, her i det Nordskånske, i dag. Køen var lang, det gik langsomt, og da jeg kom frem som nr. 3-4 fra kassen, gik det helt i stå. Jeg ved egentlig ikke, hvad problemet var. Jeg tror, at begge åbne kasser afventede svar fra en medarbejder for at kunne betjene hver deres kunde. Det hele stod stille. Køen bag var vel på tredive mennesker efterhånden.

Hvor længe vi stod der, ved jeg faktisk ikke. Jeg mister enhver tidsfornemmelse, når jeg står i en kø. Jeg bliver et mentalt tilfælde på mindre end 120 sekunder.
Jeg synes selv, at jeg, sådan generelt, viser både respekt og forståelse for andre mennesker. Jeg synes ikke, at jeg er ligeglad og egoistisk. Men der sker altså et eller andet, når jeg står og venter i en kø. Jeg kan ikke vente, det er ikke min spidskompetence – det går på tværs af min dna.

Jeg har dog, det seneste år, lært at skjule min frådende sindssyge, når jeg venter i en kø. Her i Sverige er man nemlig engleagtigt tålmodige. Man venter og venter og smiler og smiler, og har så god tid. Og man er så diskret, at man slet ikke hæver øjenbrynene over, at jeg står dér midt i køen, mørkerød i ansigtet med en smule grå røg ud af hvert øre.
Sådan gik det også i Netto i dag. Efter vi havde ventet i laaaang tid, langt ud over det punkt der ville have resulteret i råben og skrigen i Danmark, efterladte indkøbsvogne og kunder, der forlod butikken, så var der dog en enkelt i køen som lavede lidt vrøvl. Han understregede dog flere gange, at han ikke ønskede at være uvenlig.
I det fortsatte forsøg på at holde min kæft, begyndte jeg at tænke over, hvorfor svenskerne er så meget mere tålmodige end danskere. Er det respekt overfor butikspersonalet, som ”sikkert gør hvad de kan”? Eller er det sådan, at svenskere er konfliktsky?
Danske erhvervsdrivende, der handler med Sverige, og er vant til at sidde i møder med svenske forretningsfolk, finder svenskerne konfliktsky. Omvendt finder mange svenske forretningsfolk danskerne kortsigtede, meget direkte og nogle gange konfliktsøgende.

Jeg kom ikke til noget resultat dér i køen. Og så endelig løste det hele sig op. Jeg kom frem til kassen, og kassemedarbejderen sendte mig et smil og sagde ”hej”. En hilsen, øjenkontakt, et smil i Netto - det var aldrig sket i Danmark!

Et par ting jeg altid forsøger at huske:

Livet er, hvad du gør det til.

Lykken kommer indefra.

Dette er et citat fra mig selv - men der er jo nok nogen, der har sagt det før mig ......