Det er en kunst at holde galden flydende

Jeg er en sur gammel mand og vil forsøge at holde galden flydende dagen ud.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg er sur; men det er også den bedste måde at være sur på. Der er dog mange forhindringer.

Jeg var nær kommet til at smile allerede tidligt i formiddags, da bilradioen spillede min yndlingsmelodi. Heldigvis havde jeg netop skrabet is af ruderne uden handsker og erhvervet mig forfrysninger i pegefingeren.

Det var nær gået galt igen kort før frokost, da jeg var ude at gå med schæferen. Apotekerens Ingrid kom gående i langskaftede støvler, stramme cowboybukser, røde kinder og sendte mig et fuldstændig malplaceret smil, som jeg ikke havde bedt om. Heldigvis var mine dyre, håndbyggede røjsere netop sprunget læk midt i en snedrive.

Og da jeg var på apoteket for at købe ind, forsøgte de at spænde ben med en eller anden åndssvag kampagne, så jeg fik tyve procent rabat. Heldigvis kom jeg hjem til et brev fra skattevæsenet, der stadig ikke har forstået mine indtægtsforhold.

Det skulle nok kunne holde galden flydende indtil aftensmaden ...

Danske forhold

”Bare det inte blir som i Danmark.” Sådan står der med store typer på forsiden af denne uges lokalavis her i det nordligste Skåne, hvor jeg bor. Det værste er, at den overskrift ikke behøver nogen nærmere forklaring. Alle svenskere ved, hvad der menes. ”Danske forhold” er blevet et begreb for fremmedhad og racisme her.

Igennem hele den svenske valgkamp, her var valg for få uger siden, hørtes gang på gang fra politisk side advarsler om, at Sverige var på vej mod ”danske forhold.” Specielt hvis vælgerne stemte partiet Sverigedemokraterne (SD) – det svenske søsterparti til Dansk Folkeparti - ind i riksdagen.

SD blev stemt ind i riksdagen, og her i kommunen er det nu det tredjestørste parti. Jeg tror, at det var vælgernes protest imod, at de andre partier, fra højre til venstre, ikke tager en åben debat om indvandring og integration. Man er alt for konfliktsky, og det er ikke politisk korrekt at erkende, at der naturligvis er nogle problemer. Sverige har nemlig lige så store problemer som Danmark, og de er ikke bedre til at håndtere dem. Fra politisk hold vælger man så at ignorere problemerne.

Jeg er ikke tilhænger af SD eller DF’s politik, og jeg mener også, at indvandrere på mange områder behandles skidt i Danmark; men indvandringen og manglende integration skaber dog en række problemer, som man er nødt til at diskutere åbent, uden at omverdenen straks trækker racisme-kortet.
I Danmark lægges spørgsmålene ud i den politiske debat. På det område er vi klart forud for Sverige. Imidlertid bliver debatten engang imellem både for hadsk og kører af sporet; men det er vel ingen grund til at tie problemerne ihjel.

Det bedrøver mig at høre ”danske forhold” brugt som skrækbegreb her i Sverige af retoriksmarte svenske politikere.

Hvorfor det er en dårlig forretning at skære i støtteordningerne til danske forfattere

I finanslovsforslaget er der lagt op til en nedsættelse af støtteordningerne fra Statens Kunstråd og Statens Kulturfond til danske forfattere på omkring 75%. Det er en rigtig dårlig idé.

Jeg har aldrig selv søgt eller modtaget støtte og har ingen umiddelbare planer om det. Men jeg er tilhænger af rigt varieret litteratur, som vi har i dag. Og det er ikke muligt i et sprogområde så lille som det danske, hvis der ikke ydes en støtte til de forfattere, der skriver litteratur, som de ikke kan leve af, når fremmed avance samt skatter, afgifter og moms til staten er fratrukket.

Nogle danske borgere er uenige i dette, altid med et økonomisk argument. Det er fordi, de ser støtteordningerne som en udgift. Det er det ikke.

For faktisk er der gode økonomiske grunde til at fastholde støtteordningerne på det nuværende niveau eller lade disse stige.
Den danske forfatter sidder i den ene ende af en lang fødekæde, der går over bogforlag og boghandleren og slutter med læseren. Når en bog sendes igennem denne kæde, skaber den undervejs til læseren flere indtægter til staten end staten betaler i støtte til forfatteren. Støtteordningerne til forfatterne er således mere at betragte som en investering end som en udgift. Og er som sådan egentlig ikke forskellig fra den støtte, som staten på mange forskellige måder yder som investering til landbrug og erhvervsliv i øvrigt.

Sagt med andre ord, hvis danske forfattere holder op med at skrive, så mister staten større indtægter, end de sparer på støtteordninger.

Endelig er der spørgsmålet omkring salg af dansk litteratur til udlandet. De fleste ved, hvor vigtig hver en positiv krone på handelsbalancen er. En stor del af dette salg til udlandet foregår ved, at der først laves en såkaldt prøveoversættelse. Her oversætter man en række sider, som herefter kan vises til det udenlandske forlag. Disse prøveoversættelser betales meget ofte ved hjælp af støtteordninger. Bortfalder disse vil formentlig kun de dansk bøger med de mest oplagte muligheder blive præsenteret for udlandet.
Hvis bogeksporten falder vil staten gå glip af indtægter og positive kroner på handelsbalancen.

Så af såvel kulturelle som økonomiske årsager bør støtteordningerne til danske forfattere følge den almindelige prisudvikling.

Se også oplysende artikel i Politiken på http://politiken.dk/kultur/boger/1054557/tab-af-forfatterstoetten-forringer-litteraturen/

Hvem er den mand i mit spejl?

Jeg barberede fuldskægget af i dag, fordi jeg kunne mærke, at huden trængte til luft. Det vil jeg godt advare alle mænd i min alder imod.

Jeg husker ikke, hvor mange år jeg har haft fuldskæg; men det er en del år. Det har været i varierende længder, senest omkring 5 mm.

Nu er jeg efterhånden også omkring de halvtreds (nå ja, så på vej til tres), så ansigtet ændrer sig jo. Alligevel fik jeg et chok, da jeg så mig i spejlet efter processen.

Jeg har altid haft et fast hageparti. Og det har jeg egentlig været glad for. Men når et beslutsomt og troværdigt hageparti bliver indrammet af en pude på hvert kindben (hvor fanden kom de fra?)og lidt for meget løs halshud, så er der altså ikke meget beslutsomhed tilbage. Når yderligere tillægges, at munden åbenbart de seneste fem år, i ly af skægget, har tillagt sig et surt, nedadstræbende, gammelmandsagtigt udtryk, så er resultatet ren spejlpanik.

Jeg går i gang med at anlægge nyt skæg allerede i morgen.

Nye muligheder i Skåne

Hvis man leder efter en bolig i Skåne, eller bare leder efter luft i økonomien, så er det værd at huske, at Skåne er mere end Malmø. Mange danskere, der overvejer at bosætte sig i Skåne, kikker ikke længere ud end til Malmøs forstæder, og det undrer mig. Det er også godt at vide, at mange af de mindre skånske byer får togforbindelse til Malmø/København i løbet af 2011/2012, når Pågatåg Nordost bliver virkelighed.
Snart bliver det også ti minutter hurtigere for toget at komme igennem Malmø og ud på Øresundsbroen.

De nye stationer bliver i småbyer, hvor boliger i mange tilfælde kan findes til 15-25% af prisen i Københavns forstæder. Samtidig fås biler i Sverige til cirka en tredjedel af den danske pris og en families almindelige husholdningsbudget kan sættes omkring 20% lavere end i Danmark. Det er min erfaring efter omkring tre år med fast bopæl i det nordskånske.

Oppe i det nordligste Skåne, i gåafstand fra den nye 2011 station i Killeberg ved Osby, bliver en række byggegrunde faktisk i september udbudt til en kvadratmeterpris på sek 1,00. Men der bliver jo nok en kø af købere.

I dag kan man allerede finde meget fornuftige huspriser omkring Höör, hvor togforbindelsen til Malmø/København er udmærket. De nye stationer de kommende år bliver bl.a. i Tjörnarp, Sösdala, Hästveda, Killeberg, Bjärnum, Vittsjö og Markaryd.

Sov godt

Det var natten til fredag i forrige uge her i det nordskånske. Klokken var 02:51. Telefonen ringede.

Det er ikke med den store lyst, at jeg tager telefonen midt om natten. Det er sjældent gode nyheder på det tidspunkt.

"Det er Securitas. Dit batteri skal udskiftes."
"Hvad?"
Man ringer da ikke midt om natten for at fortælle, at alarmanlæggets batteristand er lav? Jo, her i Sverige gør man.
"Hvad skal jeg gøre?"
"Ingenting."
Åbenbart ville Securitas komme og skifte batteri en af dagene. De ville bare lige orientere mig.

Dels er klokken knapt tre om natten ikke det tidspunkt, hvor jeg er den hurtigste knallert på molen, dels var jeg vel bare glad over, at telefonsamtalen ikke drejede sig om død og ulykke, så jeg spurgte ikke nærmere.

"Øh, nå."
"Sov godt."
Tusind tak.

Jeg tænker, at det måske har noget at gøre med, at Securitas kan fraskrive sig det juridiske ansvar for om alarmanlægget virker, når de har orienteret mig om lav batteristand. Hun sagde vist også et eller andet om, at man ikke vidste, om det herefter ville virke. Det opfattede jeg således, at det når som helst kunne løbe tør for strøm. Det virker dog stadig lidt voldsomt at ringe midt om natten.

Nu er der gået elleve dage. Har jeg så fået udskiftet batteriet? Nej, jeg har ikke hørt en lyd fra Securitas. Åbenbart er man ikke lige så hurtig med nyt batteri, som man er på telefonen.

Tilsyneladende virker alarmanlægget stadig. Det giver alle de rette lyde, når man slutter det til og fra.

Sort arbejde

Der er tilsyneladende, ifølge medierne, et flertal i folketinget for at straffe borgere, der får udført sort arbejde.

At udføre og betjene sig af sort arbejde er efter min mening borgernes naturlige selvforsvar overfor et skatte- og afgiftssystem, der ikke har nogen bremsepedal.
Det nytter ikke at kriminalisere og straffe et symptom. Og sort arbejde er et symptom. Lidelsen er et dødssygt skatte- og afgiftssystem, der gør det håbløst dyrt at få udført arbejde af momsregistrerede håndværkere.
Man kan skrive fra nu af og til fandens fødselsdag på en liste over eksempler på, hvordan dansk skat, moms og afgifter kvæler alt det, som er nødvendigt for et lands fremgang og udvikling. Og ideen med det progressive skattesystem tilfredsstiller vist reelt kun ét hensyn: Almindelig misundelse hos jantelovens tilhængere.

Og hvis du synes, at det her lyder højreorienteret, så læs venligst videre. Der er intet hverken højre- eller venstreorienteret over min opfattelse af problemet og min mening om løsningen.

Lavere skatter og afgifter til alle er ikke nødvendigvis lig dårlig social sikkerhed, mindre sygepleje og uddannelse. Det er udtryk for en gammeldags og alt for traditionel tankegang.
I dag tabes de fleste af skattekronerne i det offentlige uvæsen, der er et bundløst hul. En meget stor del af indtægterne bruges til meningsløs administration, der administrerer administrationen. Og de administrative medarbejdere administrerer hinandens administration (og hvis du synes, at det er et par meningsløse sætninger, så har du forstået det korrekt). Den smule, der herefter bliver til overs, bruges til at vedligeholde hospitaler, skoler og plejehjem, aflønne læger, sygeplejersker, lærere og den slags, forhold som tydeligvis ikke er særlig højt prioriteret i det offentlige uvæsen.

Kuren er sådan set meget enkel. Når skattetrykket er nedsat markant, så kan alle private skattefradrag og tilskud afskaffes, uden at nogen lider nød af den årsag. Endvidere afskaffes alle statens kontrolfunktioner overfor private borgere, såfremt disse funktioner ikke isoleret set giver overskud. Desuden gennemgås al lovgivning og alt overflødigt skæres væk, helt ind til benet. Det medfører en voldsom nedsættelse af behovet for offentlige ansatte. Disse finder nemt beskæftigelse i det private erhvervsliv, herunder i eksporterhvervene, som vil blomstre, da danske varer bliver billigere i udlandet på grund af danske virksomheders lavere skattebyrde, lønudgift, offentlige afgifter etc.
Det sidste er vigtigt, fordi uanset hvordan vi vender og drejer det, uanset vores politiske anskuelse, så er det eksporterhvervene, der holder landet i gang. Vi kan ikke på den lange bane leve af at den ene halvdel af befolkningen servicerer den anden halvdel, som er offentligt ansat.

Samtidig vil statens reducerede udgifter give plads for økonomi, respekt og opmærksomhed overfor de arbejdsløse, de syge og de svage. Der vil endvidere være plads til et væsentligt større skattemæssigt bundfradrag, gerne et sekscifret, så de laveste indkomstgrupper nemmere kan få enderne til at mødes.
Der vil være mulighed for at ansætte folk, der yder et værdifuldt praktisk arbejde i stedet for alle de administrative, der i dag fylder den offentlige sektor. Det betyder bl.a. lærere, sygeplejersker og læger. Det betyder bedre hospitaler, ældrepleje, børnepasning og uddannelse.

Politikere og embedsmænd vil sige, at det er mere indviklet end så. Nej, det er det ikke! Der er en masse detaljer og udfordringer, som skal løses, hvis den slags skulle gennemføres, og det vil bestemt ikke være nemt. Men det vil ikke være umuligt. For det er faktisk ikke særlig indviklet, det er helt elementær nationaløkonomi.

Men vi mangler politikere med såvel evne som vilje. Politikere fra venstre til højre er tilsyneladende, i praksis, helt enige om, at skattebyrden og det offentlige system bare skal vokse, indtil vægten knækker både land og borgere.

Debat på nettet er oftest tidsspilde

Folk, der indlader sig i debat på nettet, gør det yderst sjældent for at udvide deres horisont. De gør det for at brillere med egne synspunkter, erfaringer og fortræffeligheder.

Ingen ønsker at lade sig rokke. Parterne er generelt fastlåst i deres eget synspunkt og deres egen argumentation, som de gentager i én uendelighed.
Debatten bliver en opvisning i retorik og kun de fakta, hvis nogen, som passer i den enkeltes eget facit bruges.

Alt dette kastes mod modparten i en ubrudt strøm fra stædighedens skyttegrav. Debat og diskussion på nettet er generelt spild af tid.

Tonen på nettet

Usaglighed, perfide personangreb, aggressiv fremfærd og beskidt sprog. De fleste reagerer ikke særlig meget på det mere, så længe det foregår på nettet.
Hvordan kan det være, at folk er så tolerante og ligeglade overfor sproget i indlæg på blogs, debatsider, facebook m.m. Hvorfor finder de sig i langt mere, end de ville finde sig i sagt op i deres åbne ansigt?

Ulovligheder på nettet, som trusler, ærekrænkende udtalelser, racisme etc., bliver tillige i vid udstrækning ignoreret. Er det ikke et skråplan? Er det ikke forkert signal af os at sende, måske specielt til de unge mennesker?

Jeg har selv i lang tid holdt mig fra debatter på nettet, fordi jeg simpelthen må erkende, at jeg ikke har temperamentet til at få en skraldespand i hovedet på en daglig basis.

Jeg så i dag på Nasar Khaders blog, at han tog spørgsmålet op og meldte ud, at han for fremtiden ville køre en hård linje overfor dette. Det synes jeg er et udmærket initiativ. Jeg kunne ønske, at det ville starte en reaktion i samme retning over en bred kam.

Jeg selv har for længst besluttet, at jeg uden varsel vil slette perfide og useriøse indlæg på mine blogs, min hjemmeside og min facebook-wall samt udelukke de pågældende.

Simpelthen dårlig personlig markedsføring ...

En af mine venner sendte mig en mail. Hun beklagede sig over, at så mange mennesker ikke svarer på mails. Så jeg skyndte mig at svare.
Hun fortalte, at hun nu og da mailede til offentlige personer med sin reaktion på deres holdning eller arbejde. Det drejede sig om bl.a. politikere, teaterdirektører, sangere, forfattere og journalister.

Jeg kender hende som et fornuftigt menneske, der næppe har skrevet påtrængende til disse personer. Faktisk sendte hun sin seneste ubesvarede henvendelse til en offentlig person med. Den var absolut sober, positiv og venlig.

”Det er arrogant og nedladende at ignorere folk,” skrev hun.
På min bemærkning om at disse mennesker måske får så mange henvendelser, at det er svært at svare på alt, var hendes reaktion kort og kontant:
”Hvis de vælger at være til at kontakte, bør de også svare på henvendelser.”
Egentlig har hun jo ret.
Hun skrev også: ”Hvis man føler sig ignoreret, så gider man dem ikke. Folk af den type er afhængig af publikum. De kan ikke tillade sig at pisse dem af. Det er simpelthen dårlig markedsføring.”

Det med dårlig markedsføring ramte en tanke, jeg selv havde haft. Jeg skrev sidste år en mail til en dansk countrysangerinde og roste hendes sange. Intet svar. Jeg skrev også til en forfatter og takkede for den nyeste bog, som jeg netop havde læst og var ret begejstret for. Heller intet svar.

Bare en to linjers kvittering for modtagelsen havde egentlig været tilstrækkeligt.

Jeg huskede godt, at jeg faktisk følte mig ignoreret. Jeg har ikke siden købt flere af den pågældende countrysangerindes album. Jeg har vel ikke bevidst lagt hende på is; men jeg har ignoreret hende. Der er jo så meget god musik at vælge imellem.

”Det er kun idioter, der ikke svarer,” konkluderede min ven. Og hun har jo ret. Hvis man lader sin e-mail adresse været tilgængelig, eller er til at komme igennem til på facebook eller andet sted, bør man så ikke også svare på henvendelser?
For mig er det almindelig god opdragelse og gælder overfor både familie, venner og fremmede. Men specielt hvis man på en eller anden måde lever af et publikum, så er det da at sætte pistolen til eget knæ, hvis man ignorerer dem.

Hvorfor?

Hvorfor går du ikke bare planken ud?

Hvorfor står du derinde og småhopper på den og siger, at den gynger for meget. Hvorfor tror du, at den er alt for smal?
Nej, der er en risiko, og måske går det ikke; men gå nu ud og mærk vinden - og livet. Hvad er det værste, der kan ske?

Nyd nuet ...

Husk glæden ved hverdagens øjeblikke. Det er dér, lykken leger skjul ...

Lidt for sarte?

Da jeg var barn, kaldte man farvede mennesker for negere. Og man kunne stadig købe 1946-udgaven af "Tintin i Congo". Vi vidste, at "finnerne har let til kniven," og min mor, der havede oplevet anden verdenskrig mente, at "tyskere kan lide at marchere."

Sådan sagde man så meget dengang, der skyldtes ukendskab og generalisering. Det er rart, at det har ændret sig.

Jeg læser i avisen i dag, at Landsforeningen Krim har anmeldt Københavns politis drabschef Ove Dahl for racisme. Det har en radikal politiker tidligere gjort på grund af den samme bemærkning. Hun trak dog anmeldelsen tilbage, da Ove Dahl beklagede sin udtalelse.

Ove Dahl sagde i forbindelse med et rovmord på en norsk stewardesse på et hotel i København:
"Rumænerne er skruppelløse. De slår ihjel for et par hundrede kroner. Det er en helt anden kultur."

Jeg opfattede den udtalelse som "KRIMINELLE rumænere er ..." på grund af den sammenhæng, som den blev fremsat i. For mig er det stadig indlysende, hvad drabschefen mente. Naturligvis er det ikke dækkende for samtlige rumænere. Kan man overhovedet forstå det sådan, med mindre man ønsker at misforstå?

Kan vores skriftlige og mundtlige udtalelser mon tåle en gennemgang af kritiske øjne, klar til at misforstå. Er vi ikke alle ofte så upræcise, at det kan misforstås, hvis man vil. Hvor mange vil snart holde helt kæft af frygt for at få slynget tidens værste skælsord, "racist", efter sig. Gad vide, om man overhovedet må fortælle en gammel Århus-historie i dag. Er vi ikke generelt ved at blive lidt for sarte?

Nar nummer et

Det er sommer, det er sol, det er lørdag morgen. Jeg sætter mig tidligt ud på verandaen sammen med schæferen. Jeg holder meget af disse weekendmorgener, når byen endnu ikke er vågnet op, og der er helt stille. Ingen trafik, ingen omdrejninger på haveredskaberne, kun fred og fuglefløjt.
Jeg læser i en bog om Dalai Lama, om næstekærlighed og om at leve i harmoni. Jeg drikker Gevalia og den totale …

Så starter der en motoriseret terrorklipper. Klokken er kun 8.30. Den velkendte lov om altings nederdrægtighed. Jeg flyver op og undersøger, hvor lyden kommer fra.
Naturligvis! Det er områdets nar nummer et: Min genbo mod nordvest.

Jeg lægger bogen. Det skal fandme være løgn. Jeg trækker i den grå tilbudskedeldragt fra Bauhaus og finder buskrydderen i skuret. Den kører på diesel, har trækkraft som en lastvogn og lyder også sådan.
Jeg starter og skaber temperatur i motoren ved længe at gasse op og ned. Desværre er der ingen buske at rydde, så jeg snupper et æbletræ. Det larmer og kvaser godt. Så kan han lære det!

Da æbletræet ligger knockoutet på jorden, slukker jeg buskrydderen. Nar nummer et er stadig i gang med sin græsslåmaskine. Sig mig, fik han ikke budskabet?

Jeg henter min motorsav. Den er tunet og med turbo. Den lugter som en mindre BP olieboreplatform, der endnu ikke er sunket, og larmer som en formel 1 racer under heftig nedgearing.
Jeg skærer æbletræet op og når tillige et godt stykke ned i græsplænen. Schæferen ligger oppe på verandaen og holder sig for ørerne.
Da jeg er færdig hører jeg stadig den latterlige pjevsede græsslåmaskinemotor hos nar nummer et. Er det virkelig endnu ikke feset ind på skærmen hos ham?

Så fælder jeg et par træer, som egentlig ikke skulle have været fældet. Derefter skærer jeg havemøblerne i stykker og flagstangen og …

Fatter folk da ikke, at nogen af os er rolige besindige mennesker, som trives bedst uden støj, og bare engang imellem gerne vil have lov at læse en bog i fred udendørs?

Når rigtige mænd ordner have

En af mine facebook venner skrev, at haven kaldte. Det var vist noget med blå himmel og en god bog.
Min have kaldte også i går. Den råbte: ”Der skal slås græs!”
Det ignorerede jeg godt nok. Det kan vente et par dage.

Jeg har stor respekt for folk, der bruger al fritid på at nusse i haven; men det er ikke noget for mig. Jeg nyder min have, og det betyder for mig, at havearbejdet skal holdes på et absolut minimum, mens liggestolen, det lille kaffebord på verandaen og læsestolen ude under blommetræet ved stensætningen skal bruges maksimalt.

Hvis jeg solgte bøger som Dan Brown, så havde jeg en have på flere tønder land. Den ville være udlagt med skov, små søer med liv, mælkebøttemarker og blomsterenge. Ikke at jeg har noget imod parklignende haver. Det er såmænd smukt; men jeg ville ikke have lyst til at holde den – eller betale gartnerregningen.
Nu sælger jeg ikke bøger i de mængder, så jeg har en have på ca. 1/5 tønde land. Det er mest græs – eller mos.

Jeg har sådan et princip, som jeg kalder no-nonsens havevedligeholdelse. Det vil jeg godt forklare:
Jeg lavede lidt havearbejde i weekenden. I indkørslen var græsset blevet lidt langt. Og det er ligesom et problem, når indkørslen egentlig er grusbelagt. Her kan man med fordel bruge en buskrydder til at tage toppen.
Omkring min havedam har jeg sten og planter. Her havde ukrudt og græs blandet sig. Der plejer jeg at bruge en buskrydder.
Og så har jeg et bed her foran huset med primært stedsegrønt samt nogle få roser og lignende. Der var ukrudtet skudt op overalt, så der skulle luges. Til det kan jeg anbefale en buskrydder.

Nogen vil måske mene, at man burde bruge sådan en eldrevet kanttrimmer. Men det er for kvinder. Rigtige mænd bruger buskrydder. Og vel at mærke en buskrydder, der kører på diesel og med trækkraft som en lastvogn. Den lyder også sådan. En buskrydder, som ikke må komme for tæt på husets fundament, for så ryger det også. Det er en herrerigtig måde at ordne have på.

Nu får jeg formentlig et nyt trusselbrev fra Det Danske Haveselskab …

Men i morgen ...

Jeg får gerne lidt dårlig samvittighed, når jeg smækker noget frossent ind i mikrobølgeovnen. Så lover jeg mig selv, at i morgen skal jeg nok koge nogle grøntsager og den slags. Men det kan være svært at nå lige dér imellem gåturen med schæferen, det seneste afsnit af ”Rules of engagement” og TV nyhederne, som kommer lige efter.

Dagen efter får jeg rejst mig lidt sent fra computeren til eftermiddagsturen med schæferen. Vi får gået en god tur, tiden går, og så møder vi en nabo, som jeg lige skal spørge til råds om hans erfaringer med lokale tømrere.

Da vi er tilbage, er klokken næsten 18.30, og i dag er der ”Seinfeld”, og det er jo simpelthen verdens mest geniale humor, så jeg finder en pakke frossen lasagne i reklamepausen. Ind i mikroen, otte minutter og der er dækket ved sofabordet. Og så lover jeg mig selv, at i morgen vil jeg bestemt smide et magert stykke kød på panden og koge nogle grøntsager.

Problemet er, at ”i morgen” er i dag og har været det den sidste uges tid …

Utroværdigt!

Jeg sidder lige og kikker på lokalvejrudsigten for min Nordskånske kommune fra SMHI. I følge den er der strålende sol her hos mig. Så derfor forstår jeg ikke, hvorfor regnen høvler ned udenfor mit vindue.

Jeg kan til nød forstå, at meteorologer har svært ved at forudse vejret fem dage frem i tiden. Og jeg har jo gang på gang konstateret, at de heller ikke kan forudse vejret i morgen med noget der bare ligner en vis sikkerhed. Men at de ikke kan kikke ud af vinduet og referere, hvad de ser, det er da for ringe!

Hvad skal vi med meteorologer og vejrudsigter? Vi var vel bedre hjulpet uden. Vi kan jo ikke bruge dem til noget. I hvert fald ikke vejrudsigterne. En undersøgelse viste engang, at over en given periode ville man have fået ret flere gange end meteorologerne, hvis man bare havde forudsagt morgenens vejr til at være det samme som dagen før.
Det er da rasende pinligt.

Jeg ser vejrudsigter som ren underholdning på linje med horoskoper i ugeblade. Det kan vel ikke betragtes som andet.

Da en af mine venner forleden spurgte mig, hvilke mennesker jeg anså for mest utroværdige, tænkte jeg straks på meteorologer. Han kom selv med det sædvanlige pladder med advokater, ejendomsmæglere og brugtbilshandlere. Det er det, de fleste siger, og det er efter min mening noget vrøvl.

Ud over meteorologer er det bankrådgivere og journalister – tæt fulgt af politikere.

Bankrådgivere låner i gode tider ud i en størrelsesorden, som kundernes økonomiske formåen slet ikke kvalificerer til, og får kunderne til at investere i alt muligt – ofte projekter som banken selv har sat i søen, og ved det første tegn på at den økonomiske vind vender, så opsiger de det hele og skærer derved økonomisk halsen over på kunden. For mig er det en gåde, at bankrådgivere kan se sig selv i spejlet.

Journalister skriver ofte historier, hvor halvdelen af misforstået og resten er opdigt. Jeg finder generelt medierne dybt useriøse.
Jeg har haft oplevelsen i mit tidligere job at blive interviewet nogle gange til nyhederne i TV. Endnu flere gange er jeg blevet ringet op, både af TV2 og DR, hvor jeg ikke har kvalificeret mig til at medvirke. Indgangsspørgsmålet har nemlig oftest været:
”Vil du sige sådan-og-sådan til kamera?”
Hvis jeg sagde nej, hvad jeg ofte gjorde, fordi det ikke harmonerede med min mening, så ringede de til en anden. Facit for indslaget var altså skrevet, og nu havde man brug for én med min uddannelse og mit job til at bekræfte det.

Jeg påstår ikke, at alle journalister og bankansatte er sådan. Jeg har faktisk venner, som jeg respekterer, der arbejder i de brancher; men jeg tror desværre, at de hører til undtagelserne.

Jeg skal lige tjekke ...

Jeg forsøger at vågne, når vækkeuret galer. Vakler ned i badeværelset, kan knapt kende mig selv i spejlet og undrer mig over, at så lidt hår kan stritte så meget. Sådan starter alle dage.

Så børster jeg tænder, barberer mig, går i bad, finder den mindst krøllede skjorte, går morgentur med schæferen, laver havregrød og kaffe og hører P4 og endelig sidder jeg så foran computeren og er klar. Eller rettere sagt, jeg skal lige tjekke …

Alle fem mailadresser, hvoraf de tre heldigvis lander i den samme indbakke,

nyhedsoverskrifter på min iGoogle, som også består af motorsportsnyheder og dagens uvurderlige stribe af Steen og Stoffer,

hits på min hjemmeside det seneste døgn - jeg fører en statistik for at blive klogere, er indtil videre bare blevet forvirret,

facebook profiler - min personlige og den for mit igangværende manuskript – samt mine fb-venners statusopdateringer, hvoraf nogle er både sjove og livsbekræftende, samt lige gøre mine kommentarer til statusopdateringerne og selv opdatere min egen status,

eventuelle kommentarer på mine to blogs, der sammenlagt kører tre steder,

vejrudsigten for dagen fra SMHI – når man har en schæfer, der forventer at komme ud mindst fire gange i dagens løb, er det rart at vide, hvad man skal forvente vejrmæssigt,

om der er nye debatindlæg eller tekster på et skrivested på nettet, som jeg deltager i,

nyheder og boganmeldelser på Politiken, Berlingske og Jyllands Postens netsider.


Og så er den dag næsten gået. Kender du det?

Handymand

Jeg er ingen handymand. Og jeg tror ikke, at den danske håndværkerstand er gået glip af noget stort talent, fordi jeg valgte en anden næringsvej. Men faktisk kan jeg godt holde på et stykke værktøj, for jeg startede egentlig min erhvervsmæssige løbebane som automekanikerlærling.

Jeg er ingen handymand, fordi det ikke interesserer mig. Jeg ser ingen udfordring i at rende rundt i kedeldragt i mit eget hjem med værktøj hængende ud af alle lommer og tommestokken evigt klar. Så man vil aldrig se mig bygge en carport eller snedkerere en udestue.

Hvorfor dog være dobbelt så lang tid som en professionel håndværker om at udføre et stykke arbejde halvt så godt? Og det er jo sådan, det ofte bliver.
I de mere end femogtyve år hvor jeg var ejendomsmægler, så jeg i sagens natur masser af boliger. Min erfaring var, at alt for mange handymænd ødelagde alt for meget på deres eget hus, fordi de absolut skulle selv. Det er nemlig ikke nok at kunne holde på et stykke værktøj. Man skal også vide hvad værktøj, man skal bruge. Og have erfaring med det, man laver.

Jeg medgiver, at årsagen til at gøre det selv kan være af rent økonomisk art. Og det kan jeg såmænd godt forstå. Det var også en udpræget trang til påholdenhed, der overmandede mig forleden dag, da jeg opdagede, at der var en utæthed under køkkenvasken.

To steder piblede det varme vand ud. Resolut skiftede jeg til kedeldragten og fandt værktøjskassen frem. Med min baggrund for femogtredive år siden med millimeterværktøj og faste nøgler, har jeg aldrig rigtigt kunnet forstå VVS-folkenes brug af store skiftenøgler og rørtænger. Den slags værktøj er vel mere velegnet til at slå folk ihjel med end til at skrue noget fast med. Da jeg desuden, de få gange i min tid som husejer hvor jeg har haft en utæt VVS-installation, har været i en økonomisk situation, hvor jeg har kunnet ringe til en fagmand, så havde jeg egentlig ikke rigtig nogen erfaring på det her område.

Jeg skruede de utætte rør fra hinanden og pakkede dem med noget pakgarn. Hvor svært kunne det være? De var derefter tætte – i cirka et halvt minut. Efter et yderligere et forgæves forsøg kørte jeg de tyve kilometer til et byggemarked og købte nye stumper. Da de blev skruet på, var det tæt.

Mens jeg stod og beundrede mit arbejde og roste mig selv, så begyndte det at dryppe oppe fra bunden af vandhanearmaturet. Der havde været to utætheder på én gang, og nu var der en tredje. Jeg gloede vantro.
Men stædig er man, så jeg kørte de tyve kilometer igen og købte et nyt blandingsbatteri. Da jeg havde monteret det, så opstod der en for mig uforklaring utæthed ovre ved det kolde vand. Og det havde jeg slet ikke havde været i nærheden af.

Jeg bekæmpede en voldsom lyst til at smide noget ud af vinduet uden at åbne det først. I stedet gik jeg ind og ringede til vores lokale VVS-mand. Nu har han udskiftet alt imellem vandstikket og vandhanen – nå ja, næsten.

Da jeg så gik rundt og glædede mig over det, og lige åbnede for vandhanen i badeværelset, så knækkede grebet af. Så er det bare, at jeg i al stilfærdighed spørger: Sig mig, er det her skjult kamera???

Læs uddrag fra mit nyeste manuskript

Jeg skriver i øjeblikket på et manuskript til en krimithriller, der har fået arbejdstitlen "Skandinaviens krimikonge."

Jeg havde håbet, at den kunne udkomme et år efter den forrige, "Når ulve jager", der udkom 1. oktober 2009. Nu tvivler jeg lidt på, at det kan nås. Projektet er i forløbet vokset en del og tager mere tid at skrive end først forventet. Jeg håber dog stadig, at bogen måske kan udkomme sidst på året.

Jeg har netop lagt flere uddrag af manuskriptet ind på min hjemmeside. Jeg har her valgt at bringe forholdsvis omfattende uddrag specielt til læserne af min hjemmeside som et lille forhåndskik. Kan læses på http://www.perlaujensen.dk/16166997

Her er et lille smagsprøve:

"Der findes da ingen kærlighed her i livet. Det er et falsum, det er et håbløst håb, som holder naive mennesker i live. Der findes falskhed, frækhed, naivitet og kedsommelig sex; men kærlighed? Det findes sgu ingen steder!”
Citat Frank Vernersen, en forfatter der betalte prisen.

Årets største drikkeaften

Det er Valborgsaften om nogle timer. Valborgsmässoafton på svensk. Mens den forbigås i tavshed i Danmark, så fejres den her i Skåne, hvor jeg bor, med bål og taler. Det minder lidt om den danske Sankte Hans aften.

Det er den aften på året, hvor svenskerne drikker mest. Nu vil jeg nødig markedsføre stereotype forestillinger om svenskerne; men når de fleste svenskere drikker, så drikker de altså igennem. Selv folk på min alder (50 +).
En svensk avis offentliggjorde i går en undersøgelse, som viste, at hver anden ung svensker ville drikke sig fuld på Valborgsaften.

Det er også årsagen til, at jeg har sagt nej tak til to invitationer til festligheder i aften. Jeg vil ikke køre 30 - 40 km hjem sent på aftenen den dag, hvor svenskerne drikker allermest. Nogle bliver slået ihjel i trafikken i aften. Det skal ikke være mig, jeg har stadig et par ting, jeg skal nå.

Jeg kører aldrig Valborgsmässoafton, Midsommarafton og Nytårsafton. Det er de tre største drikkedage i Sverige.

Måske tager schæferen og jeg ned til den lokale festlighed og hører talen og ser på bålet. Det kommer an på vejret. Det har været regnfuldt hele dagen. Ellers nyder vi bare en cognac på verandaen - mest mig.

Jeg lo hele vejen

Jeg giver mig normalt ikke af med at anmelde bøger. Det bryder jeg mig ikke om, og jeg har absolut ingen ambitioner om nogensinde at blive litteraturanmelder. Selvfølgelig har jeg en mening om de bøger, som jeg læser (det meste synes jeg er noget skrammel); men det holder jeg normalt for mig selv. Engang imellem kan man dog blive så begejstret for en bog, at man har lyst til at kravle op på taget og råbe op om den. Sådan en bog har jeg for nylig læst.

Det er en ungdomsbog. Den handler om en pige, som er så træt af sit liv, at hun gerne vil slå op med sig selv (forfatterens udtryk). Så jeg kan næppe være længere væk fra målgruppen. Alligevel var jeg vild med den.

Bogen hedder ”Hvis bare …” og er skrevet af Sarah Engell. Den udkom i 2009. Jeg lo mig hele vejen igennem den. Hendes humor, ironi og sarkasme er helt vidunderlig. Den er fyldt med en vrimmel af hysterisk gode udtryk og sætninger. Som f.eks. følgende citater:

”Jeg melder mig syg. Det er ikke engang løgn. Med mindre man er læge.”

”Det her er vores forhold i en nøddeskal: Margrethe får barnet. Jeg får kvalmen. Gid jeg kunne stikke en finger i halsen og brække hele mit sølle liv op på gulvet.”

”Der stinker af cerut og kattebakker i det kosteskab, jeg har lejet mig ind i. Burde findes en lov, som forbyder gamle koner at udnytte desperate teenagere, der lige er flyttet hjemmefra. Jeg sukker for mig selv og zapper mellem reklamerne uden at spekulere på ret meget andet, end hvorfor grønne vingummier smager bedst. Og hvorfor der altid er flest gule. Det hele burde være så let: Hvis bare jeg drikker Kildevæld. Hvis bare jeg bruger den rette mascara. Hvis bare jeg arvede syv millioner, så jeg kunne købe mig et nyt liv …”

Pragtfuldt. Jeg indrømmer, at tonen rammer min humor præcist, og det er selvfølgelig med til at begejstre. Men havde jeg stjerner, hjerter, smileys - eller hvad de forskellige anmeldere nu deler ud af – så var det her noget med syv ud af seks mulige.

På bestsellerlisten

I de første to uger af april var min krimithriller ”Når ulve jager” i top ti på elounge.com’s krimi-bestsellerliste.

Den nåede op på en 8. plads. Listen justeres rullende, så der var løbende ændringer. Det meste af tiden, bl.a. 2. april, så listen således ud:

1: 'Min broders vogter' Leif Davidsen

2: 'Svinehunde' Hammer Jacobsen

3: 'Havfruen' Camilla Läckberg

4: 'Hypnotisøren' Lars Kepler

5: 'Flaskepost fra P' Jussi Adler-Olsen

6: 'Sorte hest' Peder Bundgaard

7: 'Fasandræberne' Jussi Adler-Olsen

8: 'Når ulve jager' mig

9: 'Kald mig prinsesse' Sara Blædel

10: 'Dødens billede' Allan Jagt

Det var lidt sjovt at være på bestsellerlisten med de her bøger, der er nogle af dem, der sælges mest i landet. Et par stykker af dem er lidt ældre titler, som er genoptrykt i blødt omslag og sælges til under hundrede kroner. Derfor er de igen blandt nogle af de mest solgte. Til sammenligning koster min bog omkring det dobbelte.

Nu er min bog dog netop røget ud af top ti. I stedet har et par nye og ukendte navne – en Stieg Larsson og én der kalder sig Stephen King – møvet sig ind ;o)


P.S. Jeg skal understrege, at det her altså blot var elounge.com’s bestsellerliste og ikke den landsdækkende bestsellerliste baseret på alle boghandleres omsætning.

Den danske lethed

”Savner du ikke Danmark?” spurgte hun.
Jeg tog telefonen væk fra øret, hen i synsfeltet og kikkede tvivlsomt på den, som om jeg havde hørt galt.
”Hvorfor, måske på grund af de danske huspriser?” spurgte jeg og så mig om i stuen i mit Nordskånske hus. Det havde kostet en tiendedel af, hvad et tilsvarende ville koste i Nordsjælland.
”Nej, selvfølgelig ikke, men …”
”Måske på grund af bilpriserne?” En fabriksny Volvo V70 fås i øjeblikket fra dkk 186.000 her i Sverige.
Hun sukkede.
”Eller leveomkostningerne?” Jeg sparer mindst tyve procent på husholdningen her i Sverige.
”Måske savner jeg janteloven, eller det danske skattetryk, de danske politikere, de danske TV-programmer eller den danske høflighed?”
Nu blev hun irriteret.
”Nu ved jeg det, den danske natur?” fortsatte jeg og kikkede ud ad vinduet mod skoven, hvor schæferen og jeg for nylig mødte en elg.
”Glem det!”
”Nej, ved du, hvad jeg savner. Jeg savner den danske ironi.”
Det overraskede hende.

Jeg savner den danske ironi og den lethed, hvormed vi danskere går igennem tilværelsen. Her i Sverige er livet en anderledes alvorlig sag.

Gode svenske venner er såmænd ligeså humoristiske som de danske og generelt i godt humør. Men svenskere, som man ikke kender godt eller møder på deres job, er generelt alvorlige mennesker. Man skal ikke lave sjov med dem eller deres funktion, det modtages som mangel på respekt. I Danmark er vi jo vant til, at mange omgås deres eget job med en vis selvironi, også overfor kunder. Den slags sker ikke i Sverige.

Jo, jeg savner engang imellem den danske sarkasme og ironi. Den danske lethed. Jeg er ikke sikker på, at noget tilsvarende overhovedet findes i et andet land.

Reklamepauser

Jeg kan egentlig godt lide reklamepauser på TV. Man får tid til at tisse og lave kaffe uden at gå glip af noget. Men nogle af reklamepauserne er så latterligt lange, at man kan nå at tage en længerevarende uddannelse imens.

Seriøst set nåede jeg sent i går aftes i reklamepausen på kanal 9 følgende:

At tisse, vaske hænder (selvfølgelig og med sæbe), gå op i soveværelset, lægge tøjet og trække i en badekåbe, skære to stykker franskbrød og riste dem i brødristeren, klappe schæferen, vaske hænder igen (med sæbe), smøre de to nu ristede stykker franskbrød med leverpostej og en usædvanlig god skinkeost fra Netto, skænke mig et glas rødvin fra Pomerol samt bære det hele ind i stuen og vente endnu et par minutter på at reklamepausen skulle ende.

Helt ærligt, det er jo vanvittigt ...

På mit badeværelse står en tube ...

Ude på mit badeværelse, på nederste hylde i vægskabet ved siden af spejlet, står til venstre en lille, buttet tube, sådan cirka tretten centimeter i højden, i en blålig nuance. Det er en fugtighedscreme, som hedder ”Helosan.” Den bruger jeg gerne til hænderne, hvor huden har en tendens til at blive lidt tør.

Ved siden af står en lille, buttet tube, sådan cirka tretten centimeter i højden, i en grønblålig nuance. Det er en hårgel, der hedder ”Wella Styling Gel.” Den fås i fire typer, min er sådan en ultra ekstra ualmindelig voldsom strong hold – eller noget i den stil. Den er i hvert fald så kraftig, at jeg er sikker på, at hvis jeg smurte den under poterne på min schæferhund, så kunne jeg hænge ham op i loftet, og han ville ikke falde ned før sidst på dagen.
Jeg bruger den til at stryge frisuren lidt bagud, når jeg har været i bad om morgenen.

Til højre for denne står en lille, buttet tube, sådan cirka tretten centimeter i højden, i en blålig nuance. Det er en bath and shower gel, der hedder ”Van Gils Between Sheets.” Den bruger jeg egentlig slet ikke, fordi jeg har en billig én, som jeg synes er bedre; men det er en smuk tube og et godt brand, der signalerer god smag – tror jeg nok.

Nogle gange går det lidt stærkt om morgenen, og jeg har nu flere gange gjort mig den livserfaring, som jeg gerne deler gavmildt ud af, at mens hårgel er håbløst som fugtighedscreme, så er fugtighedscreme faktisk absolut anvendeligt som hårgel.

Når fejlen sker, så kan man vælge om det skal blive en god eller dårlig dag. Hvis man bliver sur, så er der lagt op til en meget dårlig dag. Hvis man i stedet griner, så kan det næsten kun blive en god dag. Som Dame Edna sagde: ”Hvis du ikke kan grine ad dig selv, så er du måske gået glip af verdens største vittighed.”
Og hvem vil det?

Verdens smukkeste design

Jeg har lige støvsuget. Det gør jeg tit, jeg har en schæfer. Jeg ved ikke, hvem der har konstrueret mundstykket på min støvsuger; men personen skulle stilles op ad en mur og skydes. Eller ... endnu bedre, han skulle, med det mundstykke, have lov til at støvsuge en tæppebelagt hundekennel med et tusinde hunde.

Der er en masse bevægelige dele, og hundehårene finder ind og ud overalt imellem disse dele. Det er ellers en Electrolux. Jeg mener, at de plejer at lave gode støvsugere. Det er i hvert fald en flot designet støvsuger.

Den hedder Electrolux Oxygen Line. Den er gul. Linierne får mig til at tænke på både en lille robot fra Star Wars og Fiat modeller fra halvtredserne. Jeg er vild med den støvsugers design.

Jeg kan godt lide smukt design. Der er langt imellem, at man oplever virkelig smukt design. Electrolux støvsugeren er det fjerde smukkeste design, jeg har set i mit liv.

Trediepladsen på min personlige designhitliste indehaves af en guitar, Fender Stratocaster. Skabt i 1954 af Leo Fender i Californien. Udødeliggjort af bl.a. Eric Clapton og Jimmy Hendrix.

Andenpladsen går til Jaguar for i starten af tresserne at skabe verdens smukkeste bil: Jaguar E-type. Og førstepladsen går til ham Gud for kvinden.

På vej

Jeg sidder på verandaen og kan høre noget komme listende. Det kryber forsigtigt frem under sneen. Højt i kastanietræet sidder en solsort og prøver at synge det frem. Der er et løfte om det i vinden og et glimt af det i en solstråle. Så strækker egetræet ved stensætningen sig og knager, nikker næsten umærkeligt. Den er god nok, lige om lidt, det er på vej ...

Og nu er osten klar

Der har i aften været finale i det svenske Melodi Grand Prix. Og flere har skrevet og bedt mig ... nej, det er løgn. Jeg har gæster i aften, et par danskere og et par svenskere. De spurgte, om vi ikke kunne lade den svenske MGP finale køre som baggrundsmusik til kaffe, kage og cognac. Og selvfølgelig kunne vi det. Det har det gjort i mange svenske hjem i aften.

Så siger én af dem:
"Du burde skrive på din blog om finalen. Nu skrev du jo om MGP for en del uger siden."
Det syntes jeg var en åndssvag idé, jeg har heller ikke set andet end det første indledende heat; men inden jeg havde fået set mig om, så sad jeg dér og noterede på bagsiden af en serviet. Nu er de lige gået ud for at lave et lille ostebord, og så kan jeg jo knalde et referat ned på bloggen imens, sagde de.

Over seks uger har det svenske show kørt, seks lørdage i træk med præsentation og afstemning og semifinaler og opsamlingsheat. I aften var det landsfinalen i Globen i Stockholm. Et show som var stort og imponerende, og ind imellem lidt for meget, som sådan noget ofte er.
Pricipielt er jeg noget tvivlsom overfor hele konceptet med at lade musik konkurrere. Når noget ikke kan måles i sekunder eller i bolde i nettet, så ... Men måske er det blot fordi, jeg gerne er helt uenig i resultatet.
Jeg så den svenske MGP finale i 2008; men ellers har jeg ikke set en MGP finale siden engang i 80'erne i Danmark. Så det er altså ingen ekspert, der udtaler sig.
Retfærdigvis skal det siges, at der var tre melodier ud af de ti, som jeg synes var rigtig gode og var noget, som jeg gerne vil lytte til. Så jeg synes ikke, at kvaliteten var dårlig, og det var altså ikke udelukkende hjernedød pop. Og den ene af mine favoritter vandt sgu.

Efter præsentationen af de ti finalemelodier, og mens afstemningen stod på, blev vi præsenteret for en kavalkade af nationale norske vindermelodier i perioden 1980 til i dag. Okay, det var lange tyve minutter. De blev sunget af de originale sangere - og der var en del bælter, der var sat flere huller ud siden dengang, skal jeg hilse og sige.

For at tage højde for hvordan Europa vil se på de svenske sange, havde man endda arrangeret en russisk jury, en serbisk, græsk, fransk, irsk og norsk. Jo, jo, der gøres en stor indsats. Deres point indgik på lige fod med fem svenske jurygruppers. Desuden kunne den svenske nation stemme pr. sms. De vægtede 50% i resultatet.

Anna Bergendahl vandt og skal repræsentere Sverige ved MGP finalen i Oslo. Hun er kun sytten eller atten, et kendt navn her i Sverige, og har en helt forrygende og personlig stemme.

Og nu er osten klar, hører jeg ...

Den nye Volvo 'ser' fodgængere

Op igennem 1980'erne var jeg trofast overfor Volvo. Jeg havde en 343, 360, 264 og 740model. Men så svigtede jeg, havde mange kortvarige forhold, jeg husker BMW, Audi, VW og Mercedes. Det var dejligt og spændende, udfordrende og anderledes.

Nu kører jeg Volvo V70, og det er lidt som at komme hjem. Før den havde jeg en ny Mercedes E-klasse, som på alle måder er en god bil, og i en helt anden prisklasse end Volvoen, alligevel blev jeg positivt overrasket over V70'eren.

Volvo laver bare gode biler, der fungerer på en helt særlig tillidsvækkende måde. Når det drejer sig om daglig transport, så er jeg altså bare Volvo-fan. Og nu har de, med den nye S60, lavet en bil, der selv bremser for fodgængere og cyklister. Ja, hvem andre end Volvo kommer først med det på en serieproduceret bil ...

Bilen kan 'se' indtil flere fodgængere ad gangen. Den kan nå at bremse helt ned ved hastigheder op til 35 km/t. Ved højere hastigheder vil den naturligvis også bremse, og den lavere hastighed, som fodgængeren rammes med, vil uden tvivl drastisk reducere kvæstelserne.

Inden Københavns cyklister og fodgængere begynder at glæde sig, så er det dog næppe noget, man vil se i København. Det er ekstraudstyr og med de forbryderiske danske afgifter vil det formentlig koste over dkk 40.000.

Måske er der her en sag, hvor fodgængere, cyklister og billister har en interesse i at gøre fælles front overfor politikerne?

P.S. Nej, jeg får ingen penge fra Volvo for at skrive dette.

Mørk som natten

Det var alt for sent en fredag aften. Hun var så mørk, som dage uden håb. Hun havde kælen kat, som hun luftede uden snor. Han drak mod direkte fra flasken. Så gik han med hende op ad smalle trapper. Da nat blev til gry, lukkede hun ham ud. Men han kom aldrig rigtigt ned igen.

Vi kan danse

Du ligner en gudinde
og jeg kender Helvedes geografi
sammen kan vi danse til alt er forbi

Snerydning midt i nattesøvnen

Udover tilværelsens store mysterier, som hvorfor sidder afløbet i min bruseniche på gulvets højeste punkt, hvorfor har min snavsetøjskurv altid top på, uanset hvor tit jeg vasker, og hvorfor har Shania Twain stadig ikke ringet og sagt ja til en date, så er der en anden ting, der undrer mig:

Hvorfor skal snerydning ske om natten?

Jo, jeg kender godt argumentet med, at så generer man ikke trafikken; men her i den lille bitte Nordskånske by, hvor jeg bor, er der altså ingen trafik. Alligevel rydder man sne om natten.

Jeg bor i udkanten af byen, og traktoren kommer herud til mig sådan cirka ved firetiden om morgenen. Måske har undersøgelser vist, at det er dér, man sover bedst?

Jeg bander og står op og drikker et glas vand, kikker ud ad vinduet og ser en traktor på størrelse med et mindre etplanshus, der lader sin skovl skrabe dybt ned under sneen, så spidserne laver krøller i asfalten og jordskælvsryster nabolaget.

Kort efter kører den pludselig igen, og alt bliver stille. Men den har ikke ryddet færdigt. Jeg vil tro, at chaufføren har fået en opringning på sin mobil fra en kollega. Denne har måske opdaget, at lyset er slukket og alle sover i husene ude i den østlige del af byen. Det kan man jo ikke have, så det må de ud at gøre noget ved.

Omkring fyrre minutter senere – jeg går ud, at undersøgelser har vist, at borgere der vækkes af snerydning falder i søvn igen efter en halv times tid med stilhed – kommer traktoren brølende retur og går i gang med at rydde resten af sneen. En del af sneen rydder den normalt direkte ind i min indkørsel, og derefter laver den en bunke på den plads, som jeg har ryddet foran postkassen.

Her i Sverige er det sådan, at postbilen skal kunne køre direkte til postkassen, postbuddet skal kunne rulle ruden ned, række armen ud og lægge brevene i postkassen. Er der ikke snefri tilkørsel til postkassen, er det ikke sikkert, at man får sin post.

Jeg prøver at lægge mig til at sove og drømmer, at jeg sidder i det lille kvistvindue med en stinger på skulderen. Jeg lægger an og FUSSSSS, lige i benzintanken. En ildsøjle rejser sig op i luften, ud mod vest, over banen og ned i skoven derude. I ildens spids flyver traktoren. Ude i skoven brænder den så voldsomt, at nat næsten bliver til dag. Jeg smiler og går i seng.

Næste morgen ligger der ganske rigtigt en bjergkæde af sne på tværs af min indkørsel, og postkassen er næsten væk bag en snevæg. Ude på vejen er sneen farvet sort, og der ligger en forkullet bagskærm fra en traktor …

Det Offentlige Uvæsen

Jeg hørte et indslag på P4 til morgen, der ikke var belastet af det store journalistiske talent.

Københavns kommune er åbenbart ved at montere en chip på alle skraldespande. En læser, monteret på skraldebilen, vil så aflæse hver gang, der tømmes. Det stod ikke helt klart, hvad formålet med det er.
Kommunens repræsentant fortalte, at det gav kommunen et overblik over, hvor tit den enkelte renovationsbeholder bliver tømt. Og det er jo noget pladder, for det ved kommunen også i dag.

Journalisten forsømte at følge op på det, i stedet kvidrede hun op om, at man så også kan se, hvis renovationsbeholderen forsvinder og står i en anden baggård. Som om hun troede, at de blev forsynet med GPS. I øvrigt ved jeg ikke, om tyveri af skraldespande er blevet et væsentligt punkt i kriminalstatistikken for København, men jeg tror det ikke.

Man forsynede også skraldespandene med chip i den danske kommune, hvor jeg boede, inden jeg flyttede til Sverige. Jeg spurgte kommunen om formålet og fik det samme pladder at vide som ovenfor. Direkte adspurgt påstod man, at det bestemt ikke var meningen, at renovationsafgiften skulle forhøjes som følge af det nye system, der medførte, at man blev opkrævet efter antal tømninger.

Surprise, surprise! Selvfølgelig blev afgiften forhøjet for enhver borger med et normalt og gennemsnitligt renovationsforbrug . Men jeg er sikker på, at kommunen kunne finde et par borgere, som slap billigere. Det indlysende formål var naturligvis at få flere penge i kassen.

Man vil naturligvis aldrig indrømme det; men min påstand er, at på embedsmandstopplan i det Offentlige Uvæsen arbejder man helt seriøst med at opfinde nye kreative måder at vride penge ud af borgerne på. En af de mest populære for tiden er omlægning af afgifter, herunder nye måder at beregne og opkræve på. Et godt eksempel er renovationsafgiften.

Selvom man skærer ned på service overfor borgerne på bl.a. områderne syge- og ældrepleje samt undervisning, og selvom man i øjeblikket fyrer folk, der udfører praktisk arbejde på hospitalerne, så har det Offentlige Uvæsen altid haft et helt ubændigt vokseværk på den administrative side.

Det Offentlige Uvæsen har hidtil mest ramt borgerne på lommerne; men jeg er bange for, at fremtidige ofre for Uvæsenet også vil være dem, der udfører praktisk arbejde indenfor det offentlige. Der er simpelthen ikke råd til sygeplejersker, plejere, skolelærere og den slags, når Uvæsenet kræver flere og flere ressourcer til at administrere sig selv og til at opdrage borgerne.

Det er desværre nok ikke til at stoppe. Vi har fodret Uvæsenet for længe, lukket øjnene mens det voksede og voksede, nu kræver det meget mere end en ridder i skinnende stål og på en hvid hest at bekæmpe dragen. Og hvor skulle sådan én også være. I det politiske liv? Næppe!

Et mangehovedet uhyre

Lad mig skynde mig at sige, at jeg respekterer enhver politisk holdning. Min egen er bare at tage stilling fra sag til sag, så jeg er en af de få, der ikke har noget – hverken officielt eller hemmeligt – ståsted i det partipolitiske landskab.

Det betyder også, at jeg nogle gange ikke har nogen mening, fordi man jo ikke kan sætte sig ind i alt. Jeg synes ikke, at vi nødvendigvis skal have en mening om alting. Hellere ikke have nogen mening end en automatreaktion der ikke er baseret på viden.

Det undrer mig, at så mange tilsyneladende låser sig fast på bestemte holdninger, som de fastholder uanset omstændighederne: Altid imod regeringen, altid imod oppositionen, altid imod indvandrere eller altid imod skattenedsættelser ...

Jeg har også bemærket, at flere kikker skeptisk på mig, når jeg siger, at jeg går ind for flere penge til hospitalsvæsenet og for skattenedsættelser. Det er som om, at det er vedtaget, at det er modsatrettede holdninger, som man ikke kan have samtidig.

Jeg mener godt, at man kan prioritere såvel skattelettelser som kunst, uddannelse, ældreomsorg og hospitalsvæsen samtidigt. Man skal bare skære i den offentlige sektor. Man skal forenkle og skære alt væk, der ikke er absolut nødvendigt.
Det er der mange, der slet ikke vil høre om, fordi i deres verdensbillede er den offentlige sektor fredet. Hvorfor dog det? Hvis man freder noget som helst, så lukker man øjnene for muligheder, og så er man da på grænsen til at være forstokket, er man ikke?

En af mine kæpheste er nok, at jeg mener, at den største fare for den personlige frihed, sådan helt generelt betragtet, er en stor offentlig sektor. Den får nemlig sit eget liv og udvikler sig til et mangehovedet uhyre. Den får også sin helt egen logik. Det ser vi her i Sverige, hvor jeg bor. Systemet bliver Gud. Inden man ser sig om, mener uhyret sig berettiget til at opdrage befolkningen. På det tidspunkt er væsenet vokset til en størrelse, hvor det er umuligt at vende udviklingen, simpelthen fordi for stor en del af befolkningen har sit økonomiske udkomme derfra.

Dét punkt er desværre nok allerede passeret i Danmark.

Svensk Melodi Grand Prix

Det er stort. Det er rigtigt stort.

I modsætning til Danmarks nationale Melodi Grand Prix, som blev afviklet og afgjort i går lørdag, så kører det svenske over de kommende seks lørdage forskellige steder i landet med indledende heats, semifinaler, opsamlingsheat og til sidst finale i Globen i Stockholm, hvor man vælger, hvem der skal repræsentere Sverige i det internationale MGP.

Herover i Sverige, hvor jeg bor, er det ikke pinligt at sidde foran TV hver lørdag aften igennem den kommende halvanden måned. Og de bedste svenske sangere og musikere deltager gerne i arrangementet. Det er sikkert også derfor, at man får fornemmelsen af et show, der på alle områder, incl. kvalitet, ligger flere niveauer over det danske.

I Sverige er det generelt accepteret at underholde musikalsk. Der behøver ikke nødvendigvis at være en dybere mening med det. Herovre har man også en populær TV-underholdningsserie, der hedder ”dansbandskampen”, hvor såkaldte danseorkestre – vel en slags Kandis-kloner – konkurrerer og modtager seernes stemmer, hvorefter nogle går videre i legen, mens andre stemmes ud. Det fortsætter i noget, der ligner en uendelighed. Jeg har den største respekt for enhver musiksmag; men var godt nok forundret over den massive interesse, som den genre kunne skabe her i Sverige.

Sverige har en tradition for underholdningsmusik, her er det tilsyneladende ”fint nok”. Og i MGP sammenhæng må man jo erkende, at Sverige har stolte traditioner, med foreløbig kulmination i Abbas sejr i Brighton i England tilbage i 1974 med ”Waterloo”, der kickstartede en karriere, som enhver vel er bekendt med.

Første indledende heat til Sveriges MGP startede altså i går med flot scene, masser af farvet lys, dansere og publikum så langt øjet rakte. Desuden tre overgearede værter: En skuespiller, en sanger og hende den sidste ved jeg ikke, hvem er; men den der havde designet hendes kjole burde skydes.

Den melodi, der fik flest stemmer, gik direkte til finalen. Et par de andre gik til semifinalerne, en eller flere til opsamlingsheat for en ny chance og resten røg ud. Tror jeg nok …

På mig virkede det nok lidt for indviklet efter, at jeg havde fået rødvin til maden og et par cognac til kaffen.

Ulvetimen

En ’bjørnetjeneste’ er et begreb, som stammer fra La Fontaines fabel om en bjørn, der vil jage en flue væk fra sin herres hoved. Bjørnen vælger desværre en sten til formålet og knuser mandens pande.
En ’bjørnetjeneste’ er altså noget, som man gør i bedste mening, men som gør mere skade end gavn.

Eller det var! For mange bruger det nu i betydningen at gøre en ’meget stor tjeneste.’ Ord, der skifter betydning, kalder man ’pendulord’; men i det her tilfælde tror jeg mere, at årsagen er simpelt ukendskab til ordets oprindelige betydning. I hvert fald bruges ordet nu i to betydninger. Og det er jo noget rod.

Værre synes jeg dog, det er med et andet ord.

’Ulvetimen’ betyder oprindeligt timen, hvor nat bliver til dag. Det er et udtryk, jeg har kendt hele mit liv og brugt flittigt.
Derfor er det virkelig irriterende at opleve, at mange børnefamilier har udnævnt perioden imellem klokken 17 – 19, hvor de henter børn, køber ind og er frustrerede til ’ulvetimen’.

Det er helt forkert. De problemer må de rode med under et andet navn. Kald det ’slangetimen’, ’krokodilletimen’ eller noget andet. Hold jer fra min ulvetime!

Eller måske er jeg bare ved at blive en gammel idiot ..?

Øh, håndbold?

”Nå ja, jeg hørte vist et eller andet om, at der skulle være en lille håndboldturnering i gang et sted,” sagde jeg i weekenden. Det skulle vise sig ikke at være den mest empatiske bemærkning, jeg er kommet med.

Overraskende nok var det faktisk kvinderne i det lille selskab, der reagerede stærkest. Jeg kan så have min egen lille mistanke om, hvorfor de følger med i herrehåndbold med så stor interesse; men da jeg i forvejen følte at være i en vis livsfare, så undlod jeg at lancere den for selskabet.

Jeg har stor respekt for folk, der dyrker sport; men for mig er håndbold altså stort set lige så interessant som at se maling tørre. Drejer det sig derimod om formel 1, Le Mans eller alpin skisport, så er jeg helt med foran TV skærmen. Og spørg mig bare om resultatet fra kvindernes storslalom i Cortina d'Ampezzo i går, det står klart på lystavlen.

Pudsigt nok finder jeg kvindernes alpine konkurrencer mere interessante end herrernes. Det har nogle af mine (mandlige) venner så en teori om. De mener, at det har noget at gøre med de tætsiddende dragter.
Uden at jeg på nogen måde vil påstå, at de kvindelige skiløberes dragter nedsætter min livskvalitet som TV kikker, så tror jeg egentlig, at min interesse mest har noget at gøre med teknikken. Der er altså noget anderledes over kvindernes måde at løbe på. Den er ikke så kraftbetonet som herrernes, og dermed bliver det teknisk smukkere i mine øjne.

Det er i hvert fald min patetiske bortforklaring; men den er der selvfølgelig ingen af mine venner der tror på.

Vinterhvid lykke

Jeg gik en tur med schæferen i eftermiddags, efter mørkets frembrud, ude i skoven. Det slog mig, hvor lyst der var, hvor stor en forskel sneen gør.
Jeg kom også til at tænke på, hvordan en svensker fra det nordligste engang havde fortalt mig, at han fandt vinteren lysere deroppe end her hos os, selvom solen midt på vinteren kun er oppe over horisonten lidt over én time om dagen. Årsagen er sneen, der lyser det hele op.

Så undrer det mig, at så mange danskere klager over sne og frost. Jeg hørte en masse brok om det forleden på P4, og bemærkninger i samme retning fyger på facebook. Helt ærligt, alternativet er jo ikke forår, vi er i januar måned, ikke? Alternativet til koldt og hvidt er vådt og gråt.

Her i det Nordskånske, hvor jeg bor, har der ligget sne i næsten halvanden måned. Jeg nyder det. Jeg foretrækker hvidt og koldt om vinteren, ligesom jeg foretrækker blåt og varmt om sommeren.

Jeg har ærlig talt lidt svært ved at tage det højtideligt, at nogle klager over tilfrosne bilruder om morgenen og glatte veje. Det kan vel ikke være så svært at stå lidt tidligere op. Fordelene er, at sneen gør alt smukkere, det gør os i bedre humør. Desuden er det pragtfuldt for børnene, og ind imellem os andre, med muligheden for slæde, ski og sneboldkampe. For slet ikke at tale om vinterdepressionerne. Heldigvis har jeg ingen personlige erfaringer på det område; men jeg er sikker på, at sne lyser op på en måde, så vinterdepressionerne bliver færre.

Jeg bruger også gerne lidt flere penge på opvarmning, hvis gevinsten er et smukt landskab og lidt vinterhvid lykke.

Selvcensur i skvatland

En undersøgelse i Ugebrevet A4, som bredt refereres i pressen i disse dage, viser, at kunstnere udøver selvcensur for ikke at fornærme.

I forbindelse med den undersøgelse vågner politikere bredt op, lige fra Pia til Villy. Søvndal taler om ’en forloren offentlig debat, hvis vi ikke kan sige ting ligeud’.
Jamen, velkommen til virkeligheden. Faktum er jo, at vi i årevis har haft et samfund gennemsyret af en voksende politisk korrekthed, som alle, incl. kunstnerne, desværre har været nødt til at holde sig indenfor, hvis de ville undgå latterliggørelse og trusler. Så det er egentlig slet ikke nyt. Det gør det dog ikke mindre alvorligt.

Er det så muslimske terroristers truslers skyld? Næh, det er vel mere vores egen manglende evne til klart at sige fra, for man må da altid være rede til at møde trusler.
Hvis såvel det officielle Danmark som enhver privat dansker sagde klart fra, så var målet for ekstremister ikke enkelte mennesker men hele landet. Og så burde en væsentlig forudsætning for det enkelte menneskes frygt for egen sikkerhed og dermed grunden til selvcensur være bortfaldet.

En debattør er citeret for at mene, at kunstnere har en særlig pligt til at sige fra. Jeg mener, at det er en misforståelse. Den enkelte kunstner har vel også en ret til at prioritere sin egen og sin families sikkerhed. Ansvaret er vores alles.

Har Danmark ikke fået en skvattet holdning til pres og trusler? Man dukker hovedet, man glider af på det, man taler udenom. Senest så vi det i forholdet Tibet/Kina. Overgangen fra pres til trusler er grå og glidende, det hele hænger sammen. Der skal gøres en indsats over hele linien. Der skal meldes klart ud – også selvom det koster penge for samfundet i form af tabt eksport. Vi skal kunne se os selv i spejlet som samfund. Kan vi det i dag?

Ytringsfriheden er så klart i fare, og den er en af de væsentligste sten i fundamentet for vores samfund. Den bør beskyttes, bevares og om nødvendigt kæmpes for i ubrudte rækker og geledder.